Annonce
Livsstil

Coach Trine Ebsen: Overhold dine løfter til dig selv, for de er vigtige

Trine Ebsen.
At tilvælge dig betyder ikke, at du fravælger andre.
Annonce

Kender du følelsen af at have lovet dig selv noget, som du endnu en gang ”glemmer” eller nedprioriterer? ”Jeg gør det i morgen, for der er så meget, jeg skal i dag, og det er nok heller ikke så vigtigt,” siger du til dig selv.

På trods af, at vi ved, hvor godt føles, når det er gjort, er overspringshandlingerne mange. Det irriterer dig, og måske skælder du dig selv ud og tænker: ”Er det mon bare mig, der har det sådan?”

Men det er ikke bare dig.

Vi holder for det meste, hvad vi lover over for andre. Aftaler og planer, der inkluderer jobbet, familien og dem, du holder af.

Trine Ebsen er certificeret coach og foredrags­holder.

Kommende forfatter til bogen
”Kvinder der tør”.

Selvstændig siden 2001.

Bor i skoven.

Læs mere på www.trineebsen.dk

Løftet til alle andre er i høj grad i vort samfund blevet gjort vigtigere end løftet til os selv. Denne opofrende vane er hverken holdbar eller sund. På trods af at kærligheden og omsorgen for andre er smuk.

Overspringshandlingerne og løftebruddet til os selv i en en travl hverdag kan være et tegn på, at du inderst inde ikke synes, at du er vigtig nok. At du ikke er vant til at prioritere tid til dig selv. Du får måske endda dårlig samvittighed, når du prioriterer pauser og tid til dig selv. Det er tankevækkende og foruroligende. For hvorfor er du ikke vigtig nok til at skulle prioriteres?


Løftet til alle andre er i høj grad i vort samfund blevet gjort vigtigere end løftet til os selv.


At tilvælge dig betyder ikke, at du fravælger andre. En sund balance findes. Du er også vigtig.

At bryde løfter med dig selv kan også have en konsekvens for andre. Har vi børn, kan dette ubevidst gives videre og resultere i unge mennesker, der ikke værner om sig selv, ikke tager deres behov og følelser alvorligt og i for høj grad tager beslutninger baseret på, hvad andre ønsker. De får lært sig selv, at de alene ikke er vigtige nok.

Start småt

Lange lister med opgaver er tit uoverskuelige. Begynder du med tårnhøje forventninger, er der en større risiko for, at du kører sur i det. Så start i stedet småt og del dine løfter op i del-løfter. Ønsker du eksempelvis at spise sundere, så skriv tre ting ned, der gør det nemmere for dig at gøre netop dette. Hav det i køleskabet, du gerne vil spise mere af, og bestil grønne retter eller grøntsager til døren.

Skriv små løfter ned i din kalender og følg dine fremskridt.

Måske du kan starte med at rede sengen hver morgen, gå mindst 20 minutter hver dag, lave en nærende madpakke eller at gå i seng klokken 22.30.

Det kan være, du længe har sagt til dig selv:

Jeg vil gå tidligere i seng.

Jeg skal finde mig et nyt job, hvor jeg trives.

Jeg vil gerne spise mere plantebaseret.

Jeg skal have lavet orden i redskabsskuret.

Jeg ønsker at blive bedre til at sætte grænser.

Jeg vil gerne prioritere mere selvkærlig tid.

Jeg vil tilbringe mere tid i naturen.

Annonce

Småkager eller løbesko?

Hjælp dig selv ved både at fjerne fristelser og at gøre alt parat. Ligger der småkager i skuffen, er der stor chance for, at de bliver spist. Står løbeskoene foran døren, bliver du måske mindet om, at du skal ud og gå efter aftensmaden eller i middagspausen. Lav en aftale med en ven, der kan holde dig kærligt til ilden og minde dig om det, du har lovet dig selv.

Du kan eventuelt skrive ned, hvad du har nået hver dag. Når ugen er omme, kan du se, hvor meget du har udrettet. Både små og store ting. Små sejre bliver til større sejre, og at holde det vigtige løfte til dig selv kan blive en ny livsstil.

Reflekter over

1) Hvad koster det dig? Hvad er det værste, der kan ske, hvis du fortsætter med ikke at overholde dine løfter over for dig selv? Hvilken følelse giver det dig?

2) Hvad giver det dig? Hvad er det bedste, der kommer til at ske, når du begynder at overholde dine løfter? Hvad er den bedste følelse, du kan forestille dig ved det?

3) Begynd i dag. Hvad kan du allerede i dag gøre, ændre og sætte i gang for at holde dine løfter og gå efter den gode følelse?

Gør du dig selv stolt, får du mere energi og bliver mere motiveret til at gøre mere. Husk at være tålmodig, selvom du falder i en gang imellem, er det aldrig for sent at mærke på ny, hvad der er rigtigt for dig.

Hvert minut, hver time og hver dag er en mulighed for at vælge igen og begynde på ny. Husk, at kærligheden og omsorgen for andre er smuk og givende, men det gør det ikke den til dig selv mindre vigtig. Du har fortjent, at ”nogen” holder, hvad de lover over for dig.

Begynd med at vise vejen og bliv hende/ham, der holder, hvad du lover over for dig selv.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce