Annonce
Horsens

Dagbog fra en corona-hverdag: Jeg bestemmer selv udsigten fra mit arbejdsværelse

Tænk sig engang at have udsigt ud over Bygholm Sø fra sit arbejdsværelse. Eller ind i en skov i Sondrups bakkede landskab. Det har jeg. Fra mit mobile kontor på fire hjul.

Udsigten skifter lidt, men det er bedst, når der er lidt skygge, så jeg kan se, hvad jeg laver på computerskærmen, når jeg redigerer billeder og sender dem ind i avisens system via mobildata.

Jeg har ikke været inde på Horsens Folkeblads redaktion i over en måned nu. Jeg havde ferie op til coronakrisen. Og nej, jeg var ikke ude at rejse.

Vi fotojournalister er så heldige, at vi ikke blot skal sidde derhjemme og ringe vores historier hjem. Vi må ud med vores øjne i verden og beskrive den med billeder. Så bilen, der nu fungerer som mit rullende hjemmekontor, bliver pakket med håndsprit, kameragrej, computer, madpakke og et stort picnictæppe, jeg kan hænge op i bilruderne, hvis solen skinner for kraftigt.

Men korrekt arbejdsstilling skal vi vist ikke snakke for meget om. Jeg har hverken hæve-sænke-bord eller en ordentlig kontorstol. Jeg har omsider lært, at det er nemmest lige at svinge benene over og sætte sig i passagersiden, hvis jeg har sat gearstangen i første gear. Så kommer den ikke i vejen for fødderne. Stolen køres helt bagud og ryglænet lænes mageligt ned i en lænestols-vinkel. Så er der plads til laptoppen i skødet.

Men jeg får altså lidt ond i lænden. Og jeg savner mine kolleger, som jeg kun ser indimellem på en hakkende Skype-forbindelse til vores online-møder. Det er der nok mange, der kender. Men min udsigt den fejler sgu ikke noget.

Min yndlingsudsigt fra mit mobile arbejdsværelse er helt klart, når jeg holder ved Bygholm Sø. Foto: Morten Pape
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Unik flyvetur i lukket luftrum: Se lufthavn fra oven

Annonce