Annonce
Danmark

Dagen i dag, 23. juli: Sprængfarligt kul og stål blev nutidens EU uden krige

Robert Schuman oplevede både første og anden verdenskrig med tyskerne som fjende. Efter anden verdenskrig engagerede han sig stærkt politisk og var fransk premierminister, finansminister og udenrigsminister. Det var som udenrigsminister, han lancerede idéen om det europæiske kul- og stålfællesskab, der senere blev til EF og EU. Foto: Ritzau Scanpix
En international nyskabelse oven på anden verdenskrigs gru og ødelæggelser blev det Europæiske Kul- og Stål Fællesskab, der trådte i kraft 23. juli 1952 og siden udviklede sig til det EF, senere EU, som vi kender i dag.

Der er noget storladent over Salon de l'Horloge i det franske udenrigsministerium, tæt på Seinen i Paris. Rammerne kunne nærmest ikke være mere symbolske, da den daværende franske udenrigsminister, Robert Schuman, indkaldte til pressemøde her tirsdag 9. maj 1950 klokken 18. Han havde også noget stort at berette om: Det franske forslag om dannelsen af det Europæiske Kul- og Stålfællesskab.

Forslaget vandt genklang hos Vesttyskland, Holland, Luxembourg, Belgien og Italien. Denne nye overnationale retsorden, den første af sin art, fik gyldighed fra 23. juli 1952 og blev forløberen for det EF, vi i dag kender som EU.

Under pressemødet havde Schuman følgeskab af den vinhandelsuddannede Jean Monnet, der aldrig var folkeligt valgt til at bestride et politisk valgt embede, men som var en af hovedarkitekterne bag det Frankrig, der blev genopbygget efter anden verdenskrig. De to havde sammen støbt de visionære kugler til oprettelsen af det Europæiske Kul- og Stålfællesskab og stod bag store tanker om et forenet og fredeligt Europa. Monnet blev kul- og stålfællesskabets første formand, som kan sidestilles med nutidens formand for EU's kommission.

Annonce

Man formåede ikke at række ud over krigens lidelser, og man indså ikke, at man skulle integrere økonomien og tage langstrakte skidt. Da vi kom på den anden side anden verdenskrig, var dén lektie lært.

Morten Rasmussen, historiker

Lektien er lært

Ved at overlade kontrollen med kul- og stålproduktionen til en overnational magt, sikrede man, mente de, først og fremmest, at fred og ikke krig blev europæisk hverdagsstandard, fordi kul og stål var altafgørende for våbenproduktionen.

Schumans hovedtese var, at en fælles kontrol over produktionen af kul og stål ville "gøre krig ikke kun utænkelig, men direkte umulig".

Med andre ord blev det officiel fransk politik, få år efter krigen, at indgå et forpligtende, besluttende samarbejde, der inkluderede tyskerne, hovedfjenderne gennem århundreder.

Krigsfortiden til trods var den tanke ikke helt uden logik. Det mener lektor i historie ved Saxo Instituttet på Københavns Universitet Morten Rasmussen og professor i moderne dansk og europæisk historie på Aarhus Universitet Thorsten Borring Olesen.

- Allerede i starten af 20'erne, efter første verdenskrig, var der forhandlinger om samarbejde mellem Frankrig og Tyskland, men det løb ud på grund af krigserstatningskrav. Man formåede ikke at række ud over krigens lidelser, og man indså ikke, at man skulle integrere økonomien og tage langstrakte skidt. Da vi kom på den anden side anden verdenskrig, var dén lektie lært, siger Morten Rasmussen.

- Det skyldes dels, at Tyskland var kommet længere ned end nogensinde tidligere, dels at man i Frankrig kunne se nødvendigheden af en økonomisk fredsunion, også under presset fra den kolde krig, der var opstået.

Netop den kolde krigs opståen spillede ifølge Thorsten Borring Olesen en væsentlig rolle:

- De europæiske lande var reduceret til andenviolin i internationale konflikter, hovedkampen stod mellem USA og Sovjet. Så når Tyskland under alle omstændigheder var indlemmet i amerikanernes ønske om Europa som alliereret og dermed om europæisk og tysk genoprustning, giver det god fransk mening. Det havde franskmændene en klar interesse i at have hånd i hanke med, siger han.

