Annonce
Horsens

Central indfaldsvej spærres i seks døgn

Sønderbrogade bliver fra fredag aften og godt seks døgn frem spærret, når Samn Forsyning skal arbejde i området. Screendump: Google Maps
Samn Forsyning trækker en hovedvandledning ud fra boligkvarteret omkring Jyllandsgade og ud på Spedalsø. Det arbejde betyder, at Sønderbrogade spærres i knap en uge.

Horsens: Bilister, der sædvanligvis benytter Sønderbrogade som indfaldsvej til Horsens, må i de kommende dage finde andre veje ind og ud af byen.

Fra fredag kl. 18 og godt seks døgn frem spærres den centrale indfaldsvej nemlig i begge retninger mellem Bjarkesgade og Sjællandsgade - altså i området omkring Spedalsø Torv.

Det er Samn Forsyning, der skal have arbejdsro i området, hvor der skal etableres en ny hovedvandledning.

Annonce

Hovedvandledningen skal etableres i krydset mellem Sønderbrogade, Spedalsø og Fredrik Bajers Gade, og det kræver altså, at vejen spærres fra fredag aften til torsdag aften i næste uge, oplyser projektleder Thomas Høivang fra Samn Forsyning.

- Den eksisterende hovedvandledning løber inde i boligkvarteret omkring Jyllandsgade, men i forbindelse med at der bl.a. er lavet kloakseparering i de små boliggader, er der simpelthen for lidt plads i vejen til hovedvandledningen, som vi derfor har besluttet at trække ud på Spedalsø. Det arbejde har været i gang igennem et stykke tid - vi er begyndt helt nede ved VUC på Holmboes Allé, og nu er vi nået dertil, hvor vi skal krydse Sønderbrogade, og det planlagte gravearbejde gør, at vi må lukke vejen i nogle døgn, siger Thomas Høivang.

Der etableres omkørsel

Han oplyser, at det i hele perioden vil være muligt at krydse Sønderbrogade ved Spedalsø og Fredrik Bajers Gade.

- Vi graver i den sydlige side af Spedalsø, men der vil være en kørebane fri. Vi etablerer et signalanlæg, så bilerne kan krydse Sønderbrogade, siger Thomas Høivang.

Samtidig vil der blive etableret omkørsel i området.

Bilisterne ledes via Bjarkesgade, Nattergalevej, Fuglevangsvej og Bygholm Parkvej.

Beboerne i området kan i løbet af de kommende døgn opleve enkelte afbrydelser i vandforsyningen, men det vil blive varslet via sms'er til de berørte, oplyser projektlederen.

- Derudover har vi informeret de erhvervsdrivende i området om, at de formentlig vil komme til at opleve lidt færre kunder i de kommende dage. De har taget det meget pænt, fortæller Thomas Høivang.

Annonce

Ny asfalt på vej

Det er langt fra første gang, den centrale indfaldsvej spærres af vejarbejde.

For fem år siden var krydset mellem Sønderbrogade og Spedalsø spærret i omkring et halvt år i forbindelse med, at der skulle etableres 800 meter cykelsti i begge retninger. I samme ombæring blev der bl.a. lavet kloakarbejde på stedet.

Ifølge Thomas Høivang vil der, når Samn Forsyning er færdig med at grave, blive lagt ny asfalt i området.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Horsens

Megascope: Vi holder åbent, til vi får et påbud om at lukke

Horsens

Se videoen: Borgmester om nedlukning - Jeg er ærgerlig og ked af det

Horsens

Få overblikket: Disse skoler og institutioner i Sønderbro Sogn kan blive ramt af nedlukningen

Horsens

Se kortet: Så mange skal være smittede, før dit sogn lukker ned

Annonce