Annonce
Danmark

Danfoss i Flensborg afviser overenskomst

Den løn, Danfoss udbetaler, ligger langt fra den overenskomstmæssige løn i branchen, siger Michael S­chmidt fra IG Metall. Arkivfoto: Lars Salomonsen, Flensborg Avis
Industrigiganten Danfoss har overenskomster på alle dens fabrikker i Danmark, men Danfoss Silicon Power i Flensborg har afvist at indgå overenskomst med tysk fagforening.

Lønstrid: Flere produktionsmedarbejdere fra Danfoss Silicon Power i Flensborg i Nordtyskland har på det seneste meldt sig ind i den tyske fagforening IG Metall, fordi de er utilfredse med lønforholdene. Det fortæller Michael Schmidt, lokalformand i IG Metall i Flensborg.

- Den løn, Danfoss betaler, ligger langt fra den overenskomstmæssige løn i branchen, siger Michael Schmidt.

Danfoss Silicon Power i Flensborg har ikke nogen overenskomst og afviste også at ville forhandle en overenskomst, da IG Metall henvendte sig. Danfoss bekræfter at have været i kontakt med fagforeningen.

Annonce

Det tyske arbejdsmarked

Danmark og Tysklands arbejdsmarkeder er vidt forskellige. Det tyske arbejdsmarked er i høj grad lovreguleret og ikke aftalt mellem arbejdsmarkedets parter.

Den nuværende mindsteløn på 9,19 euro i timen er således også politisk besluttet. Så længe arbejdsgiverne overholdet det lønniveau og i øvrigt betaler de lovmæssige socialbidrag, er der formelt ikke mere at komme efter.

Samtidig er fagforeningerne svage, fordi kun omkring 20 procent syd for grænsen er organiserede. I Danmark er cirka 65 procent af lønmodtagerne organiseret i et fagforbund.

Afviser forhandling

- Vi vil altid gerne tale med eksterne parter, som vil tale med os. Vi har været i dialog med IG Metall og taler regelmæssigt med dem, lyder det fra Mikkel Thrane, pressechef for Danfoss.

Om en overenskomst blev der dog ikke forhandlet, idet man ikke ser en grund til det.

- Vi ønsker at skabe de bedste arbejdsvilkår for alle vores medarbejdere, og det mener vi, at vi har, siger Mikkel Thrane og henviser til, at man altid har fundet en »fornuftig aftale« i dialog med driftsrådet, der er et medarbejdervalgt forhandlingsorgan. Organet er lovbestemt i Tyskland og kan forhandle mindre områder, men ikke tegne egentlige overenskomster med arbejdsgiverne

- Vi handler i alle vore medarbejders interesse, og da vi oplever en generel stor tilfredshed, og da langt de fleste medarbejdere ikke er medlemmer af IG Metall, har vi ikke fundet grund til at indlede forhandlinger, siger Mikkel Thrane.

Det argument kan Michael Schmidt ikke forstå. Først og fremmest fordi, over halvdelen af medarbejderne ifølge ham efterhånden er medlemmer af fagforeningen, men også fordi det handler om at forbedre arbejdsvilkårene for den enkelte medarbejder.

- For mig hører overenskomster med til et demokrati. Det er godt for en moderne virksomhed. Og det er godt for de ansatte, så de ved, hvad de kan forvente at få i løn, fastslår han og konstaterer, at det i det hele taget er usædvanligt, at en skandinavisk koncern som Danfoss ikke har en overenskomstaftale i Flensborg.

Det har koncernen nemlig på samtlige dens fabrikker i Danmark.

IG Metall planlægger i den kommende tid derfor flere aktioner for at øge presset på Danfoss-afdelingen i Flensborg.

Undren mod Nord

- Vi vil gerne i dialog med Danfoss for at høre, hvilke punkter i overenskomstaftalen de ikke vil gå med til. Målet er jo ikke, at vi på én gang skal op på den overenskomstmæssige løn, påpeger Michael Schmidt.

Kun 25 kilometer længere mod nord i Danfoss-fabrikken i Gråsten er de lokale tillidsfolk kritiske over for, at den lokale fagforening får en kolde skulder af Danfoss.

- Det undrer mig meget, at virksomheden ikke vil tegne overenskomst. Det skal den selvfølgelig gøre, uanset om det er i Danmark, Tyskland, Kina eller et andet land. Det behøver ikke at være aftaler mage til vores, men det skal være ifølge tyske vilkår, siger fællestillidsrepræsentant Preben Storm til Fagbladet 3F.

