Annonce
Indland

Cirkusrevyen er aflyst - Pilgaard tager endnu en sæson

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Det skulle have været Ulf Pilgaards sidste revysæson. Aflyst Cirkusrevy gør, at han optræder igen næste år.
Annonce

Cirkusrevyen for i år er aflyst. Det oplyser revyen i en pressemeddelelse.

- Det er med tungt hjerte, at vi må meddele, at Cirkusrevyen 2020 er aflyst, skriver revyen og fremhæver, at hensynet til gæsternes sikkerhed er dens førsteprioritet.

Ifølge Cirkusrevyen er det både coronakrisen, en kommunekonflikt og nye retningslinjer for forestillinger, der ligger til grund for aflysningen.

Cirkusrevyen er Danmark største revy, og den ligger på Dyrehavsbakken i Klampenborg nord for København.

Denne revysæson skulle have været den sidste for skuespiller Ulf Pilgaard.

Men han har valgt at udskyde sin finale til næste år, hvor også Merete Mærkedahl, Niels Ellegaard, Lisbet Dahl, Henrik Lykkegaard og Niels Olsen er at se på plakaten.

Alle, der har købt billet til revyen, har automatisk fået den flyttet til næste år. Det er dog også muligt i stedet at ombytte billetter eller refundere dem, oplyser Cirkusrevyen.

Kommunekonflikten, som revyen henviser til i sin pressemeddelelse, er en årelang strid mellem Gentofte Kommune og Lyngby-Taarbæk Kommune.

De har ikke kunnet blive enige om en miljøgodkendelse til Dyrehavsbakken, der ligger i begge kommuner, og som i medierne har givet udtryk for, at den føler sig i klemme mellem de to.

Miljøminister Lea Wermelin (S) hjemtog for to uger siden beslutningen til Miljø- og Fødevareministeriet, så Dyrehavsbakken og Cirkusrevyen kunne få vished om, hvorvidt forestillingerne ville kunne forlænges ind i efteråret.

Men det er tilsyneladende Kulturministeriets retningslinjer for genåbning af kulturlivet, som har givet Cirkusrevyens optrædener dødsstødet i år.

Af dem fremgår det blandt andet, at der maksimalt må være 500 publikummer til hvert arrangement.

Hvert andet sæde skal være tomt, medmindre der er mindst en meters afstand fra midten af det ene sæde til midten af det næste. Eksempelvis kærestepar og andre tætte relationer må dog godt sidde sammen.

Desuden skal der være to meters afstand fra scenen til første publikumsrække, og skuespillerne skal holde to meters afstand til hinanden så vidt muligt.

Selv om Cirkusrevyen holder lukket i år, slår Bakken dørene op. Det gør den fra fredag den 29. maj.

/ritzau/

Retningslinjerne for revyer på Kulturministeriets hjemmeside
Nyheden om aflysningen på Cirkusrevyens hjemmeside
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce