Annonce
Horsens

Dagens corona-tal: På ét punkt ligner Horsens Kommune ikke de andre

Horsens Kommune er tæt på at komme under bekymringsgrænsen, men med antallet af smittede på landsplan ligner det ikke, at det lykkes at komme derned. Arkivfoto: Morten Pedersen
Horsens Kommune er tæt på at krybe under bekymringsgrænsen for antallet af covid-19-smittede, men derfor skal der ikke slækkes på opmærksomheden, lyder det fra borgmester Peter Sørensen (S).
Annonce

Horsens: 20 borgere i Horsens Kommune har den seneste uge fået taget en covid-19-test, som viste sig at være positiv. Det viser tirsdagens tal fra Statens Serum Institut.

Det giver et incidenstal på 22 smittede inden for den seneste uge per 100.000 borgere. Altså ret tæt på bekymringsgrænsen på 20 - og de seneste dage har tallet bevæget sig i den rigtige retning, nedad.


Så længe pandemien opfører sig, som den gør, skal vi have skærpet opmærksomhed på den, følge anbefalingerne og bruge et forsigtighedsprincip

Peter Sørensen (S), borgmester i Horsens Kommune


Men kan vi så slække på opmærksomheden og måske være mindre bekymrede? Ikke tale om, hvis det står til borgmester Peter Sørensen (S):

- Det kan vi ikke. Vi kan konstatere, at det lokalt går i en bedre retning, men det er et øjebliksbillede, og lige nu stiger smittetallet rundt omkring os. Aarhus Kommune er i gang med en ny runde, og vi så sidste gang, hvad det betød hos os, siger borgmesteren med henvisning til, at mange dagligt pendler frem og tilbage mellem de to kommuner.

Annonce

Ikke kun de unge

Smittetallene er stort set identiske i Horsens og de nærliggende kommuner: Odder, Hedensted, Ikast-Brande og Vejle. Men i Silkeborg og Aarhus samt især Fredericia Kommune er der for tiden smitteudbrud og høje incidenstal.

Det samme ses i hovedstadsregionen, Nordjylland og den jyske vestkyst ved Esbjerg og Ringkøbing.

Her ser man ifølge Peter Sørensen også, at det især er den unge generation, der bliver smittet. Sådan er det ikke i Horsens Kommune.

- Aldersspredningen i Horsens er ret stor i forhold til, hvad vi ser i andre kommuner. Her er det fra folkeskolen og op til 70 år.

- Vi har ikke oplevet det samme som i Fredericia, hvor mange elever på et gymnasium er smittet, og det får alderskurven til at hælde mod de unge, men jeg hører også fra Aarhus og Sjælland, at det er de unge, der boner ud, siger borgmesteren.

Der er mange mennesker i kø til testning i Horsens, hvilket sker med og uden tidsbestilling ved Casa Arena. Tirsdag fik borgmester Peter Sørensen (S) meldingen om, at tre nye var testet positive siden mandag, og for første gang var der en i Horsens Kommune, der ikke kommer fra postnummer 8700. En var testet positiv i 8740 Brædstrup. Foto: Martin Søndergaard Jensen

Han understreger dog, at Horsens Kommune med "kun" 20 smittede er svær at føre sådan en statistik på.

- Vi kan ikke lægge for meget i det. Vi skal ikke have særligt fokus på en aldersgruppe, vi skal have særligt fokus på alle aldersgrupper, påpeger han.

Annonce

Skærpet opmærksomhed

Peter Sørensen pointerer desuden, at der kun er en vej at gå, og det er at følge anbefalingerne fra myndighederne.

- Der er stadig nogen, som bliver alvorligt syge, og så er der mennesker, som er raske smittebærere og ikke mærker, de har covid-19.

- Så længe pandemien opfører sig, som den gør, skal vi have skærpet opmærksomhed på den, følge anbefalingerne og bruge et forsigtighedsprincip, siger borgmesteren og tilføjer, at det bestemt også er hans opfattelse, at folk netop gør det.

- De sidste fem-syv dage har jeg oplevet det som om, at man har anlagt et forsigtighedsprincip over alt, hvor jeg er kommet. Og jeg er kommet mange steder - med afstand, selvfølgelig, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce