Annonce
Østjylland

Da Aros genåbnede: Coronabeskyttelsen er i guldramme

Plexiglasset mellem personale og gæster på Aros er i guldramme. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Som det første kunstmuseum slog Aros dørene op efter mere end to måneders coronalukning, og gæsterne stod klar.

AARHUS: På et kunstmuseum skal så meget som muligt naturligvis være kunst, så da Aros i Aarhus fredag morgen genåbnede efter at have været lukket i mere end to måneder, var selv plexiglasset til at undgå smitte kommet i ramme. Guldramme endda. Det lignede et kunstværk for gæsterne, som gik til receptionen for at løse billet.

En snes gæster var mødt op, da det corona-topsikrede Aros slog dørene op kl. 10, og en af gæsterne havde endda blomster med. Sært nok havde næsten alle taget den mest besværlige indgang mod Vester Allé, hvor man skal op ad en meget lang trappe efter at have passeret Per Kirkebys fire meter høje kunstværk fra 2008" i bunden.

Stemningen var forventningsfuld og løssluppen. Naturligvis var direktør Erlend Høyersten der, og også museets formand, advokat Carsten Fode mødte op, ligesom medarbejderne var på plads.

Den portugisiske kunstner Joana Vasconceles "Valkyrie Ran", den kæmpestore, farverige stofskulptur, slyngede sig ned fra loftet og rundt på afdelingerne, da gæsterne trådte ind, tydeligt forventningsfulde og glade.

Annonce

Aros åbningstider

  • Kunstmuseet Aros er genåbnet efter at have været lukket i mere end to måneder.
  • Åbent alle ugens dage. Tirsdag-fredag kl. 10-21. Lørdag-mandag kl. 10-17.
  • Udstillingen "Mythologies - The Beginning and End of Civilizations” handler om tro, håb, kriser og revolution.
  • Udstillingen, der skulle være åbnet 4. april, kan ses til 18. oktober.
  • Mere på www.aros.dk

Toptrænet stab

Først ind kom Karen Skovsbøl fra Højbjerg med sin mand Jens og barnebarnet Hugo på tre år.

- Vi har lovet Hugo, at han skulle op i Olafur Eliassons regnbue på museets tag. Det har han drømt om længe, og nu kom lejligheden endelig, sagde ægteparret, mens Hugo smilede af glæde.

- Det er en glædens dag, sagde Erlend Høyersten, der har ventet utålmodigt på at få lov til at lukke museet op og i anledning af, at det nu er sket også holder det åbent på mandage, der ellers er lukkedag.

- Jeg er glad, fordi vores gæster nu får andet at fylde livet med end at vente på at måtte komme ud. Jeg mødte på museet klokken syv, og det var dejligt at møde til livet igen. Når jeg ellers har været her den seneste tid har der været alt for stille og trist. Det her sted er jo lavet for sammenhold, sagde Høyersten og gjorde opmærksom på, at museet og de ansatte har været klar længe.

- Vi har en toptrænet stab, der er klar til at hjælpe publikum, sagde Høyersten, der ikke vil lukke folk ind i tidsintervaller som Moesgaard Museum.

- Aros har så mange flere kvadratmeter, og vi kan guide publikum, så det er ikke nødvendigt, siger Høyersten.

Mytologierne

Aros-direktøren har glædet sig til at vise den store udstilling om mytologier. Det er årets helt store satsning og derfor ekstra ærgerligt, at åbningen af den er udsat. I øvrigt var det den, som også skulle have været langs stranden ved Tangkrogen og ud mod Ballehage som en del af Aros-triennalen. Men det gik i vasken, og udstillingen holdes kun inden døre.

Carsten Fode, museets formand, holdt sig i baggrunden, men var glad for åbningen.

- Det her er Erlends dag, en glædens dag, hvor vi kan vise en udstilling, som vi har ventet på længe, ikke mindst fordi den er aktuel, sagde Carsten Fode og hentydede til udstillingen om mytologierne.

Den hedder "Mythologies – The Beginning and End of Civilizations" og præsenterer som Aros selv udtrykker det "klassiske sværvægtere og moderne samtidskunst i en fortælling om tro, håb og revolution og om fortællingens magt fra de græske myter til nutidens velfærdsstat".

Udstillingen folder sig ud på mere end 3000 kvadratmeter i to af museets gallerier, niveau 1 og niveau 5.

Kristian Søgaard kom med blomster til personalet. Foto: Hans Petersen

Blomster til personalet

Blandt fredag morgens gæster var Kristian Søgaard fra Aarhus. Han kom med en smuk buket blomster i favnen.

- Er den til Erlend Høyersten?

- Nej, den er til alle på Aros, fordi de lukker op igen og måske fordi jeg er en pensionist med for mange penge, grinede han og leverede blomsterne i receptionen.

Inge Højland og Janne Sandholdt var også på besøg.

- Vi kommer, fordi vi nu endelig kan noget andet end at gå tur i skoven, sagde de med et smil. Begge kommer jævnligt på Aros, og Sandholdt har årskort.

- Vi kan også lide at være sammen om en oplevelse, og det får vi altid her, sagde de, mens de kiggede på den model af Aarhus, som er lavet i en kuffert af den kinesiske kunstner Yin Xiuzhen. Den skabte opmærksomhed på den store, kinesiske udstilling i 2016 med titlen "A New Dynasty - Created in China". Modellen er lavet af genbrugsting fra Aarhus, og for eksempel er museumsdirektør Erlend Høyerstens skjorte brugt som vand i havnen.

Så er der endelig åbnet efter mere end to måneders lukning. De første gæster kommer ind på Aros. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Tidligere topdommer

Blandt gæsterne var også den tidligere fodbolddommer i Superligaen, Kenn Hansen, med hustruen Christel Ladegaard og børnene Uffe på fem år og Anker på to år.

- Jeg har skrevet et indlæg om sport og myter i kataloget til mytologi-udstillingen, og derfor er vi blevet inviteret, sagde Kenn Hansen.

De bor i Hørsholm og benytter ethvert besøg i Aarhus til at komme på Aros, hvis det er muligt.

- Vi kommer her gerne et par gange om året, og så er det dejligt at se, hvad Aros byder på, siger de.

Søndag bringer vi anmeldelse af udstillingen.

Hugo skulle med bedsteforældrene Karen og Jens Skovsbøl fra Højbjerg i regnbuen. Foto: Hans Petersen
Janne Sandholdt (til venstre) og Inga Højland ser på kuffertmodellen af Aarhus, lavet af genbrugsting. Foto: Hans Petersen
Den tidligere topdommer i fodbold Kenn Hansen var på Aros med hustruen Christel Ladegaard og børnene Uffe og Anker. Foto: Hans Petersen
Der var smil i receptionen, da Kristian Søgaard havde afleveret blomsterne. Foto: Hans Petersen
Direktør Erlend G. Høyersten var tilfreds med at se gæster igen på Aros. Her er han under Joana Vasconcelos' store stofskulptur Valkyrie Ran. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Frygter skævvridning af Danmark efter coronakrise: Regeringen varsler særlig hjælp til landdistrikterne

Annonce