Annonce
Hedensted

Christina droppede designersofaen og tog boksehandskerne på

Christina Hust har tilbragt to år i Malaysia, hvor hun lærte thaiboksning i naturen i 36 graders varme. Nu er hun vendt tilbage til Hedensted og har startet en bootcamp i thaiboksning i skoven ved golfbanen. Foto: Lars Juul

42-årige Christina Hust fra Hedensted lagde sit liv om, da hun fik konstateret tårnhøjt blodtryk. Karrieren i modebranchen og jagten på materielle goder er slut - nu vil hun lære Hedensted-borgerne at thai-bokse i naturen.

Annonce

Hedensted: Klokken er næsten ni om morgenen, og alt ånder fred og idyl ved golfklubben i det sydlige Hedensted. Men ikke langt derfra, i skov-området bag ved klubhuset, kæmpes der på livet løs.

En lille gruppe mennesker hiver sig prustende frem gennem skovbunden, de er nede på alle fire, og selvom alle er i god form, er det her noget, der kræver kræfter.

Forrest i gruppen er 42-årige Christina Hust, og hun kommer skiftevis med opmuntringer og instrukser til de andre. Det er hende, der har arrangeret morgenens bootcamp, og inspirationen har hun hentet i Malaysia.

Her lærte hun selv at thaibokse, og det vil hun nu give videre til borgerne i Hedensted.

- Thaiboksning giver smidighed, styrke og udholdenhed, og så kan det dyrkes i naturen. Vi kravler rundt i skovbunden, hopper op og ned af træstubbe og bokser og sparker på puder på træstammerne. Vi lærer at bruge kroppen igen, som dengang vi var børn. Det handler om at udfordre sig selv lidt mere hver gang, uanset hvilket niveau man kommer fra, siger Christina Hust.

I Danmark er vi meget materialistiske, og vi vil så gerne have, at alt ser godt ud udefra. Men en ny sofa er altså ikke vigtigere end et godt helbred.

Christina Hust
Thaiboksning giver både smidighed, udholdenhed og styrke. Man skal lære at bruge kroppen igen, som dengang man var barn. Foto: Lars Juul
Annonce

Medicin eller ny livsstil

Skruer vi tiden bare tre år tilbage, var der ikke noget, der tydede på, at Christina Hust i dag ville bruge de fleste af ugens dage i skoven i Hedensted iført boksehandsker.

Hun var dengang godt i gang med en karriere som sælger i modebranchen, og den daglige trummerum handlede mest om arbejde, børn og materielle goder.

Men et besøg ved lægen på grund af en række svimmelhedsanfald blev lidt af et wake-up-call for Christina Hust. Her fik hun konstateret et tårnhøjt blodtryk, og valget stod mellem medicin og en omlægning af livsstilen.

- Det var faktisk et chok, for jeg har altid været meget aktiv, og jeg har tidligere været danser på konkurrenceplan. Men da jeg blev mor, kom jeg nok til at fokusere meget på børnenes behov og glemme alt om mine egne. Samtidig kørte min karriere på højtryk, og nu var jeg altså endt der, hvor det gik ud over mit helbred, siger Christina Hust.

Man tilmelder sig fra gang til gang på Christina Husts bootcamps, men hun vil højst have 12 personer med af gangen, så hun kan have fokus på den enkelte. Foto: Lars Juul
Annonce

Flyttede til Malaysia

Valget var imidlertid nemt for den dengang 39-årige kvinde, der i hvert fald ikke havde lyst til et liv på medicin.

- Det var lige inden, jeg fyldte 40, så jeg droppede at holde fest og brugte i stedet pengene på et personligt træningsforløb, siger Christina Hust.

Hun tabte sig 12 kilo og kom i sit livs form, og undervejs opdagede hun også noget andet.

- Da jeg først holdt op med at spekulere på den nyeste sofa og alt det andet materialistiske og i stedet satte min egen sundhed i fokus, fik jeg mere energi. Jeg blev meget gladere og fik mere overskud, også til børnene, siger Christina Hust, hvis børn i dag er otte og 11 år.

Hun besluttede sig derfor for at blive selvstændig, og da familien for to et halvt år siden rejste til Malaysia på grund af hendes mands arbejde, havde hun to mål.

- Det ene var, at jeg ville undersøge, om jeg kunne starte mit eget firma, det andet var, at jeg ville lære at dyrke en kampsport, siger Christina Hust.

Annonce

Bambusmøbler og thaiboksning

Som sagt så gjort.

Først fik hun lavet sin egen lille kollektion af bambusmøbler, men fik dog aldrig sat den i produktion, da mange forhandlere i Danmark pludselig fik samme idé.

Så lærte hun thaiboksning - eller "muay thai" som det hedder på originalsproget - i 36 graders malaysisk varme.

- Det var bare så fedt at træne i det fri, og thaiboksning har noget af det hele. Så det tog jeg med mig hjem, siger Christina Hust, der vendte tilbage til Hedensted med børnene i januar, mens manden Rasmus følger efter nu i sommer.

Annonce

Bootcamps for alle

I begyndelsen af maj begyndte Christina Hust at tilbyde bootcamps i thaiboksning over en Facebook-side på nettet. Interessen har været så stor, at hun satser på, at det skal danne grundlag for hendes nye karriere.

Foreløbig er der i hvert fald god gang i løjerne i skoven bag ved Hedensted Golfklub, hvor dagens hold er ved at være færdige med morgenens træningssession.

Og skal man dømme ud fra svedperler og smil, så har holdet fået noget ud af det på flere måder.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Løvbjerg-købmand: Mundbind vil gøre hverdagen mere tryg for personalet og kunderne

CORONAVIRUS

Live: USA's topekspert tror på effektiv vaccine mod corona i december

Horsens

Det mener læserne: Øgede krav om mundbind vækker både glæde og vrede

Annonce