Til Fagbladet 3F oplyser Michael Schmidt fra IG Metall også, at Danfoss har overenskomst på en række andre af deres fabrikker i Tyskland

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Gebis, kræft og grå stær - udviklingshæmmede får ikke tjekket helbredet

Min bror blev født som stærkt udviklingshæmmet i 1955. I hele mit barne-, ungdoms- og voksenliv har jeg været med til at passe på ham og har derfor lang erfaring med alle dele af “systemet”. Man kan sige meget om de generelle vilkår, vi i Danmark giver udviklingshæmmede - en af samfundets svageste grupper. Men det er ikke emnet i dag, hvor jeg vil fokusere på vores oplevelser med sundhedsvæsenet. I takt med, at min bror flyttede fra Åndsvageforsorgens fælles sovesale og i “egen bolig” i et botilbud, blev hans livskvalitet forbedret. Som ung var han, som de fleste andre, relativt sund. Med årene fik han dog flere og flere helbredsproblemer. Fælles for dem alle var, at de blev opdaget for sent. Det betød, at vi som familie ofte måtte presse på for at få min bror ordentligt undersøgt. På trods af mange opfordringer til botilbuddet kom han sjældent til lægen. Og når han endelig kom til lægen, blev han ikke altid undersøgt så grundigt og bredt, som der egentlig var behov for. Den manglende fokus på min brors sundhedsproblemer betød, at han levede med flere uopdagede sygdomme og helbredsmæssige udfordringer. En dag kom han for eksempel til at gå ind i en maskine på sit arbejde og fik en dyb flænge ved siden af øjet. Da han blev undersøgt på sygehuset fandt de årsagen: Han havde udviklet grå stær og uden at nogen havde opdaget det. Han var helt blind på det ene øje og havde meget nedsat syn på det andet. Han blev heldigvis straks opereret, men ingen ved, hvor længe han havde døjet med et stærkt nedsat syn. På samme måde gik der lang tid, før han kom til ørelægen og fik konstateret stærkt nedsat hørelse og behov for høreapparat. Han kom desværre heller ikke til regelmæssig kontrol hos tandlægen og endte derfor med gebis, som måske kunne have været undgået med den rette forebyggelse og behandling. På et tidspunkt begyndte min bror at virke træt og klage over smerter under armene. Igen måtte vi presse på for, at han kom til lægen og blev ordentligt undersøgt. Det viste sig, at han havde lymfekræft - som han også denne gang formentlig havde døjet med i flere år, før det blev opdaget. Efter diagnosen kom jeg til at spille en endnu større rolle i min brors sundhedsproblemer og var nødt til at få strammet op på hans medicinadministration, fysioterapi og adgang til hjælpemidler. Undervejs i kræftforløbet mødte vi udbredt mangel på viden om udviklingshæmning i sygehusvæsenet. Men vi mødte også nogle sundhedspersoner, som gjorde en ekstraordinær indsats for os, for eksempel det fantastiske personale på kræftafdelingen. En kæmpe hjælp, som vi altid vil være taknemmelige for. Efter et langt sygdomsforløb døde min bror af sin kræftsygdom i 2016. Når jeg ser tilbage på hans mange sundhedsproblemer og sygdomsforløb, har der især manglet to ting. For det første sundhedskompetencer og fokus blandt ansatte på botilbud. Men pædagoger kan og skal ikke være sundhedsprofessionelle. De kan dog godt være mere observerende og vidende – og ikke mindst handlende. Det kan de blive bedre til via relevant efteruddannelse. Der er for det andet også brug for langt bedre adgang til den praktiserende læge – med særligt fokus på sundhedsrisici blandt udviklingshæmmede. Jeg kan forstå i medierne, at regionspolitikerne og de praktiserende læger netop nu er i gang med overenskomstforhandlinger, og at en målrettet indsats for udviklingshæmmede er blandt emnerne. Baseret på egne bitre erfaringer med min bror (og på vegne af hans samboer gennem hele livet, hvoraf flere ikke havde nogen pårørende) kan jeg roligt sige, at det er på høje tid, at personer med udviklingshæmmede kommer frem i køen til sundhedsvæsenet. En form for tilbagevendende helbredstjek hos den praktiserende læge ville være et rigtig godt sted at starte. Jeg håber meget, at de ansvarlige regions- og lægepolitikere er enige? Hvis de ikke i fællesskab vil indføre sundhedstjek for denne sårbare gruppe, synes jeg de skylder en forklaring på, hvordan de så vil løse den himmelråbende ulighed i adgangen til sundhedsvæsenet.

Annonce