Annonce
Tema

Dagens juletip: Marcipangrisen er stadig populær

Marcipangrisen er stadig yderst populær som mandelgave, fortæller Ellen Jørgensen fra Frellsen i Horsens, der forventer at lange flere tusind eksemplarer af den lille søde gris over disken i løbet af december. Modelfoto

Horsens: Anden og flæskestegen er spist. De brune kartofler er skyllet ned med godt med sovs, og ingen kan rigtig spise mere.

I langt de fleste danske hjem kommer der alligevel dessert på bordet juleaften. Risalamande skal det være, og alle kan som regel klemme en enkelt portion ned. For tænk nu, hvis man finder den hele mandel og vinder mandelgaven!

Og hvad skal der så være i mandelgaven? Det har butikkerne masser af bud på her i de sidste dage op til jul. I mange familier holder man dog ved traditionen og pakker en marcipangris ind, fortæller Ellen Jørgensen, der er butiksleder hos chokoladebutikken Frellsen på Søndergade i Horsens.

- Vi sælger stadig rigtig, rigtig mange marcipangrise her op til jul. Salget går faktisk ufattelig godt, lyder det fra Ellen Jørgensen.

I mandags solgte butikken f.eks. hele 80 æsker med hver seks marcipangrise i. Sådan en pakke koster 100 kr. Også pakken med tre grise til 65 kr. går som varmt brød, fortæller Ellen Jørgensen, der i løbet af julemåneden regner med at sælge op mod 1500 af den slags æsker. Dertil kommer de marcipangrise, som kan købes enkeltvis.

Mandelgaven

Traditionen med mandelgaven menes at stamme fra en fransk skik fra 1500-tallet, hvor man i de fornemme kredse til helligtrekonger puttede en bønne i en helligtrekongerskage. Den, der fik bønnen, blev udnævnt til "konge" med hans privilegier.

Hvornår mandelgaven har vundet indpas i Danmark, vides ikke, men det menes at være omkring 1800, da bønnen blev erstattet af en mandel og helligtrekongerskagen med risengrøden.

I dag er risengrøden skiftet ud med den søde risalamande. Og trods det franskklingende navn er desserten pæredansk og blev opfundet i begyndelsen af 1900-tallet. Dengang var risengrød med importerede ris og kanel både dyrt og eksotisk. Derfor begyndte man at strække den kostbare grød ved at tilsætte flødeskum, og det pæne borgerskab gav den strakte grød et fint franskklingende navn - risalamande.

Gris er luksus

Hun fortæller, at det er et bredt udsnit af kunderne, der køber marcipangrise til mandelgaven. Alligevel er der én kundegruppe, der står tydeligt frem.

- Vi har specielt travlt om formiddagen, når det er de ældre kunder, der kommer. For mange af dem er det vigtigt, at mandelgaven er en marcipangris. "Så børnenebørnene kan lære, at sådan skal en mandelgave være", lyder argumentet, fortæller Ellen Jørgensen.

Og hvad er det så med den gris? Hvorfor blev mandelgaven til netop en marcipangris? Ifølge arkivar Anders Christensen fra Dansk Folkemindesamling handler det formentlig om, at grisen stod helt centralt i forhold til julen i gamle dage.

- Hvis du går tilbage til almuesamfundet, så spiste man konstant saltet kød. Men lige før jul blev der slagtet en gris, så man i stedet havde fersk kød til jul. Det var altså en luksus at spise det friske kød fra julegrisen, og derfor begyndte man at bruge griseformen til at stikke figurer ud efter, fortæller han til videnskab.dk.

Dagens juletip

Velkommen til Horsens Folkeblads julekalender. I december bringer vi hver dag en historie, hvor du kan få juletips og inspiration til julen.I dag handler det om danskernes foretrukne mandelgave.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Navne

Enner Mark Fængsel skal have ny leder

Annonce