Store skridt

Samarbejdet, der udelukkende var et sektorsamarbejde om kul og stål, udvidede sig voldsomt de kommende år, først ved dannelsen af det fælles europæiske marked i 1958, EF, senere ved udvidelsen af dette samarbejde til også fra 1972 at omfatte Storbritannien, Irland og Danmark og derefter ved yderligere udvidelser, både hvad angår antallet af medlemslande og samarbejdstemaer under navnet EU.

- Men det begyndende samarbejde havde stor betydning, for kul og stål var ikke ligegyldige ting. Begge dele indgik i meget høj grad i genopbygningen i Europa efter anden verdenskrig, og de indeholdt også et stort oprustningspotentiale. Tyskland havde en meget større sværindustriel kapacitet end Frankrig, så det er også et fransk forsøg på at kontrollere tyskerne, mens tyskerne går med i de tidlige initiativer, fordi det er deres vej til statstlig legitimitet igen, siger Thorsten Borring Olesen.

Ifølge Morten Rasmussen er det hele grundtanken i det første samarbejde, som næsten uundgåeligt fører til noget meget større.

- Det er begyndelsen på en proces, hvor integrationen af Europas økonomier til ét stort marked med fri bevægelighed af personer, varer og services, som er fæstet på en fælles institution. Det er unikt, at det sker, så små lande har en stemme og alle samarbejdende lande i princippet er lige, selv om nogle ganske er vist større og tungere end andre og har flere stemmer. Men får skabt et Europa, der inkluderede små lande, som, hvis man ser på mellemkrigstiden, slet ikke var med ved bordet, slet ikke blev orienteret om noget som helst. Så det moderne Europa i dag er nok i sit samarbejde udvidet betydeligt, men det er grundlagt i tankerne bag kul- og stålfællesskabet, siger Morten Rasmussen.

Dagen i dag - dengang og nu

Avisen Danmark præsenterer hen over sommeren en artikelserie, der belyser danmarks- eller verdenshistoriske begivenheder, som stadig har betydning og perspektiv i dag.

Vi lagde ud 25. juni med historien om krigen i Korea.

6. juli fortalte vi om det første møde mellem Paul McCartney og John Lennon.

18. juli fortalte vi historien om Ol-svømmeren Inge Sørensen, bedre kendt som Lille henrivende Inge.

20. juli bragte vi historien om 50-året for månelandingnen, hvor amerikaneren Neil Armstrong tog menneskets første skridt på Månen.

I dag fortsætter vi med historien om det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, der havde gyldighed fra 23. juli 1952 og blev forløberen for EF, senere EU.

Voldsom udvidelse

Alligevel påpeger både han og Thorkild Borring Olesen, at der er kæmpe forskel fra det kul- og stålfællesskab til det EU, der sætter standarden for europæernes liv i dag.

- EU integrerer meget mere i det fælles marked med alle produkterne og en lang række politikområder derudover. Det er meget mere ambitiøst og omfattende i dag, siger Morten Rasmussen.

Ifølge Thorsten Borring Olesen er det noget, der kan aflæses hver eneste dag hos hvilken som helst borger i et EU-land:

- På alle parametre - det er integration i bredden, altså antallet af medlemslande, som i dybden, det vil sige hvor omfattende og bindende, samarbejdet er - er der tale om en voldsom udvidelse. Store dele af den lovgivning, vi lever under i dag, er således vedtaget direkte i EU eller udstedt som direktiver i EU, som efterfølgende vedtages som dansk lovgivning, siger Thorsten Borring Olesen.

Som et dugfriskt eksempel nævner han Danmarks nye socialdemokratiske regerings planer om at forbyde benzin- og dieselbiler fra 2030.

- Her kommer EU og siger, at det kan vi ikke bare gøre, for der er er nogle fælles, indre regler, der gælder.

Kul- og Stålfællesskabet

Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab blev vedtaget i en traktat fra 18. april 1951 og havde gyldighed fra 23. juli 1952. Fællesskabet omfattede seks lande: Frankrig, Vesttyskland, Holland, Belgien, Luxemburg og Italien.

