Endelave: Den frygtede fugleinfluenza er nu nået til Endelave, hvor en død musvåge fundet på øen har fået påvist den smitsomme sygdom.
En anden død musvåge samt en død slørugle er også sendt til Fødevarestyrelsen for at blive undersøgt for fugleinfluenza, og fundet af tre døde rovfugle inden for knap tre uger vækker bekymring hos ægteparret Dana Borg og Jørgen Rabøl, der begge er biologer og bosiddende på Endelave.
Jørgen Rabøl, biologAlle tre fugle var ved godt huld, så de er ikke døde af sult, og de er heller ikke skudt eller har lidt overlast. Det tyder på sygdom.
- Vi ved endnu ikke, om de to andre fugle er smittede. Men det er meget usædvanligt at finde en død slørugle på Endelave. Det er i det hele taget usædvanligt at finde tre døde rovfugle inden for så kort tid, lyder det fra Dana Borg.
Bekymring for havørnene
Hendes mand, fugleekspert Jørgen Rabøl, er ikke i tvivl om, at fuglene er døde af en eller anden sygdom.
- Alle tre fugle var ved godt huld, så de er ikke døde af sult, og de er heller ikke skudt eller har lidt overlast. Det tyder på sygdom, siger han, der - ligesom sin hustru - er bekymret for, om fugleinfluenza rammer øens stolthed ørneparret.
- De lever ikke kun af fisk, så hvis fugleinfluenza koncentreres i rovfuglene, er det bekymrende for de vilde fugle, især havørnene, påpeger parret.
Fugleinfluenza mest udbredt i Sønderjylland
Den døde slørugle, der blev fundet for en uges tid siden, var ringmærket i Sønderjylland, hvor den stammer fra.
Et kort på Miljø- og Fødevareministeriets hjemmeside over, hvor der er påvist fugleinfluenza, viser, at der er flest fund i netop Sønderjylland, men at det bevæger sig op gennem Jylland.
Der er således fundet fugleinfluenza omkring Vejle samt altså nu også på Endelave.
Ifølge Jørgen Rabøl er de to døde musvåger unge fugle.
- Musvågerne er meget hvidlige, og det viser, at det er ungfugle. Spørgsmålet er, om de kommer herfra. Det kan jeg ikke vide, men jeg kunne forestille mig, at de er fra land og er fløjet herover. Jeg tror ikke, at det er lokale ungfugle, lyder hans vurdering.