Annonce
Erhverv

Corona-opbremsning blev meget kort: Casa landede rekordmange millioner på bundlinjen i 2020

Casas administrerende direktør Torben Modvig - her i forbindelse med november-rejsegildet på Danmarks første svanemærkede friplejehjem ved Buchwalds Bro - kan glæde sig over et historisk godt resultat i 2020. Foto: Mads Dalegaard
Ja, der opstod usikkerhed i byggebranchen i foråret, men den blev kortvarig - og ingen gav op, lyder det fra Casa om seneste regnskab. Medarbejderantallet er fordoblet på fem år.
Annonce

Horsens: Omsætningen faldt en smule, men årets resultat hos Casa fejler ikke noget: 243 millioner kroner i plus før skat i 2020.

Resultatet er det bedste nogensinde, lyder det i en pressemeddelelse fra Horsens-mastodonten, der både er ejendomsudvikler og totalentreprenør.

Casa tjente 53 procent mere end i 2019. Da landede resultatet før skat på 159 millioner kroner.

- I et år, hvor corona-krisen udfordrede os på måder, ingen kunne have ventet, har vi leveret et meget stærkt resultat. Det fortæller om - og skyldes - en virksomhedskultur med enorm styrke. Medarbejderne har været omstillingsparate i en grad, der har betydet, at Casas byggepladser har kunnet overholde alle tidsplaner, siger Torben Modvig, der er administrerende direktør i Casa.

Annonce

En del er skubbet til 2021

Ifølge pressemeddelelsen havde Casa i 2020 et samlet ordreindtag på 3,4 milliarder kroner - det højeste i ét regnskabsår nogensinde.

- Den helt naturlige usikkerhed, der opstod hos mange i foråret, da pandemien for alvor ramte, påvirkede alle dele af byggebranchen og fik mange investorer til at bremse op. Det viste sig dog ret hurtigt, at der kun blev talt om, at planer blev udskudt - ingen gav op. Siden samfundet er åbnet op igen, er ordrebogen vokset og vokset, men forårets pause betyder, at en del omsætning er blevet flyttet fra 2020 til det nye år, siger Torben Modvig.

På trods af den verdensomspændende krise beskæftiger Casa nu flere end 200. Dertil kommer mange fagentreprenør-grupper, som virksomheden engagerer rundt om på byggepladserne. Ofte vælger Casa lokale samarbejdspartnere, da man ikke har egenproduktion, lyder det i pressemeddelelsen.


Siden samfundet er åbnet op igen, er ordrebogen vokset og vokset.

Torben Modvig, Casa


Annonce

Uddanner næste generation

Medarbejderantallet er fordoblet på fem år, og Casa prioriterer ifølge Torben Modvig at uddanne den næste generation i branchen.

- Derfor har vi også næste år som mål, at vi skal have 50 praktikanter, svarende til cirka hver femte medarbejder. Vi forsøger at tiltrække lokale praktikanter til alle byggepladser, vi har i landet, gennem samarbejde med lokale uddannelsesinstitutioner - også i Horsens, siger den administrerende direktør.

Omsætningen landede på 2,3 milliarder kroner mod 2,6 milliarder i 2019.

- Vi ser fortrøstningsfuldt på 2021. Med en lille smule rygvind når vi en omsætning på tre milliarder kroner i 2021, siger Torben Modvig til dagbladet Børsen.

Casa A/S og regnskab for 2020

Horsens-virksomheden Casas nøgletal for 2020 ser således ud - i parentes tal for 2019:

Nettoomsætning: 2,26 milliarder kroner (2,55 milliarder)

Resultat før skat: 243 millioner kroner (159 millioner)

Indtjeningsmargin: 10,7 procent (6,5 procent)

Soliditet: 36,4 procent (30,1 procent)

Medarbejdere: 206 (195)

Casa har foruden hovedsædet i Horsens en afdeling i København.

Annonce

Masser at lave - også i øst

På hjemmebane i Horsens er Casa i gang med den omfattende renovering af Fængslet - inklusive nybyggeriet Vestsalen - og renoveringen af almene boliger som Beringsgaarden.

Nybyggeri på Campus-grunden og omkring Buchwalds Bro, hvor blandt andet et friplejehjem indvies i 2021, fylder også meget.

Ifølge pressemeddelelsen har Casa i 2020 vundet mere indpas i Østdanmark end ventet. Det er primært renoveringsprojekter på den anden side af Storebælt, der trækker op, og det er en generel tendens hos Casa, at renoveringsopgaver fylder stadig mere. Dermed er Horsens-virksomheden bredere funderet i branchen, lyder det.

Et stort projekt i hovedstadsområdet er Stationsparken i Brøndby - et byggeri i milliardskala.

Annonce

Salg kan være på vej

Casa er ifølge en artikel i Børsen i januar sat til salg af ejer og hovedaktionær Catacap - en kapitalfond - til en forventet pris på 1,5 milliarder kroner, men mere er der ikke sket endnu.

Stifter Michael Mortensen er stadig delejer af Casa A/S, der er blandt de store entreprenører herhjemme, men ifølge Børsen stadig har et stykke op til NCC Danmark, MT Højgaard og den klare nummer et, Aarslef, der omsatte for 13,3 milliarder kroner i seneste regnskabsår.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Horsens

Betjente slukkede brand i emhætte

Østjylland

Her er forklaringen på kaos: Regionen indkalder langt flere end der er vacciner til

Annonce