Annonce
Horsens

Dagbog fra en corona-hverdag: Joggingtøjet er kommet frem i lyset

Det kniber med at opretholde anstændigheden, efter coronaen har gjort familien Dittmer hjemmegående. Tegning. Jens Julius

Hjemme ved os er vi livsnydere med stort L. For de fleste mennesker betyder det noget med gode glas vin, saftige røde bøffer og måske et spaophold i ny og næ. For os betyder det tøj, der ikke strammer. Nuvel, man har jo et arbejde, hvor man skal ud blandt andre mennesker. Og derfor har vi også assimileret os til offentlighedens generelle standarder og optræder mestendels i tøj, som stemmer overens med samfundets normer. Dermed er joggingbukserne, de forvaskede T-shirts og slidte hættetrøjer forvist til aften- og weekendbeklædning og ikke noget, vi sædvanligvis lader andre beskue. Men så kom coronaen.

Sønnikes institution lukkede, min bedre halvdel blev sendt hjem fra arbejde indtil 9. juni, og jeg rykkede fra redaktionen og ind i gæsteværelset.

I starten stod vi op. Spiste morgenmad og tog tøj på. Men gradvist i løbet af den første uge blev cowboybukserne skiftet ud med løsere benklæder, sidenhen med joggingbukser og ved ugens udgang - tja, ingen bukser overhovedet.

Men det gik. De daglige møder med mine kolleger blev klaret over skype med laptoppens kamera stift rettet mod ansigtet og dermed uden at afsløre en tiltagende usselhed i beklædningen syd for navlen.

Det hele kulminerede dog, da jeg uden tanke på min fremtoning havde lavet en aftale med en dame, som skulle levere et tæppe på vores adresse. Da det ringede på døren, og jeg åbnede for en i øvrig fuldt påklædt fremmed kvinde, fandt mig selv stående med flere dage gammelt morgenhår, og det siger ikke så lidt, når det som bekendt er en hel afro, der normalt bliver tæmmet dagligt. Men hvad værre var, stort set som vorherre har skabt mig. Kun iført en alt for lille T-shirt, underbukser og crocs.

Damen kom for at aflevere et tæppe til vores entré, som vi efter aftale lige skulle se, om passede i størrelsen. Men herre jemini, en umulig opgave, jeg kom på. Da jeg skulle udføre disciplinen at lægge tæppe på et gulv, samtidig med at jeg febrilsk forsøgte at trække min alt for korte T-shirt ned over enden og klappe de værste krøller på afveje på plads igen - ikke noget kønt syn.

Af skade bliver man klog, ja måske, men ikke påklædt. For oplevelsen har ikke ansporet nogen os til at tage os mere præsentabelt ud, nærmest det modsatte. Hvor mange flere uger vi kigger ind i som delvist huleboere, er svært at sige, så for alles skyld - og ikke mindst de nærmeste naboers - håber vi, at normaliteten snart vender tilbage, og hjemmetøjet igen kun bliver fundet frem om aftenen og i weekenderne.

Dorthea Dittmer. Foto: Morten Pape
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Klar tysk melding om grænseåbning: Åbne sluser til Poetzsch og Calle fra 15. juni

Annonce