Annonce
Sport

Coronavirus kan sparke CL-døren ind for Bakken Bears

Isaiah J. Downing/Ritzau Scanpix
Bakken Bears har udnyttet corona-usikkerhed til at hente forstærkning op til Champions League-kvalifikationen.
Annonce

Coronapandemien er kommet ubelejligt for stort set alle i sportsverdenen, men når det danske basketball-lokomotiv i denne uge skal forsøge at spille sig frem til Champions League-gruppespillet, kan virussen indirekte spille en positiv rolle for Aarhus-klubben.

Bakken Bears har nemlig hentet to store profiler ind på korttidskontrakter, hvilket er muliggjort af den aktuelle coronasituation.

Den tidligere Bakken-spiller DeVaughn Akoon-Purcell, som de seneste år har prøvet sig af i NBA og dennes udviklingsliga G-League er tilknyttet i september, da næste sæson i de amerikanske ligaer som følge af krisen tidligst begynder i december.

Også foreløbigt til og med månedens udgang har klubben glæde af den 35-årige Justin Dentmon, der igennem karrieren har skrevet amerikansk landsholdsspiller, NBA-spiller og Champions League-topscorer på sit cv.

- Covid-19 er den primære årsag til, at de er her, fordi der er mange hold, der ikke kan spille lige nu. Der er en nervøsitet på markedet, og der er spillere, der ikke aner, hvad der skal ske, siger Bakken Bears-træner Steffen Wich.

- Så kan man godt lige tage en måneds eventyr her og bruge det som udstillingsvindue. Det er godt at komme til Europa og få noget eksponering.

Med de prominente tilføjelser mener han ikke, at holdet får problemer med at lave point.

- Dentmon var topscorer i Champions League sidste år og er stærk i angrebsspillet, og DeVaughn er et energibundt med NBA-erfaring, så vi kan lave 100 point hver gang, og så er det bare, om vi kan holde modstanderen fra at gøre det samme. Det kniber nogle gange, siger Wich.

Bakken Bears spillede sig i 2016/17 frem til gruppespillet i Champions League, der rangerer under EuroLeague, hvor de bedste klubber deltager. Dengang blev det til 13 nederlag i 14 kampe.

Siden har holdet gjort sig fornemt bemærket i Fiba Europe Cup, der rangerer lige under Champions League, med to semifinalepladser. Blandt andet i sidste sæson, hvor semifinalerne endte med at blive aflyst på grund af coronapandemien.

- Nu har vi en særlig situation, hvor vi har haft mulighed for at give den en ekstra skalle med nogle dygtige spillere, og den skal vi da forsøge at udnytte. Vi har været i Champions League før og ved, hvilken fantastisk rejse det er, siger Steffen Wich.

Bakken Bears skal onsdag klokken 15.30 spille kvalifikationssemifinale mod israelske Hapoel Tel Aviv på neutral bane på Cypern.

Vinder holdet den kamp, venter en afgørende playoffkamp fredag om en plads i Champions League mod polske KK Wloclawek eller Belfius Mons-Hainaut fra Belgien.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ikast-Brande

Golf-ordningen opretholdes

Østjylland

Corona-epicenter på Aarhus Ø: 18 sejlere smittet efter træningslejr i Aarhus

Horsens

Huscompagniet vil børsnoteres: Efter årrække med solid vækst er vi klar til næste skridt på rejsen

Annonce