Annonce
Østjylland

Danmark dejligst?

Susanne Hoeck, journalist og udviklingskonsulent. Foto: Jens Thaysen selvskrevet
Annonce

Jeg tudede, da min søns studentervogn ankom til matriklen. Med danseglade toner i højtalerne, fællesskrål og skål. Bagklappen blev åbnet, og de tumlede ud som en flok lalleglade hundehvalpe, der ikke aner, at verden er stor og farlig og ubarmhjertig. At der ikke findes retfærdighed, at kærlighed gør ondt, at livet muligvis i glimt er en dans på roser, men at tornene stikker. Åh, de smukke, unge mennesker. Og, hvor var det dejligt, de trods coronaens skygge skulle opleve denne helt særlige dag, denne traditionsbundne måde at fejre tre års slid.

Men hov. De havde jo nok følt samme lykkerus, selvom de ikke tågede halv- eller helstive rundt i lokalområdet i en lastbil til endeløse serveringer af jordbær dyppet i chokolade, pindemadder og pizzasnitter. Men det synes vi, var vigtigt, og de havde ret til, og føj hvor har Mette og Søren fået meget skæld ud for alle de rettigheder, de har taget fra os. Og det har ikke skortet på nyhedsindslag om en generation af fortabte unge, isolation og frihedsberøvelse.

Hvor er det fint, at vi ikke bare finder os i hvad som helst fra politikere, og råber op, når vi er utilfredse. Lever i et land, hvor man kan brokke sig ubegrænset og kritisere andre i demokratiet og ytringsfrihedens navn. Men jeg bliver så træt. Alt det, vi mener at have ret til og krav på. Alle de tab, vi har lidt – som skiferien, der måtte aflyses og nu også charterferien til de varme lande, som vi må undvære. Spærret inde i vores eget land, som mange egentlig helst vil have for sig selv, tvunget til at være tæt sammen med vores familie, finde på oplevelser i det nære.


Vi er snothamrende forkælede. Selvfede og egoistiske.

Susanne Hoeck


Vi er snothamrende forkælede. Selvfede og egoistiske. Solidariske, når vi hver især har fået, hvad vi kan skrabe til os af hjælpepakker og kompensationer. Rummelige og inkluderende, hvis bare dem med lidt mørkere hudfarve end den skummetmælksfarvede gennemsnitsdansker, vil undlade at grille på vores grønne område. Eller indkaldelsen til bøn ikke overdøver vores kirkeklokker.

Vi er, som vi er. Vi skal bare lade være med at prale af vores åbenhed, rummelighed, offervillighed og forandringsparathed.

Jeg tuder også, hver gang jeg oplever et Lucia-optog. Aner ikke hvorfor. Jeg kan huske, at jeg i første klasse kom til at brænde Jeanettes lyse fletning af og synes lagen-kjolen var helt til grin. Og alligevel er det lykkelige tårer, der pibler frem.

Ja, forskelligheden er stor, men hvis man vil bevare retten til at brokke sig, må man også tage del i ansvaret for at skabe det fælles rum. Det er nu, hvor vi er blevet afbrudt i normaliteten, at alt står på spil.

Jeg synes, vi skylder os selv og hinanden at være nysgerrige og gribe den enestående mulighed for at skrive verdenshistorie. Vi skal ikke have mere af det hele – vi skal have det bedre. Og vi er nødt til at indrette os lidt mere efter andre og tage hensyn. Bygge broer. Forpligtende fællesskaber betyder ikke, at vi alle skal være ens.

Susanne Hoeck, journalist og udviklingskonsulent. Foto: Jens Thaysen selvskrevet
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce