Annonce
Horsens

Dagbog fra en corona-hverdag: Det bankede pludselig på min karantæne-forseglede hoveddør

Et opkald til lægen førte til 14 dage i hjemmekarantæne. Privatfoto

”Sådan rigtig hjemmekarantæne?” var mine første ord, da min hustru for tre uger siden trådte ind i stuen og bekendtgjorde, at vores læge netop havde sendt os i 14 dages hjemmekarantæne via telefonen.

Vi havde alle, to voksne og to børn, ligget syge med coronaagtige symptomer i over en uge, og det udløser i disse covidtider som bekendt en billet til karantæneland. 14 dage, hvor jeg dagligt skulle minde mig selv om min situation.

For det viste sig, at karantænetilværelsen var smækfyldt med besnærende valg, der som en fristende drillenisse forsøgte at lokke mig til at gøre ting, der ville sende mit samfundssind til tælling.

Allerede da jeg på førstedagen blev ramt af en klaustrofobisk rastløsthed, gik jeg instinktivt rundt i huset for at åbne vinduerne. Når vi ikke kunne komme ud i den friske luft, måtte den friske luft komme til os.

Men husstanden har også to indekatte, der har det med at stikke af, når et vindue er åbnet tilpas nok til, at en kattekrop kan klemme sig ud gennem det, hvorefter vi normalt iler efter dem i forsøget på at redde dem fra midtbyens mange dødsfælder. Et scenarie, der ville kræve et brud på karantænen… og dermed endte vinduerne med at blive lukket igen.

Annonce

Først på vejen mod entreen gik det op for mig, at døren var forseglet med hjemmekarantænens usynlige afspærringsbånd.

Insisterende bank på hoveddøren

Et par dage senere blev der en tidlig morgen banket markant og insisterende på vores hoveddør. Først på vejen mod entreen gik det op for mig, at døren var forseglet med hjemmekarantænens usynlige afspærringsbånd.

Midt i min handlingslammelse lød der et par yderligere hårde bank på døren, og både min rådvildhed og min nysgerrighed steg. Jeg så for mit indre blik en nødstedt medborger, der havde brug for akut hjælp, og jeg vejede i et kort øjeblik argumenterne for og imod at åbne – indtil jeg fik øje på GLS-pakkebilen ude ved fortovet.

Hjem fra New Zealand

Værst var det, da jeg en af hjemmekarantænens sidste dage måtte nøjes med at være med på Facetime, da min bror vendte hjem efter knap et år i New Zealand. Efter flere dage med jævnlig korrespondance og forsøg på at hjælpe med alle de informationer, vi kunne, lykkedes det ham at komme ombord på et af de sidste fly, der afgik mod Danmark, inden New Zealands luftrum blev lukket ned.

Det var derfor en stor lettelse, da han landede i Kastrup, og lysten til at bryde hjemmekarantænen og tilslutte mig den lille komité, der, med afstand til hinanden, bød ham velkommen hjem, var stor. Men selvfølgelig blev jeg hjemme.

Og efter 14 dage kunne jeg endelig erklære mig karantænefri - med god samvittighed.

Journalist Claus Skovholm. Foto: Morten Pape
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

30-årig snuppet for indbrud i Sjællandsgade

Danmark

Unik flyvetur i lukket luftrum: Se lufthavn fra oven

Annonce