Annonce
Horsens

Corona-effekt: Mundbind er totalt udsolgt på apotekerne i Horsens

Apotekerne har længe haft mundbind i restordre, og producenterne kan ikke følge med. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Mundbind er udsolgt og i restordre på byens apoteker, og håndsprit er også en eftertragtet vare, lyder meldingen.
Annonce

Horsens: Mens coronavirussen spreder sig, stiger efterspørgslen på mundbind, og lige nu er det ikke til at opdrive mundbind på apotekerne i Horsens, viser en rundringning til byens apoteker.

- Vi har ikke nogen. Alt er udsolgt, siger Lene Gantzhorn, der er souschef på Horsens Svane Apotek, og samme melding lyder fra Løve Apotek på Nørretorv samt Søndergades Apotek og filialen Bankager Apotek.

- Efterspørgslen er megastor. Der er virkelig mange, der spørger efter dem, og producenterne kan ikke følge med, siger farmaceut Peter Bucka fra Søndergades Apotek.

- Vi har dem typisk på lager, men vi har haft udsolgt i cirka en måned, siger han.

Apoteket har længe haft bestillinger i restordre, og Peter Bucka forventer, at de leveres senere på ugen eller i næste uge.

Det gælder også byens andre apoteker. På Svane Apotek har Lene Gantzhorn torsdag formiddag netop tjekket status hos grossisten:

- De havde lovet uge 9, men nu er det rykket til uge 10, og de lover ikke noget. Det er flere gange blevet rykket, siger hun.

Annonce

Har hamstret håndsprit

Også håndsprit har i de seneste uger været en eftertragtet vare på byens apoteker, og torsdag morgen tog efterspørgslen for alvor til, lyder det hele vejen rundt.

- Men den efterspørgsel kan vi leve op til. Vi har masser af det på lager, siger Peter Bucka fra Søndergades Apotek, og Lene Gantzhorn fra Søndergades Apotek har samme melding:

- Vi har bestilt et ekstra stort lager. Vi har hamstret lidt, så vi kan leve op til efterspørgslen, siger hun.

Hun tilføjer, at man skal være opmærksom på, at den håndsprit, man bruger, lever op til anbefalingen om, at der skal være mindst 80 procent alkohol i den.

Samtidig henviser hun til tre gode råd, som Statens Serums Institut netop har listet: Vask hænder hyppigt, undgå tæt kontakt med personer, der har influenza-symptomer, og endelig:

- Host eller nys i et engangslommetørklæde eller i albuen, puds næse i engangslommetørklæder og undgå tæt kontakt med andre.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce