Annonce
Brædstrup

Ejere gør klar til salg: Planen var højst 10 år med campingplads

Ole Vinther styrer kanoudlejningen, og han bruger meget tid på at fragte kanoer fra Klostermølle til Gudenå Camping og gøre bådene klar igen. Foto: Henrik Sandvad
Ejerne af Gudenå Camping ved Brædstrup vil efter sæsonen sætte deres campingplads til salg.
Annonce

Brestenbro: Ejerne af Gudenå Camping, Helle Levring og Ole Vinther, vil efter sæsonen sætte deres campingplads til salg. Parret overtog i vinteren 2015 campingpladsen efter Anna og Henning Gregersen, som havde pladsen i 21 år.

Helle Levring og Ole Vinther er nu i gang med deres sjette sæson, og selvom den bliver deres hidtil bedste, har parret ikke planer om at fortsætte i mange år frem.

- Selvom det er dejligt og skønt at have en campingplads, er det også hårdt. Vi havde allerede  fra starten aftalt, at vi højst ville have pladsen i 8-10 år. Vi ved ikke hvor længe, det tager at sælge pladsen. Måske tager det nogle år, så derfor sætter vi den til salg, når vores hovedsæson er ovre, siger Ole Vinther.

Han er blevet 61 år, mens Helle Levring er 53, og især Ole kan godt mærke, at det fysiske arbejde med kanoerne er ved at blive for hårdt.

Ole Vinther styrer kanoudlejningen, og han bruger meget tid på at fragte kanoer fra Klostermølle til Gudenå Camping og gøre bådene klar igen. Foto: Henrik Sandvad

- Det er et rigtig hårdt arbejde at håndtere kanoerne, og jeg må erkende, at jeg ikke kan blive ved med at holde til det. Man skal jo passe på sig selv, for man også skal gerne have et godt liv i årene fremover, siger Ole Vinther.

Annonce

En livsstil

Haner oprindelig vvs-uddannet og har arbejdet en del år som sælger - blandt andet for Vølund, hvor han arbejdede, inden han sprang ud i campingeventyret. Helle Levring arbejdede som sagsbehandler inden for sygedagpenge-området i Vejle Kommune, før parret fra Østbirk købte Gudenå Camping med tilhørende bolig i 2015.

- Det er en livsstil at have en campingplads, og det har været spændende og sjovt. Det er lidt som en lille by, hvor man skal have kendskab til alt lige fra kanoer, miljø, fredninger til fødevarer. Det har været spændende og udfordrende at lære. Man kan også hurtigt prøve sine ideer af, og bliver det ikke nogen succes, gør det ikke så meget, så laver man det bare om til næste gang. Det er en sjov måde at arbejde på, siger Helle Levring.


Vi har besluttet, at vi skruer ikke ned for blusset. Vi kører fuld fart på med aktiviteterne, indtil det er solgt. Så vores gæster og andre vil ikke opleve, at der er noget, der er anderledes.

Helle Levring


De indrømmer, at de begge har mange ideer til forbedringer, som de ikke når at føre ud i livet. Der er nemlig uendelige udviklingsmuligheder på den over 50 år gamle campingplads.

- Vi har masser af ideer, men man kan ikke gøre alt. Så der vil også være nok af udviklingsmuligheder for nogle nye ejere. Hvis der kommer et par i 40'erne, som kan have pladsen i måske 20 år, vil det være helt perfekt, siger Helle Levring med et smil.

Annonce

Stadig fuld fart på

Ud over camping og kanoudlejning lægger Gudenå Camping også hvert år græs til forskellige træf. Det være sig lige fra Morris-træf til klubarrangementer og familiedage, og hvert år bliver campingpladsen også brugt til et træf for autocampere.

- De mange forskellige træf plejer at være rigtig hyggelige, og dem vil vi bestemt savne, men selvfølgelig også vores gæster og livet her. Vi har besluttet, at vi skruer ikke ned for blusset. Vi kører fuld fart på med aktiviteterne, indtil det er solgt. Så vores gæster og andre vil ikke opleve, at der er noget, der er anderledes, siger Helle Levring.

Der er en stor udskiftning på teltpladsen hver dag med nye sejlere, der kommer til Gudenå Camping, mens andre sejler afsted. Foto: Henrik Sandvad
Annonce

En god tid

Campingparret forventer, at det bliver med en klump i halsen, når de en dag skal forlade Gudenå Camping.

- Vi har haft mange skønne stunder her, og det vil vi bestemt savne. Det var en drøm, vi begge havde, som vi fik mulighed for at udleve, og det vil vi aldrig glemme. Når vi sælger, får vi til gengæld mere fritid sammen specielt om sommeren, og det vil vi også nyde. Det er der helt sikkert noget familie, som vil komme til at mærke, siger Ole Vinther med et grin.

Parret har dog ingen planer om, hvad der skal ske efter campingeventyret.

- Vi har ikke sat os fast på noget, så tiden må vise, hvad der så skal ske, siger Ole Vinther.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Tirsdagens corona-tal: Høje smittetal i Aarhus og Odder vækker bekymring i Horsens Kommune

Annonce