Hou: Hou Strandcamping kan godt arbejde videre med sine planer om at udstykke en del af området samt lave hytter og vandrerhjem.
Sidste år fik campingpladsen nej til ønsket om at udstykke 15 sommerhusgrunde og fem helårshuse. Dengang var det politikerne i miljø-, teknik- og klimaudvalget, der afviste planerne.
Siden har udvalget været på besøg hos ejeren Claus Astrup, der ved en markvandring fik lejlighed til at præsentere sine ideer, og nu har politikerne sagt god for, at campingpladsen og kommunen kan gå videre med arbejdet.
Nul oversvømmelser
Det skal ske ved, at der bliver lavet et lokalplanforslag. Det skal blandt andet rumme et forslag til en klimasikring, der skal forhindre oversvømmelser.
I det første forslag, som politikerne sagde nej til sidste år, blev der arbejdet med at give Spøttrup Bæk et nyt og nordligere forløb.
- Den plan er ændret, så det er et helt andet og meget mindre projekt og meget billigere. Der, hvor åen ligger i dag, vil nok blive til en kanal eller et rørlagt system. Og sommerhusområdet skal være en del af kystsikringen af hele Hou by, siger Casper Grønborg, teknisk chef i Odder Kommune.
Ideen er, at der skal laves fem helårsgrunde samt 13 sommerhusgrunde. De skal hæves over terræn, så de kommer til at fungere som en sikring af sommerhusområdet syd for campingpladsen.