Annonce
Horsens HK

Chok-sejr til Horsens kvindeligaen: 22-20 over Silkeborg

Frederikke Rasmussen spillede en stor kamp i HH-målet i Silkeborg. Her klarer hun igen. Foto: Charlotte Adsbøl.
HH Elite er nu kun tredjesidst i håndboldligaen.

Silkeborg: HH Elites ligadamer hentede en choksejr i Silkeborg, da de vandt med 22-20 efter 12-9 ved pausen.

Med sejren er HH for alvor på vej væk fra bunden, men kampen i Skanderborg 6. februar er stadsig altafgørende. Med sejren har HH overhalet Aalborg og Skanderborg i bunden - indtil videre.

HH Elite var ukendelig i første halvleg med det bedste forsvarsspil, vi har set i denne sæson.

Det lykkedes at holde Silkeborg-Voel nede på bare ni mål. Det skyldtes dels et bragende godt forsvar, dels fremragende målmandsspil af Frederikke Rasmussen.

HH var bagud 3-1, men kom foran 4-3 og førte resten af halvlegen med 6-5, 9-5, 10-6, 11-8 og 12-9.

Silkeborg havde fokus på at stoppe Melissa Petrén. Det udnyttede Frederikke Gulmark til hurtige gennembrud. Hun scorede fire mål og tog ansvar. Hun lavede også tre tekniske fejl, men havde stor betydning for HH's mod i angrebsspillet.

Camilla Madsen bidrog også med to gode gennembrud, mens Daniela Gustin måtte humpende udgå ved 6-5. Hun sad og sundede sig på bænken.

Silkeborg var svækket ved, at målmand Filippa Idehn havde fået bolden i ansigtet under træningen på et skud fra Jane Schumacher.

HH spillede disciplineret og fortsatte stilen fra kampen mod Aalborg. Sofie Fynbo leverede en stor indsats i Horsens-forsvaret.

Anden halvleg var én lang stillingskrig.

HH var foran 13-10 og 14-11, men Silkeborg kom på 14-13.

HH fortsatte ved at score til 17-14, men hele tiden åndede Silkeborg gæsterne i nakken og fulgte med til 18-17.

HH bragte sig foran 21-18, men to mandsopdækninger skabte ny spænding.

Märta Hedenquist og Mette Lassen scorede de to afgørende til Horsens-sejr på 22-20.

Melissa Petrén og Frederikke Gulmark tog ansvar i anden halvleg, og Frederikke Rasmussen var HH's store spiller kampen igennem.

Silkeborg/Voel-HH Elite 20-22 (9-12)

Liga, håndbold, kvinder

Mål for HH: Melissa Petrén 7, Frederikke Gulmark 6, Mette Lassen 2, Camilla Madsen 2, Charlotte Bisser 2, Märta Hedenquist 1, Daniela Gustin 1, Emily Baunsgaard 1.

Mål for Silkeborg: Helene Kindberg 4, Louise Ellebæk 3, Hege Wahlquist 3, Mathilde Sørensen 3, Rikke Iversen 2, Lea Hansen 2, Jane Schumacher 1, Jane Mejlvang 1, Mathilde Kristensen 1.

Udvisninger: Horsens 1, Silkeborg ingen.

Tilskuere: 674.

Annonce
Märta Hedenquist blev matchvinder, da hun scorede mål nummer 21 i Silkeborg. Foto: Charlotte Adsbøl.

Stor respekt

- Jeg har stor respekt for Horsens, sagde Silkeborg/Voels træner Jacob Andreassen. De har mange gode spillere, Melissa Petrén, Frederikke Gulmark og Emily Baunsgaard. De spillede med meget lange angreb, og jeg undrer mig over, at der kun blev dømt for passivt spil tre gange. Vi fandt aldrig rytmen. Det var ikke vores aften, men jeg håber, Horsens er kommet i ligaen for at blive, lød det fra Silkeborg-træneren.

Daniela Gustin udgik med en skade, men det var ikke alvorligt. Hun kunne have spillet, hvis Lars Frederiksen ville have haft hende på banen til sidst. Foto: Anita Kristensen.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Formand for børneudvalget i sag om ferieønsker: Tænk over det signal, I sender

Annonce