Annonce
Horsens

Corona-gyser rammer også krimimessen næste år

Mange tusind krimifans plejer at besøge messen på Fængslet. Næste år bliver der højst plads til 1000. Endags-messens program deles op i to program-blokke: en om formiddagen og en om eftermiddagen. Man kan vælge at købe billet til den ene eller begge, forklarer programansvarlig Thomas Behrmann. Arkivfoto: Peter Leth-Larsen
Den store krimimesse på Fængslet i Horsens bliver kraftigt beskåret i 2021. - Hovedsagen er i det hele taget at gennemføre en messe og give noget til publikum og krimifans, siger programansvarlig.
Annonce

Horsens: Det bliver ikke i 2021, at den landskendte krimimesse på Fængslet i Horsens genopstår i sin normale form.

Messen, der traditionelt afvikles over en hel weekend i marts, blev i år aflyst på grund af covid-19, og corona-gyseren trækker nu også spor ind i næste års fejring af neglebider-litteraturen.

- Der bliver en fysisk messe på Fængslet, men vi har valgt at skære den ned til én dag, hvilket vil give et mere komprimeret program, end vi plejer at have. Vi kan ikke invitere så mange forfattere og heller ikke så mange publikummer, hvis vi skal følge gældende corona-retningslinjer. Og det er dem, vi har taget udgangspunkt i under planlægningen, forklarer programansvarlig Thomas Behrmann fra arrangørerne hos Horsens Bibliotek.

- Normalt har vi vel et par hundrede programpunkter, og det bliver under det halve denne gang, vurderer han.

Annonce

Dna'et lever videre

Thomas Behrmann fremhæver, at messen, der finder sted 20. marts, vil blive streamet på sociale medier og til biblioteker over hele landet. Dermed kan krimifans trods alt kan følge med på distancen.


Det er selvfølgelig brandærgerligt, at vi ikke kan gå ud med den messe, der er vores ønske-scenarie...

Thomas Behrmann


Selv om der næste år kun bliver plads til små 1000 besøgende på Fængslet, hvor publikumstallet normalt er op mod 7000, holder man på den måde fast i et dna, der handler om at brede krimigenren ud til folket, mener han.

Han påpeger, at man i 2021 også stadig kan opleve traditionsrige indslag som forfatterinterviews og prisuddelinger. Der vil også være en scene dedikeret til true crime, nævner han.

At covid-19 rammer hårdt, er dog ingen hemmelighed.

Annonce

Brandærgerligt

Ud over færre publikummer og færre forfatter-besøg vil der være færre scener at besøge. Der bliver heller ikke plads til den vanlige vrimmel af boghandlere og forlag, der tropper op i messeområdet med nyheder og forfatter-møder. Kun en enkelt boghandler er med næste år.

- Det er selvfølgelig brandærgerligt, at vi ikke kan gå ud med den messe, der er vores ønske-scenarie, men på trods af det er vi stolte af det, vi har fået planlagt. Hovedsagen er i det hele taget at gennemføre en messe og give noget til publikum og krimifans. Vi står med en ret fin løsning, som stadig vil vise et varieret billede af krimien, siger Thomas Behrmann om den corona-ramte messe.

Annonce

Navne drysses ud i december

Han kan endnu ikke præsentere et samlet program. Det vil formentlig ligge klar omkring årsskiftet, men i løbet af december drysses de første forfatternavne ud.

Der vil traditionen tro blive tale om besøg af nogle af genrens giganter. På grund af corona er hovedvægten på danske forfattere, men arrangørerne arbejder også med flere udenlandske, fortæller Behrmann.

Billetsalget til Krimimessen Horsens 2021 begynder 15. december.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Overlæge efterlyser underholdning til indlagte coronapatienter: Nogle får simpelthen en depression af at være indlagt

Annonce