Annonce
Erhverv

Dagligvarebutik lukket op til black friday: Fik besøg af mus

Ann H. Hansen måtte torsdag lukke Min Købmand i Nim, efter hun havde set en mus i butikken. Arkivfoto: Morten Pape
En lille mus har holdt Min Købmand i Nim lukket siden torsdag morgen.

Nim: Den nye dagligvarebutik Min Købmand i Nim, som åbnede 1. juni i år, holdt torsdag ufrivillig lukket, da en lille mus har huseret i butikken.

Det var butiksleder Ann H. Hansen, som opdagede, hvad der lignede en mus eller en rotte tidligt torsdag morgen. Butikken blev derfor lukket, og hun tog kontakt til skadedyrsbekæmpelsesfirmaet Rentokil, som fik sat fælder ud. Der blev samtidig strøget mel ud på butiksgulvet for at se, om der var tegn på, om det var en rotte, der havde valgt at kigge ind i butikken.

Tidligt fredag morgen stod det dog klart, at der var tale om en mus, da en af de mange fælder havde fanget den ubudne gæst. Butikken må dog først åbne op igen, når den har fået tilladelse fra Fødevarestyrelsen, og fredag formiddag klokken 9.40 afventede butikslederen stadig besked fra fødevaremyndigheden.

- Jeg ved derfor ikke, om jeg får mulighed for at åbne butikken fredag, men det håber jeg. Mere konkret kan jeg ikke blive lige nu, siger Ann H. Hansen.

Musebesøget kommer lige op til den store shoppingdag black friday, som Min Købmand havde købt ekstra varer hjem til og også havde nogle særlige slagtilbud klar til butikkens kunder.

Dagligvarebutikken havde fredag fra klokken 15 til 17 også planlagt en lille udstilling. Her skulle Casper Nielsen fra Nim komme forbi og vise den jernmeteorit på 31,5 kg, som han fandt i september i år ved indlandsisen vest for Thule i Grønland. Det er derfor uvist, om den udstilling bliver til noget.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce