Annonce
Læserbrev

Corona-spøgelset: Må også den kommende tid blive fuld af sang

Her 60 år efter kan jeg med glæde konstatere, at det gamle ord "sangen giver vinger" stadig eksisterer i bedste velgående.

Læserbrev: Her midt i isolationen under corona-krisen var det en stor opmuntring, da jeg forleden blev ringet op af en gammel klassekammerat fra folkeskoletiden i Hornsyld. Hun inviterede mig til en gensynsfest i anledning af, at det i år er 60 år siden, vi startede i 1, klasse i den gamle forskole i Nebsager.

Mit første spørgsmål til hende og de andre gamle kammerater fra dengang var, hvad de kunne huske fra den første spæde tid i skolen. Og sjovt nok nævnt flere, at de huskede en sang, som vi anført af lærerinden fru Kjærgaard sang næsten hver dag, nemlig "Nu er dagen fuld af sang" skrevet af Jeppe Aakjær i 1911 med melodi af Carl Nielsen.

Her 60 år efter kan jeg med glæde konstatere, at det gamle ord "sangen giver vinger" stadig eksisterer i bedste velgående. For det er da opløftende her i 2020, hvor alsangen som begreb har fået et stort og flot comeback, at danskerne i disse dage byder fjenden i form af coronaen trods og fra altaner, tv-studier og parkeringspladser foran interimistiske kirker bryder ud i højskole-, morgen- og lovsang.

Fra højskolesangbogen elsker de fleste af os at synge "Den danske sang er en ung blond pige, der går og nynner i Danmarks hus". Den blev skrevet helt tilbage i 1924 som en prolog til et landssangstævne, der blev holdt på Det Kongelige Teater i København. Forfatteren var lyrikeren Kaj Hoffmann, og igen var det Carl Nielsen, der to år efter skrev melodien.

"Så syng da, Danmark, lad hjertet tale, thi hjertesproget er vers og sang", hedder det fyndigt i et af de kendte vers. Og netop det gør vi danskere jo i øjeblikket, som vi gør det, når vore nationale fodbold- eller håndboldhelte står opmarcheret i Boxen i Herning eller Parken i København, mens "Der er et yndigt land" bliver afsunget i en samhørighed med vi tilskuere, der får de små hår til at rejse sig på vore arme.

Alsangen som begreb havde sin storhedstid under tyskernes besættelse af Danmark. De to første alsangsstævner blev afviklet henholdsvis 4. juli 1940 i Aalborg og 15. august i København. Herfra bredte alsangen sig til hele landet.

Og her i 2020, hvor vi lige om lidt skal fejre 100-året for genforeningen, er der i hele det sønderjyske område lagt op til en stribe fester og arrangementer, hvor sangen nok engang vil blive et stort omdrejningspunkt. Det gælder bl.a. en planlagt sangerfest på Skamlingsbanken, hvor undertegnede skal tage meget fejl, om ikke "Det haver så nyligen regnet" vil blive sunget.

Også her i området er der lagt op til alsang i maj - både for at markere genforeningen i 1920 som for at markere 75-året for Danmarks befrielse 4. maj 1945. Med Hedensted Kirke som arrangør vil der således fra den 1. til den 5. maj i Hedensted blive afviklet en stribe alsangs-arrangementer.

Måtte også den kommende tid indtil corona-spøgelset er forsvundet blive dage fulde af sang til lindring og opmuntring. Og som det hedder i sangen fra min gamle skole:

Ræk mig en forglemmigej

og sidst en krusemynte

sådan slutter vi vor leg

så glad som den begyndte.

Søren Viggo Kristensen.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

DMI lover sol og sommer på første officielle sommerdag - men så kommer efterårsvejret

Annonce