Annonce
Hedensted

Citychefstilling bliver delt i to: Detailbutikker med i Hedensted Erhverv

Carsten Steffensen har fået titel af erhvervs- og citychef og skal nu ansætte en medarbejder mere, så detaillivet også kan blive serviceret af Hedensted Erhverv. Arkivfoto: Michael Svenningsen
Fremover får kommunens erhvervsservice Hedensted Erhverv også til opgave at servicere detailbutikkerne. - Det betyder ekstra ressourcer og flere tilbud, fortæller erhvervs- og nu citychef Carsten Steffensen.

Hedensted: Frisøren, tøjbutikken og boghandleren kan fremover få hjælp til forretningsudvikling, generationsskifte og meget andet i Hedensted Kommunes erhvervsafdeling, Hedensted Erhverv.

Byrådet har nemlig besluttet at dele den tidligere citychef Rune Jørgensens arbejdsområde i to. Den ene del, som omfatter hjælp til detailhandlen og kontakten til handelsstandsforeningerne, overgår til Hedensted Erhverv, mens den anden del, som har handlet om byplanlægning, bliver en del af kommunens Plan- og Udviklingsafdeling. Det betyder, at der nu skal ansættes to konsulenter til at varetage opgaverne fremfor én citychef.

- Hedensted Erhverv får på den måde tilført ekstra ressourcer i form af en virksomhedskonsulent, som skal have fokus på detailhandel og webshop. Ved at området kommer ind under Hedensted Erhverv giver det os mulighed for at flytte rundt på ressourcerne og arbejde mere koordineret og fokuseret, forklarer Carsten Steffensen, kommunens erhvervschef, der nu får titel af erhvervs- og citychef.

Eksempelvis kan Hedensted Erhverv udbyde kursusforløb, der både er relevante for butikker og erhvervsliv.

- Forretningsudvikling er jo noget generelt, uanset om man har en maskinfabrik eller en butik, forklarer Carsten Steffensen.

Annonce
Det er min klare opfattelse, at det her giver os mere fleksible ressourcer. Med denne struktur får vi en bedre mulighed for at levere den samme service til alle CVR-numre i kommunen.

Carsten Steffensen, erhvervs- og citychef

Samme service til alle

Først i det nye år tilbyder Hedensted Erhverv således en kursusrække med titlen "I forretning til halen". Her får virksomhedsejere lejlighed til at komme op i helikopteren og se på udvikling både af virksomheden og sig selv. Carsten Steffensen glæder sig over, at sådan et tilbud nu kan udbredes til alle erhvervsdrivende i kommunen.

- Vi kan også give butikkerne adgang til Erhvervshuset, som er en tværkommunal organisation, der giver penge til udvikling. Som jeg ser det, får vi en bedre mulighed for at levere den samme service til alle CVR-numre. Vi kan få flere deltagere til vores arrangementer, hvilket alt andet lige kommer til at højne kvaliteten, siger Carsten Steffensen.

Han understreger, at Hedensted Erhverv stadigvæk vil have en tæt kontakt til eksempelvis handelsstandsforeningerne.

- Vores tilgang er behovsdrevet. Vi opfinder ikke ting, der ikke er behov for, men lytter til, hvad virksomhederne og butikkerne ønsker, forsikrer Carsten Steffensen.

Planlægning rykker

Den anden halvdel af citychefens stilling, som handler om byplanlægning, rykker over i kommunens Plan- og Udviklingsafdeling, som også skal i gang med at søge en ny medarbejder til det område.

- Det bliver den nye medarbejders opgave at stå for konkrete projekter og have dialogen med lokalområderne. Vi kan se en voldsomt vækst i vores byer, så derfor har vi brug for et stort fokus på det område. De tre masterplaner for Tørring, Hedensted og Juelsminde bliver en del af medarbejdernes hovedopgave med den i Hedensted som en af de første opgaver, forklarer Karina Kisum Jensen, der er chef for Plan og Udvikling.

Hun ser også den nye organisering som en fordel, fordi der kommer en medarbejder, der kan have fuldt fokus på byudvikling.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv

Saferoad gør byrummet sikkert

Annonce