Horsens: En 56-årig mand fra Vejen fik sig et chok, da han mandag kl. 10 kørte bag en lastbil på E45.
Omkring afkørslen Horsens V fik han knust sin forrude af noget is, der pludselig rutsjede ned fra taget på lastbilens hænger, oplyser Sydøstjyllands Politi.
Heldigvis var der ingen, der kom noget til, men politikommissær Martin Frandsen opfordrer til, at chauffører får tjekket større køretøjer for is, inden de kører ud i trafikken.
- Det er man forpligtet til, for det kan give rigtig farlige situationer, siger han.
Lastbilchaufføren fra mandagens uheld er en 33-årig mand fra Polen, der nu kan se frem til en bøde.