Formålet var at skabe en overnational kontrol med produktionen af kul og stål og dermed våbenproduktionen. Overordnet var det tanken, at det kunne forhindre krige mellem de involverede lande.

Senere udviklede fællesskabet sig til EF og senere EU og med betydeligt flere medlemslande end de oprindeligt seks og med en bred vifte af politikområder. Kul- og Stålfællesskabet eksisterede frem til 2002, sideløbende med EF og EU. Midlerne, det være sig politiske og økonomiske aktiviteter, overgik ved den lejlighed til EU.

Freden tæller, men...

Til gengæld, mener Thorsten Borring Olesen, kan man godt være bekymret for, om den fredstanke, der oprindeligt lå bag ønsket om samarbejde, fylder det samme i dag.

- For de første samarbejdsentreprenører var oplevelsen af krigene en meget, meget væsentlig faktor. De erfaringer er uddøde, for ingen i systemet i vor tid har erfaringerne med krigene, siger han.

- Derfor er der måske lidt en almindelig forståelse af, at Europa går ikke i krig. Som historiker vil jeg sige, at det er en lidt farlig holdning, for den europæiske historie er en krigshistorie. Men Europa spiller heller ikke mere den samme store rolle i verdenspolitikken som dengang, for hverken Frankrig eller Tyskland er den type stormagter, de var engang. Derfor er det et vigtigt europæisk perspektiv, hvor det 21. århundrede bevæger sig hen, og at Europa bliver kørt over i spillet mellem Kina, Rusland og USA, hvis vi ikke står sammen.

Den vurdering indtager også Morten Rasmussen, som påpeger, at det er uomtvisteligt, at freden har holdt sig.

- Det er lykkedes at etablere fred gennem et forenet Europa. I Europas fredszone, som Angela Merkel har kaldt det, går man ikke i krig med hinanden, heller ikke i økonomisk krig, som Trump gør. Vi er et helt andet sted i dag. Man har forvandlet de europæiske relationer.

- Det betyder ikke, der ikke er problemer i dag, for eksempel er eurozonen problematisk. Det er en del af den virkelige verden, at det ikke bare er et glansbillede, man kan tegne, siger Morten Rasmussen.

Danmark blev medlem af det Europæiske Fællesmarked i 1972. Det udsprang af kul- og stålfællesskabet. Her underkriver statsminister Jens Otto Krag Romtraktaten, EF's grundlov, i Bruxelles. Foto: Ritzau Scanpix

Tilfredse grundlæggere

Tilbage står spørgsmålet, om det var den udvikling, de store fællesskabstænkere, Robert Schuman og Jean Monnet, havde set for sig?

- De vil se det som én stor sejr. De har fået en fuldstændig integreret økonomi, som har været med til at skabe velstand. De skridt, man har taget så hurtigt efter en ødelæggende verdenskrig, er en økonomisk fredstraktat, der har forenet de to fjendelande Frankrig og Tyskland, siger Morten Rasmussen.

Thorsten Borring Olesen mener dog, at de to europatænkere ville have nuancer i opfattelsen af, hvad udviklingen har ført til.

- Monnet ville være træt af, det hele ikke er mere strømlinet, end det er. Han ville være træt af alle de folkeafstemninger, der sætter en kæp i hjulet for mange ting. Han var mere bureaukratisk orienteret. Schuman derimod, han ville nok se anderledes på det, fordi han er vokset op i et tysk-fransk grænseområde. For ham var udsoningen mellem Frankrig og Tyskland det vigtigste, så han ville se anerkendende på det, der er sket mellem de to lande og i Europa som helhed, mener Thorsten Borring Olesen.

EU omfavner i dag hele vores liv og har sågar sit eget flag. Unionen er en udløber af det Europæiske Kul- og Stålfællesskab. Foto: Hannah Mckay/Ritzau Scanpix
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Små samfund har bæredygtige løsninger med solceller og delebiler

