Annonce
Erhverv

Corona-lukning spolerer svendeprøver: Alle består uden prøve

Jacob Baverslund Rasmussen var kun syv timer fra at have færdiggjort den teoretiske del af sin svendeprøve. På grund af corona-situationen får han nu sit svendebrev uden at gøre den færdig og uden at gå til den praktiske del af svendeprøven. Foto: AK Byg
31 håndværkerlærlinge fra Learnmark i Horsens får i denne uge deres svendebrev med posten. Det sker, helt uden at de har været til svendeprøve.
Annonce

Horsens: Corona-situationen får nu også konsekvenser for 31 håndværkerlærlinge, som i marts skulle have afsluttet deres uddannelse med svendeprøve på Learnmark Tech i Horsens.

Alle skolens prøver for bygge- og anlægsuddannelserne er aflyst, og de nye svende får administrativt udstedt et svendebrev for gennemført uddannelse.

Det bekræfter Kim Clausen, der er afdelingschef på Learnmark Tech.

Skolen har valgt at følge indstillingen fra uddannelsernes faglige udvalg, og det betyder, at lærlingene fik valget mellem at forlænge uddannelsen frem til september, hvor det formentlig igen vil være muligt at gå til svendeprøve, eller at afslutte uddannelsen nu uden prøve. Alle 31 lærlige har sammen med deres mestre valgt det sidste, fortæller Kim Clausen.

Jeg var kun syv timer fra at have færdiggjort den teoretiske del af prøven, og jeg havde glædet mig meget til den praktiske del. Jeg ville så gerne have lavet en flot svendeprøve og have vist, hvad der skal til for at få et svendebrev.

Jacob Baverslund Rasmussen

Annonce

Ingen ros og medaljer

Han understreger, at skole og håndværksmestre i alle tilfælde har været helt enige om, at eleverne ville være i stand til at bestå prøven. Det drejer sig om 17 tømrerlærlinge, 12 anlægsstruktører, en bygningstruktør og en stenhuggerlærling.

De var netop begyndt på den teoretiske del af prøven, da corona-situationen lukkede landets skoler, og ifølge Kim Clausen er der stor ærgrelse blandt eleverne over, at de ikke fik mulighed for at gøre prøven færdig.

- De er utrolig skuffede. Det betyder meget for vores elever, at de til svendeprøven kan vise, hvad de kan inden for deres fag. Det er her, de virkelig kan shine og vise, hvad de har lært, siger han og tilføjer, at mange formentlig kunne have krydret svendebrevet med ros og måske endda de eftertragtede medaljer, som følger med, når indsatsen ved prøven er ekstraordinær god.

Nu dumper et standard svendebrev ind med posten, og det bliver formentlig en lidt mere flad fornemmelse, konstaterer Kim Clausen.

- Men alt taget i betragtning har vi vurderet, at det her er den bedste løsning. Vi er i en helt ekstraordinær situation, som gør, at vi må acceptere nødløsninger, siger han.

Annonce

Ville så gerne lave en flot prøve

23-årige Jacob Baverslund Rasmussen er en de nyudlærte tømrersvende, der ærgrer sig. Sammen med holdkammerater havde han arbejdet med tegningerne til et sommerhus, og til den praktiske prøve skulle han bygge et udsnit i form af bjælkespær med valm og vindue.

- Jeg var kun syv timer fra at have færdiggjort den teoretiske del af prøven, og jeg havde glædet mig meget til den praktiske del. Jeg ville så gerne have lavet en flot svendeprøve og have vist, hvad der skal til for at få et svendebrev, siger han til Learnmark.

Han havde læreplads hos AK Byg i Solbjerg, hvor han nu bliver fastansat som tømrersvend.

- Min mester var ikke i tvivl om, at jeg kunne bestå svendeprøven, så han syntes, jeg skulle have det administrative svendebrev, så jeg hurtigst muligt kunne komme i gang med at arbejde som tømrersvend, siger den nyudlærte tømrersvend.

Annonce

Stadig håb for industriens prøver

Netop dagen før, skolerne lukkede ned, nåede ni tagdækkere at færdiggøre deres svendeprøve - den officielle afslutning dagen efter fik de dog ikke med på grund af den midlertidige lukning af skolen.

Når det gælder industritekniker- og smede-lærlinge, som mangler cirka 14 dage af deres svendeprøver, håber Learnmark, at disse kan gennemføres efter påske.

- Det kan vi gøre, fordi lærlinge inden for industriens uddannelser typisk afslutter deres svendeprøve, tre til seks måneder før de er udlært. Nu kan vi rykke lidt rundt på sidste del af deres uddannelse, så vi forhåbentlig kan gennemføre deres svendeprøver efter den ny plan, forklarer Kim Clausen.

Det forudsætter selvfølgelig, at skolen får grønt lys til at åbne igen, tilføjer han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Hedensted For abonnenter

Ungt ægtepar var endelig klar til at flytte ind i deres drømmebolig: Men to timer før fik de overraskende besked fra kommunen

Annonce