Annonce
Odder

Daniel Rye samlede Odder til skrækfortælling med humor

Daniel Rye stod højt hævet, mens han fortalte, så alle de mange fremmødte tilskuere var i stand til at se ham. Foto: Mathias Mundbjerg
Det resulterede i den helt store stemningsforvirring, da Daniel Rye holdt foredrag i Spektrum. Der blev delt mange seriøse refleksioner og grufulde oplevelser - men der var også plads til grin.

Odder: Børnene var trods alt blevet hjemme. Men derudover var alle aldersgrupper draget mod Spektrum tirsdag aften, hvor lige godt 500 mennesker ifølge arrangørerne stimlede sammen for at overvære Daniel Rye fortælle om sin tid som fange hos Islamisk Stat.

Midtvejs i foredraget gav Daniel Rye sig tid til at signere de eksemplarer af ”Ser du månen, Daniel?”, som var mulige at erhverve sig i en bod i hallen. Den mulighed benyttede tilskueren Marie Krog sig af.

- Jeg har mest set frem til at høre om hans følelser i de forskellige situationer. Der kan foredraget og bogen give et lidt bedre indblik, end filmen måske kunne, sagde Marie Krog, som dog også synes godt om filmatiseringen.

Foredraget tog med foredragsholderens egne ord ”to timer, minus den tid det tager at købe popcorn”, og i det tidsrum fik publikum serveret en bred vifte af de efterspurgte følelser, oplevelser og refleksioner fra et fangenskab med tortur.

Annonce
Jeg tog til Syrien for at finde ud af, hvorfor folk flygtede. Og det fandt jeg ud af.

Daniel Rye, foredragsholder og tidligere gidsel

Rullepølse, karse og vat

Det involverede blandt andet en gengivelse af en samtale fra fængslet med den nære ven, franskmanden Pierre, som skulle have at vide, hvad det meget danske smørrebrød var for en størrelse. Det viste sig hurtigt meget svært at oversætte både rullepølse, karse og vat til engelsk – til stor morskab for foredragets publikum.

- Jeg havde faktisk ikke forventet så meget humor. Så sidder man der med sine popcorn og griner af en situation, der jo i det store og hele slet ikke er sjov, sagde Marie Krog efterfølgende.

Det store spørgsmål var så, om de mange fremmødte endte med at få det, som de kom efter.

- Jeg synes, foredraget gav et godt billede af historien. Det satte i hvert fald nogle tanker i gang om at gøre noget for at sætte sig i andres sted, fortalte Marie Krog.

Det var Køb Odder, som stod bag foredraget. Udover at holde foredrag er Daniel Rye lige nu aktuel med bogen ”Mens vi venter”, som handler om klimarelaterede flygtninge.

Ved arrangementet købte Marie Krog bogen "Ser du månen, Daniel?", som skildrer Daniel Ryes oplevelser i Syrien. Den skulle selvfølgelig lige signeres af hovedpersonen. Foto: Mathias Mundbjerg
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce