Annonce
Danmark

Claus Kvist efter nederlag: Lang nødlanding er endt katastrofalt for DF

Claus Kvist Hansen kom i Folketinget for Dansk Folkeparti på et yderligt mandat. Han erkender sit partis valgnederlag og trækker sig nu fra landspolitik. Foto: Emil Hougaard/Scanpix
Claus Kvist Hansen erkender, at slaget er tabt, efter at Dansk Folkeparti har mistet tre ud af fem mandater i Østjylland. Han forlader nu landspolitik.

Randers/Horsens: Det var en afklaret taber, avisen talte med torsdag morgen.

Claus Kvist Hansen, der stillede op for Dansk Folkeparti i Randers Syd og sidder i byrådet i Horsens, smed håndklædet i ringen, allerede inden de personlige stemmer er blevet talt op. Ved det seneste valg i 2015 kom Claus Kvist Hansen ind i Folketinget på sit partis femte mandat i Østjylland med 1.564 personlige stemmer.

Nu er kvoten for DF i Østjylland barberet ned til to, hvilket koster Claus Kvist Hansen taburetten.

- Det er usandsynligt, at jeg kommer ind. Det er noget lort, siger Claus Kvist Hansen.

- For partiet har det været en lang nødlanding, som er endt katastrofalt. Det begyndte allerede i 2015-2016, da historien om Meld og Feld brød ud, og den er aldrig blevet rigtigt lukket. Og så var der samarbejdet med regeringen, som sikkert skabte en del irritation. Og så til sidst fulgte rækken af møgsager med Radio 24/7, omfartsvejen ved Mariager og broen over Randers Fjord, der aldrig blev til noget. Men at det gik så galt, som det gjorde, er kommet bag på de fleste, siger Claus Kvist Hansen, der ser tilbage på sit arbejde i Folketinget med positive tanker.

- Jeg har været fuldstændig afklaret i rigtig lang tid, faktisk lige siden, at jeg blev valgt ind. Det har været en stor oplevelse, og det har været det hele værd. Jeg er overhovedet ikke bitter, men er stolt af at have kæmpet for mit land. Heldigvis har jeg ikke mistet mit gode humør og helbred. Nu må vi se, hvad verden byder på, siger Claus Kvist Hansen, der forventer, at han ikke fortsætter i landspolitik.

- Jeg tror, jeg lige napper en måned på sofaen for at få blodtrykket ned. Jeg sidder fortsat i byrådet i Horsens, men jeg synes lige som, at jeg har fået et vink med en vognstang om, at jeg ikke skal være i landspolitik. Jeg er alligevel spændt på at se mine personlige stemmetal. Jeg har det ok med, hvad jeg har præsteret. Jeg synes, at jeg har været god i medier, og jeg synes, at jeg ikke har trådt i spinaten. Jeg er ikke flov over min egen indsats, siger Claus Kvist Hansen, der kun nåede at sidde en enkelt periode i Folketinget for sit parti.

Annonce

Jeg tror, jeg lige napper en måned på sofaen for at få blodtrykket ned. Jeg sidder fortsat i byrådet i Horsens, men jeg synes, at jeg har fået et vink med en vognstang om, at jeg ikke skal være i landspolitik.

Claus Kvist Hansen

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Gebis, kræft og grå stær - udviklingshæmmede får ikke tjekket helbredet

Min bror blev født som stærkt udviklingshæmmet i 1955. I hele mit barne-, ungdoms- og voksenliv har jeg været med til at passe på ham og har derfor lang erfaring med alle dele af “systemet”. Man kan sige meget om de generelle vilkår, vi i Danmark giver udviklingshæmmede - en af samfundets svageste grupper. Men det er ikke emnet i dag, hvor jeg vil fokusere på vores oplevelser med sundhedsvæsenet. I takt med, at min bror flyttede fra Åndsvageforsorgens fælles sovesale og i “egen bolig” i et botilbud, blev hans livskvalitet forbedret. Som ung var han, som de fleste andre, relativt sund. Med årene fik han dog flere og flere helbredsproblemer. Fælles for dem alle var, at de blev opdaget for sent. Det betød, at vi som familie ofte måtte presse på for at få min bror ordentligt undersøgt. På trods af mange opfordringer til botilbuddet kom han sjældent til lægen. Og når han endelig kom til lægen, blev han ikke altid undersøgt så grundigt og bredt, som der egentlig var behov for. Den manglende fokus på min brors sundhedsproblemer betød, at han levede med flere uopdagede sygdomme og helbredsmæssige udfordringer. En dag kom han for eksempel til at gå ind i en maskine på sit arbejde og fik en dyb flænge ved siden af øjet. Da han blev undersøgt på sygehuset fandt de årsagen: Han havde udviklet grå stær og uden at nogen havde opdaget det. Han var helt blind på det ene øje og havde meget nedsat syn på det andet. Han blev heldigvis straks opereret, men ingen ved, hvor længe han havde døjet med et stærkt nedsat syn. På samme måde gik der lang tid, før han kom til ørelægen og fik konstateret stærkt nedsat hørelse og behov for høreapparat. Han kom desværre heller ikke til regelmæssig kontrol hos tandlægen og endte derfor med gebis, som måske kunne have været undgået med den rette forebyggelse og behandling. På et tidspunkt begyndte min bror at virke træt og klage over smerter under armene. Igen måtte vi presse på for, at han kom til lægen og blev ordentligt undersøgt. Det viste sig, at han havde lymfekræft - som han også denne gang formentlig havde døjet med i flere år, før det blev opdaget. Efter diagnosen kom jeg til at spille en endnu større rolle i min brors sundhedsproblemer og var nødt til at få strammet op på hans medicinadministration, fysioterapi og adgang til hjælpemidler. Undervejs i kræftforløbet mødte vi udbredt mangel på viden om udviklingshæmning i sygehusvæsenet. Men vi mødte også nogle sundhedspersoner, som gjorde en ekstraordinær indsats for os, for eksempel det fantastiske personale på kræftafdelingen. En kæmpe hjælp, som vi altid vil være taknemmelige for. Efter et langt sygdomsforløb døde min bror af sin kræftsygdom i 2016. Når jeg ser tilbage på hans mange sundhedsproblemer og sygdomsforløb, har der især manglet to ting. For det første sundhedskompetencer og fokus blandt ansatte på botilbud. Men pædagoger kan og skal ikke være sundhedsprofessionelle. De kan dog godt være mere observerende og vidende – og ikke mindst handlende. Det kan de blive bedre til via relevant efteruddannelse. Der er for det andet også brug for langt bedre adgang til den praktiserende læge – med særligt fokus på sundhedsrisici blandt udviklingshæmmede. Jeg kan forstå i medierne, at regionspolitikerne og de praktiserende læger netop nu er i gang med overenskomstforhandlinger, og at en målrettet indsats for udviklingshæmmede er blandt emnerne. Baseret på egne bitre erfaringer med min bror (og på vegne af hans samboer gennem hele livet, hvoraf flere ikke havde nogen pårørende) kan jeg roligt sige, at det er på høje tid, at personer med udviklingshæmmede kommer frem i køen til sundhedsvæsenet. En form for tilbagevendende helbredstjek hos den praktiserende læge ville være et rigtig godt sted at starte. Jeg håber meget, at de ansvarlige regions- og lægepolitikere er enige? Hvis de ikke i fællesskab vil indføre sundhedstjek for denne sårbare gruppe, synes jeg de skylder en forklaring på, hvordan de så vil løse den himmelråbende ulighed i adgangen til sundhedsvæsenet.

Annonce