Annonce
Horsens

Corona-karantæne i Polen forsinker havnearbejde på Endelave

Det kommer til at vare længere end planlagt, før MF Endelave kan genoptage sin normale sejlplan. Arkivfoto: Morten Pape
Øboere og turister må finde sig i flere uger med afløserfærgen M/S Bertha-K, inden MF Endelave kan sejle normalt igen.

Endelave: Det er ikke kun til lands og i luften, at corona-virus har konsekvenser i Horsens Kommune. På Endelave kan beboere og besøgende tilføje et "til vands", for pandemien rammer nu også øens færgefart.

På grund af Covid 19 bliver en større, igangværende renovering af Endelaves færgeleje forsinket, oplyser Horsens Kommune.

Renoveringen, som i den seneste tid har betydet, at ruten mellem Snaptun og Endelave er blevet besejlet af den lille erstatningsfærge M/S Bertha-K, som ikke medtager biler, skulle egentlig være overstået nu.

Nogle fendere, der skal bruges for at færdiggøre arbejdet, er imidlertid ikke nået frem som planlagt, forklarer Allan Lyng Hansen, chef for affald- og trafikafdelingen i Horsens Kommune.

Fenderne skulle oprindeligt være ankommet fra Kina, men det forhindrede corona-krisen. En alternativ leverandør i Tyskland kom på banen, men også her spillede virussen leverandørerne et puds.

- De blev ramt af problemer, fordi mange af deres polske medarbejdere rejste til Polen, hvor de blev isoleret og ikke kunne komme tilbage til Tyskland, forklarer Allan Lyng Hansen.

Annonce

De blev ramt af problemer, fordi mange af deres polske medarbejdere rejste til Polen, hvor de blev isoleret og ikke kunne komme tilbage til Tyskland.

Allan Lyng Hansen, afdelingschef

Fendere ankommer i næste uge

Fenderne er nu på vej. Den første sending ankommer i næste uge, uddyber Allan Lyng Hansen om arbejdet med færgelejet, som på grund af forsinkelsen vil strække sig helt ind i juli.

Allan Lyng Hansen forventer dog, at den normale færgedrift vil være genoprettet allerede i uge 25, fordi renoveringen da vil være så langt, at MF Endelave kan bruge lejet som vanligt uden at genere arbejderne på stedet.

Det er i øvrigt besluttet, at den normale færge kan sejle 18. maj, Kristi himmelfartsdag 21. maj og søndag 24. maj, og dermed kan turister og sommerhusejere i større tal krydse Kattegat - også med bil.

Møde med beboerforening

Efter regeringens seneste corona-udmeldinger om den kollektive trafik er der desuden åbnet for flere passagerer på erstatningsfærgen, og i denne uge har Horsens Kommune et møde med Endelave Beboerforening om, hvordan sejlplanen i de kommende uger strikkes bedst sammen, siger Allan Lyng Hansen.

Forventningen er, at arbejdet på havnen i uge 22-25 vil levne rum til, at MF Endelave kan sejle morgen og eftermiddag.

- Vi vil tage en snak med beboerforeningen om, hvad der er mest hensigtsmæssigt, siger afdelingschefen, som ikke mener, at Horsens Kommune og det firma, der står for renoveringen, kunne have forhindret forsinkelsen.

- Vi har ageret så hurtigt, som vi kunne, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Frygter skævvridning af Danmark efter coronakrise: Regeringen varsler særlig hjælp til landdistrikterne

Annonce