Annonce
Læserbrev

Dannebrog, frikadeller og politisk korrekthed: Hvad foregår der egentlig?

Eller vi kan spise dem i hemmelighed for nedrullede gardiner eller måske kalde dem libanesiske falafler - det er nok det mest korrekte.

Læserbrev: Mine forældre havde en flagstang og flagede, når nogen havde fødselsdag, sølvbryllup eller andre mærkedage.

Min mor stegte frikadeller, og vi spiste dem med velbehag - det gør vi i øvrigt stadig.

Jeg har ikke en flagstang og står derfor ikke i fare for at anstøde nogen ved at hejse Dannebrog.

Og mit lille, falmede flag på fod kan jeg stille lidt diskret for ikke at virke provokerende eller hoverende, når et barnebarn eller min kone har fødselsdag.

Jeg er 65 år, og jeg har aldrig før tænkt over, at mit lille flag kunne være et problem.

Hvad foregår der egentlig?

Hvad angår frikadellerne, kan vi jo undgå at stege dem, hvis vinden bærer over mod naboen - alene duften kan jo støde ham.

Eller vi kan spise dem i hemmelighed for nedrullede gardiner eller måske kalde dem libanesiske falafler - det er nok det mest korrekte.

Kunne også undskylde dem med, at vores franske bulldog elsker frikadeller. Den er jo også født i Danmark og kan da heller ikke selv gøre for det og må oven i købet leve med ikke at være en gadehund fra Grækenland.

I øvrigt er han lys i pelsen, uha, han er en slem lille hund.

Altså, når nogen i det her land, oven i købet med pæredanske navne og afstamning, udstiller vores flag og vores frikadeller som nationalisme og ren symbolpolitik, har Dannebrog vist brug for lidt mere end bare et tillykke med de 800 år.

Annonce
Bent Wedel. Arkivfoto
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Leder: Men vil borgerne landdistrikterne?

I sidste uge kom en god nyhed til landdistrikterne. En planlagt besparelse på 30 mio. kr. på de såkaldte LAG-midler bliver trukket tilbage, så landdistrikterne nu har 90 mio. kr. om året fra staten til udvikling - oveni et EU-tilskud. Pengene falder på et tørt sted, for banker og andre investorer har en tendens til at smække kassen i, så snart postnummeret bliver nævnt. Derfor er de såkaldte LAG-midler, der de seneste 11 år har været med til at udvikle og bevare livet i de mindre landsbyer, et fint tiltag, og det er rigtig godt, at politikerne på den måde vælger at tilgodese landdistrikterne. Spørgsmålet er så, om naturstier, byparker og nogle arbejdspladser ændrer på borgernes trang til at bo i selvsamme landdistrikter? Der er ingen tvivl om, at pengene kommer de mennesker, der allerede bor på landet til gavn, men kan LAG-midlerne og andre lignende initiativer vende udviklingen fra by til land? Desværre ser det ikke ud til at være tilfældet. I byer som Ølholm, Barrit og Bjerre, som alle har modtaget LAG-midler, er befolkningstallet de seneste 10 år faldet lige så stille. Ikke voldsomme fald, men en stille afsivning, der bekræfter tendensen, der gælder på landsplan: Borgerne vælger i stigende grad byerne frem for landsbyerne. At LAG-midlerne dermed skulle være en dårlig investering, vil borgerne i de byer, der modtager pengene, sige klart nej til. De mange projekter giver en øget livkvalitet og kan om ikke andet så bremse faldet i indbyggertal. Men det giver anledning til at stille spørgsmålet om, hvad der så skal til for at stoppe affolkningen af landdistrikterne, og om det overhovedet kan lade sig gøre? En kommunal embedsmand, avisen interviewede forleden, nævnte det emne som landkommunens største udfordring. At bevare strukturen med mindre byer, hvor folk kender hinanden og taler sammen om problemer og udfordringer. Der er med garanti ingen lette løsninger på den udfordring, og derfor kan man godt frygte, at de 30 mio. kr. ekstra, der nu bliver fordelt over hele landet, slet, slet ikke er nok.

Erhverv For abonnenter

Så store er virksomhederne i Horsens: 20 blander sig i Danmarks omsætnings-top

Annonce