Vi hædrer dem gang på gang. De små lokalsamfund, der med genistreger ommøblerer tankegangen og finder innovative løsninger på lokale problemer. Når det kommer til den bæredygtig omstilling, kan landdistrikternes ildsjæle og virksomheder levere en del af svarene. Det er efterhånden dagligt, at vi hører om klimakatastrofens snarlige komme. Sideløbende stiger efterspørgslen efter konkrete bæredygtige løsninger dag for dag. Jeg hører det i kommunekontorerne, på Christiansborgs gange og i landsbyer, som gerne vil sikre en bæredygtig omstilling af deres lokalsamfund. Så nej, den grønne dagsorden er ikke gået landdistrikterne forbi. Vi satte den grønne omstilling i fokus med prisen Årets Landsby 2019, som Landdistrikternes Fællesråd og Landsbyerne i Danmark uddelte i samarbejde med Forenet Kredit, foreningen bag Nykredit og Totalkredit tilbage i september. Og hædrede lokalsamfundet i vinderlandsbyen Torup, der både har solceller, delebiler og egen spildevandsrensning. Det var også under den grønne overskrift: ”Hvordan kan landdistrikterne bidrage til en grøn og bæredygtig fremtid?”, at jeg sammen med resten af landdistrikternes aktører - ildsjæle, virksomheder og kommuner i slutningen af oktober deltog i Erhvervsministeriets årlige Landdistriktskonference. Et af konferencens højdepunkter er uddelingen af Landdistriktsprisen, som hylder ildsjæle, der gør en forskel for landdistrikterne. Helt i tråd med temaet vandt virksomheden Strandet. Virksomheden har base i Thy og har bygget sin forretning op omkring det havplast, som skyller ind på de vestjyske strande. Kort fortalt indsamler Strandet havplasten, kværner den og omdanner den til granulat, som efterfølgende kan støbes eller 3D-printes til nye produkter. Strandet er et godt eksempel på det helt særlige ved landdistrikternes virksomheder. Ved uddelingen af prisen gav erhvervsminister Simon Kollerup følgende ord med på vejen til virksomheden: ”Virksomheden Strandet er et mønstereksempel på, hvordan det lokale erhvervsliv kan bidrage til gavn for både miljøet og lokalsamfundet. Strandet arbejder med én af tidens store udfordringer og er med til at uddanne de fremtidige generationer.” Erhvervsministeren har gentaget flere gange, at befolkningen i landdistrikterne er en vigtig del af arbejdet med at finde løsninger på klimaudfordringerne, bl.a. i det interview, Landdistrikternes Fællesråd lavede med ham i september. De gode, grønne takter har udmøntet sig i en ny grøn overskrift for en del af projektmidlerne i Landdistriktspuljen. Og med tilbagerulningen af besparelserne på LAG-midlerne er ekstra 30 millioner blevet øremærket til lokale projekter, der fremmer bæredygtig udvikling og grøn omstilling i landdistrikterne. Erhvervsministeren har forstået, at der i landdistrikterne er kort fra tanke til handling. I det helt nære udtænkes geniale løsninger , som ofte kan skaleres op og implementeres på nationalt plan. Strandet er et godt eksempel. Og jeg ved, at virksomheden ikke står alene. Der findes flere virksomheder i landdistrikterne der arbejder med plastgenanvendelse på højeste niveau. Til Landdistriktskonferencen hyldede vi de bæredygtige projekter med en pris og et skulderklap, men løsningen kan vi alle blive en del af. Man behøver ikke opfinde den dybe tallerken, hvis nabobyen allerede har gjort det. Lokalsamfund over hele landet kan bygge videre på nabobyens idéer, så vi til sidst har en masse små brikker, der samlet er én stor løsning. Klimaproblemerne bevæger sig kun i én retning, og det er mere end på tide, at vi handler på dem. Lokalt baserede, grønne udviklingsprojekter kan meget vel levere svar på efterspørgslen efter bæredygtige løsninger til hele landet. Det kræver ikke altid statsstyrede beslutninger at vende en udvikling i et lille lokalsamfund. Men vi må sikre, at der er den fornødne økonomi til rådighed for at udvikle bæredygtige løsninger. Derfor håber jeg, at regeringen og dens støttepartier i finanslovsforhandlingerne samt i arbejdet med den kommende klimalov vil tænke på landdistrikterne og sikre økonomien under udviklingen af grønne løsninger. Erhvervsministeren har allerede taget det første skridt. Næste skridt må være at sikre LAG-midlerne i næste programperiode. For helt ærligt, det gavner ikke alene landdistrikterne, det gavner hele landet.

Annonce