Horsens: Den rutinerede bagspiller Camilla Madsen har forlænget sin kontrakt med HH Elite.
Det var helt som ventet, at hun skrev under på det tilbud på den et-årige kontrakt, som Lars Frederiksen tilbød og præsenterede for hende.
- Der kommer mange nye spillere, så der kommer nok til at gå lidt tid med at få spillet til at fungere, siger Camilla Madsen.
- Jeg spillede på ungdomslandsholdet med Stephanie Andersen, der er et år ældre end mig, og jeg spillede sammen med Trine Knudsen i Fredericia, fortæller hun.
I øjeblikket har hun travlt på tre fronter.
- Jeg selvtræner og holder kontakten ved lige med de øvrige spillere, både danskerne og svenskerne. I Sverige er mulighederne lidt større, for Fitness er åbent, siger hun.
- Jeg slutter min bachelor i idrætsvidenskab i Aarhus og skal i gang med to et halvt år for at blive kandidat, og endelig kører jeg ambulance, siger hun.
Camilla Madsen var med til at sikre HH oprykning til ligaen i forrige sæson og var også med til at sikre klubben forbliven i rækken med sejren over Team Esbjerg. Hun spillede en enkelt sæson i Kolding-Vejen og to sæsoner i Fredericia.
HH Elite bliver forstærket med syv spillere Stephanie Andersen, Celine Holst Elkjær, Susanne Madsen, Maria Mose Vestergaard, Anne-Sofie Filtenborg, Julie Gantzel og Trine Knudsen.
De mange forstærkninger skaber kamp om pladserne, men vil samtidig forvandle Horsens-holdet fra et bundhold til et midterhold.