Annonce
Danmark

Danmark åbner måske op efter påske: Sådan kan det foregå

Det er sandsynligvis skolerne, der står først for, når regeringen begynder at åbne Danmark igen. Det vurderer Jens Lundgren, der arbejder som professor i infektionssygdomme på Rigshospitalet. Arkivfoto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Jens Lundgren, professor i infektionssygdomme ved Rigshospitalet, giver sit bud på, hvad der er de mest realistiske scenarier, når Danmark måske åbner op efter påske.

Coronavirus: Danmark kan måske begynde at åbne igen efter påske. Det var budskabet fra statsminister Mette Frederiksen (S) ved mandagens pressemøde. Men der er mange scenarier for, hvordan en genåbning af landet kan foregå. Jens Lundgren, professor i infektionssygdomme ved Rigshospitalet, er kun helt sikker på én ting: At der ikke bliver tale om en fuldstændig genåbning på en gang.

- Det ekstreme scenarie er, at man stopper alle tiltag efter påske. Børnene mødes igen i aulaen, og folk stimler sammen i metroen og andre offentlige transportmidler og er tæt sammen i øvrigt. Det ville genstarte udbruddet, og derfor er det scenarie slet ikke på bordet.

Modsat er et af de mest realistiske scenarier ifølge professoren, at der gradvist åbnes op for skoler og uddannelsesinstitutioner.

- Mange er interesserede i, at skolerne åbner igen, fordi det har så enormt store konsekvenser, når børnene er hjemme i stedet for i skole. Sverige har holdt landets skoler åbne, og vi følger deres erfaringer meget tæt for at se, om det, der kommer til at ske i Sverige, er meget anderledes end det, der sker i Danmark.

- Hvis det ikke er, er det et argument for at prøve at åbne skolerne. Det kan måske være, at børn ikke er det primære problem, men det er for tidligt at konkludere på, siger Jens Lundgren, der understreger, at forskerne nu skal bruge de to uger frem til efter påske til at vurdere de svenske erfaringer.

Annonce

Der er ikke nogen, der ved deres fulde fem vil sige, at vi ud fra et sundhedsperspektiv skal lukke landet ned det næste halve år. Det er ikke en mulighed.

Jens Lundgren, professor i infektionssygdomme ved Rigshospitalet

- Stort pres for at åbne uddannelsesinstitutioner

Samtidig vurderer forskeren, at de kommende antistof-test kan spille en rolle for, hvordan den gradvise genåbning kommer til at foregå. Testene kan for eksempel bruges til at vurdere, hvor stor en del af de danske børn, der allerede har været smittet med coronavirus.

Hvis en større del har været smittet, har mange opnået immunitet og vil derfor ikke være en særlig smittekilde fremadrettet, forklarer Jens Lundgren.

- Man kan forestille sig, at man vil lade de dele af befolkningen, som ikke driver smittekæderne, komme i gang med at være lidt tættere på hinanden, end de er nu, siger han.

Jens Lundgren vurderer også, at der er en sandsynlighed for, at andre uddannelsesinstitutioner end skolerne vil kunne åbne igen efter påske.

- Der er et stort pres for, at andre uddannelsesinstitutioner også skal starte op igen og af gode grunde. Folk skal til eksamen og videre i deres liv og karriere. Det kan også være, det er okay at åbne op igen, så længe vi ikke går tilbage til udgangspunktet, men gør det gradvist, så vi holder for øje, at vi ved, hvad smittevejene er.

- Det er, når mange er sammen, når der ikke er ordentlig håndhygiejne, og hvis man ikke bliver hjemme, hvis man er syg, siger professoren.

Restauranter kan måske også åbne gradvist

Udover uddannelsesinstitutionerne er flere danskere sandsynligvis interesserede i at vide, hvornår de igen kan træne i deres lokale fitnesscenter, tage på bar for at drikke en øl eller spise på restaurant. Her vurderer Jens Lundgren også, at der kan blive tale om en gradvis åbning.

- Det kan være, at restauranter gerne må have åbent, men ikke tage mere end så og så mange gæster ind ad gangen. Det kan være, de ikke må fylde alle, men måske halvdelen af bordene op, så der kan opretholdes stor nok afstand mellem gæsterne, siger han og fortsætter:

- Hvad vi end gør, skal vi iagttage og prøve at reducere risikoen for at starte smittekæder. Det bliver den grundlæggende tankegang i det her.

Samtidig understreger forskeren, at det er nødvendigt gradvist at forsøge at lukke landet op, selv om det mest sikre i forhold til at undgå en øget smittespredning vil være at holde landet lukket længe endnu.

- Det er et spørgsmål om timing. Der er ikke nogen, der er ved deres fulde fem, som vil sige, at vi ud fra et sundhedsperspektiv skal lukke landet ned det næste halve år. Det er ikke en mulighed.

- Det har enormt store konsekvenser socialt og økonomisk, og der er mange ting i samfundet, der bliver voldsomt påvirket af den her nedlukning. Derfor skal vi ikke kun snakke ud fra, hvordan vi undgår, at folk bliver smittet. Det har været det drivende indtil nu, men vi skal væk fra den måde at snakke på. Nu er diskussionen, hvordan vi mest hensigtsmæssigt åbner mere op uden at få genstartet udbruddet.

Vejen til genåbning af Danmark

Den nuværende nedlukning af landet, hvor de fleste butikker og institutioner er lukket, og mange arbejder hjemmefra, skal indtil videre vare til 13. april.

På et pressemøde mandag bebudede statsminister Mette Frederiksen (S) en forsigtig genåbning af Danmark efter påske - såfremt smittetallene stadig vurderes at være under kontrol.
En ny prognose fra Statens Seruminstitut, der forudsiger epidemiens fremtidige udvikling, beretter om et halveret smittetryk. Det er dermed ifølge instituttet forsvarligt at ophæve nogle af restriktionerne. Der bør dog gå en måned mellem hvert trin i en genåbning.
Kilde: Statens Seruminstitut

Statsminister Mette Frederiksen (S) udtrykte forsigtigt optimisme på pressemøde i Spejlsalen i Statsministeriet mandag og bebudede, at genåbningen af landet formentlig kan ske så småt efter påske. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Ny tennis-dille på vej: Sådan har kommunen fordelt 900.000 kroner til nye faciliteter

Annonce