Annonce
Kommentar

Coronakrisens dilemma: Forfærdelig afvejning mellem menneskeliv og økonomiske skader

Der er ikke tvivl om, at som tiden går, bliver der stigende pres på politikerne for, at de indtager et højere kalkuleret risikoniveau i forhold til coronaen.

Hvis der er noget, der har fyldt spalterne i den seneste tid, er det Corona. Forståeligt nok har medierne prioriteret Coronaen øverst. Der er menneskeliv på spil!

Under "normale" omstændigheder venter vi bare på, at en influenzaepidemi raser i en periode. De fleste har haft den, og derefter er vi mere eller mindre immune overfor denne type af influenza. Men sådan er forløbet ikke denne gang. Det er startet i udlandet, og nu har den spredt sig til en såkaldt pandemi - en global epidemi.

Den danske sundhedsstyrelses største skræk er, at en sådan epidemi gennemløber et kort og hektisk forløb. Det vil vort sundhedssystem ganske enkelt ikke kunne håndtere. Strategien har derfor været at få et langstrakt fladt forløb, så der sker en jævn og relativ lav belastning af sundhedssystemet i en længere periode.

Det, der har været anderledes denne gang, er den helt overvældende reaktion på sygdommen. Alle politiske manøvrer er gået ud på at hindre smittespredningen. Det har til gengæld sat alle normale systemer og ”automatismer” ud af kraft. Vi har lært hygiejneregler, og hvordan vi forhindrer smittespredning, men at konsekvensen skulle være, at det meste arbejde indstilles i en ikke kendt periode, er ikke set før.

Enkeltstater, EU osv. har kastet hidtil usete pengemængder ind på banen for at dæmpe de økonomiske skadevirkninger. Rigtig mange brancher er reelt sat helt i stå. Verden har fået økonomisk lammelse. Vi får store indtægtsnedgange og undgår ikke konkurser på stribe.

Annonce

Risikoniveau og menneskeliv

Spørgsmålet er nu: Hvornår kommer vi tilbage til ”normal drift”? Mette Frederiksen har sagt, at der måske vil ske lempelser lige efter påske. Hvis alt udvikler sig OK indtil da!

Herimod taler, at der nu meldes om flere unge i respirator. Hvis der åbnes, kunne man passende starte med nogle forsøg. F.eks. at genåbne restauranter, men kun med op til 25 eller 50 procent af de gæster, stedet er normeret til, samt med klare afstandskrav osv.

Rygterne vil vide, at planerne for genåbning blandt andet gælder hotel- og restaurationsbranchen, oplevelsesindustrien samt transport. Jeg tror, det er gode bud, men kan i øvrigt godt forestille mig, at åbningerne sker mere bredt og defineret på afstandskrav og lignende.

Der er ikke tvivl om, at som tiden går, bliver der stigende pres på politikerne for, at de indtager et højere kalkuleret risikoniveau i forhold til coronaen.

Går der for lang tid, før der slækkes, risikerer vi endda meget store økonomiske skader på vort land. Modsat vil lempelser uden tvivl koste menneskeliv.

Denne forfærdelige afvejning kan ingen med rimelighed påtage sig, men modsat kan vi jo heller ikke bare kigge på i al evighed.

Et bristepunkt?

Hvordan ser det så ud til sommer? Umuligt at svare på, men ingen tvivl om, at vi har fået en advarsel om, at vi ikke kan styre alt. Måske er det også en indikation på, at Jorden nærmer sig sit befolkningsmæssige bristepunkt? Og på toppen af det hele fik klimadebatten et vink om, hvordan man drastisk kan nedbringe flytrafikken.

Nu venter vi blot på, at vi kan komme på arbejde igen, kramme, dyrke vore fritidsinteresser, blive klippet, invitere gæster, planlægge ferie, se en fodboldkamp, komme til koncert, komme i skole, få afholdt de udsatte møder osv.

Rigtig god påske!

Ole Lindstrøm Simonsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Butikker skal holde åbent søndage i sommerferien - cafélivet skal være generatoren bag

Østjylland For abonnenter

Beskyldes for totalt svigt: Notat rejser kras kritik af Trafikstyrelsen efter den aflyste letbaneåbning

Annonce