Annonce
Sport

Casper Tengstedt tror på oprykning

Casper Tengstedt ser en fremtid som offensiv midtbanespiller i AC Horsens. Foto: Morten Pape.
Tengstedt har kig på en ny plads som offensiv midtbanespiller

Horsens: - Jeg tror på oprykning, men jeg har svært ved at sige, hvem der bliver de værste konkurrenter. Der er mange jævnbyrdige hold. Lyngby var gode til sidst, men jeg tror ikke helt på Esbjerg.

Sådan lyder det fra Casper Tengstedt, der valgte at udskifte en lejeaftale med en tre-årig kontrakt med AC Horsens.

Han viste sin målfarlighed, da AC Horsens vandt 3-2 i Sønderjyske. Det blev hans gennembrud med de to mål i Haderslev.

Annonce

Det store spørgsmål er: Hvor kommer Casper Tengstedt til at spille?

Han har været en god angriber, men AC Horsens går efter en afløser for Nicolai Brok-Madsen og har i forvejen Jannik Pohl og de to unge angribere.

- Jeg bryder mig ikke om at spille med ryggen mod mål. Jeg vil helst have front mod mål, og jeg ser gode muligheder i Jacob Buus' præcise indlæg fra højre side. Han lagde op til mit hovedstødsmål i Haderslev, og det kan vi gøre igen. Jeg ser mig selv som en offensiv midtbanespiller bag ved angriberne, siger Tengstedt.

Hans styrke i hovedspillet gav AC Horsens' spil en ny dimension, og så kan han selvfølgelig stadig bruges på venstrekanten.

- Jeg valgte at blive i AC Horsens, fordi alle tog godt imod mig. Vi fik skabt noget i foråret, og det kan vi bygge videre på. Min succes mod Sønderjyske gav mig selvtillid og tro på mig selv, siger han.


Jeg valgte at blive i AC Horsens, fordi alle tog godt imod mig. Vi fik skabt noget i foråret, og det kan vi bygge videre på.

Casper Tengstedt


Tengstedt er et godt fodboldnavn. Hans far Thomas Tengstedt var topspiller i mange år og følger i dag sønnen overalt, og Kim Tengstedt var i AaB og René Tengstedt i Düsseldorf.

- Jeg synes, vi har et spændende hold. Jonas Gemmer er en vigtig mand til midtbanen, og jeg håber, Bjarne Jacobsen fortsætter, siger Casper Tengstedt.

Haner klar til træningsstarten 17. juni. Han nåede lige en tur til Spanien sammen med gamle fodboldvenner fra FC Midtjylland og AaB. Han har en del gode venner fra sine fem år i FC Midtjylland, men har nu lagt den tidligere mesterklub bag sig og koncentrerer sig om AC Horsens og et comeback i Superligaen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce