Kongeligt porcelæn bruger hun ikke, til gengæld er hun vild med skæve genbrugsfund og overraskende sammensætninger.
Jeanette Rubæk er indehaver af Rubæk Interieur og Rubæk Unik Borddækning, hvor hun sælger og udlejer service og boligtilbehør. Man kan enten leje hele kuverter eller kombinere med det, man har derhjemme.
- Jeg elsker, når man bruger det, man har. Vi snakker så meget om bæredygtighed og genbrug. Og så elsker jeg både indretning og borddækning med personlighed og sjæl. Det behøver ikke altid være Royal Copenhagen eller at man skal ud og købe en masse nyt. Brug det, du har og twist det. Gå en tur i genbrugsbutikken eller kom ud til mig og se, hvad jeg har af sjove ting.
- Det vigtigste for mig er at få sjæl og personlighed ind i borddækningen, så vi ikke ligger under for, hvad der er moderne, siger Jeanette Rubæk, der driver firmaet fra sit hjem på Thurø ved Svendborg.
Fuld skrue
Hun har indvilliget i at komme med tre bud på, hvordan man kan dække sit nytårsbord, for selv om de store nytårsfester er aflyst i år og vi højst må sidde 10 om nytårsbordet, kan man sagtens gøre det festligt alligevel. Og måske endda skrue et ekstra nøk op.
Det er faktisk en tendens, hun har lagt mærke til i år.
- Jeg oplever, at folk giver den lidt mere gas til de små selskaber. Selv om der har været corona, har folk jo holdt små fester. Vi havde et bryllup, hvor de havde indskrænket det til 20 mennesker, men så gav de den fuld skrue på borddækningen i stedet for, siger hun.
Ingen regler
Hun bruger altid lang tid på at snakke sig frem til folks ønsker, når hun bliver hyret til at hjælpe med bordets udtryk.
- De er her ikke i 10 minutter, de er her i flere timer, hvor vi går rundt og prøver os frem. Nogle gange går jeg, og så kan de selv få lov at gå rundt og kigge. Det kan også udvikle sig, imens vi går og arbejder. De har måske noget i hovedet, når de kommer, men finder ud af, at det er noget helt andet, de i virkeligheden vil have, siger Jeanette Rubæk.
Hun kan godt lide at tage udgangspunkt i de arvestykker, mange af os har stående derhjemme i skabene, men måske aldrig rigtigt får brugt.
- Jeg vil gerne have, at man kommer ud af comfortzonen. Vi skal ud og lege.
- Hos mig er der ingen regler. Man må blande nyt og gammelt, siger Jeanette Rubæk.