Annonce
Læserbrev

Byrådsmedlem vil have ny organisering: Vi skal sætte VitaPark fri

En sådan ny organisering vil kunne sætte gang i VitaPark og bedre udløse det kæmpe potentiale, som er i VitaPark. Der skal nemlig meget mere liv i bygningerne.

Læserbrev: Der er brug for en ny organisering af VitaPark, så vi kan få meget mere gang i dette fantastiske sted.

Der mangler at blive udløst en masse kreative kræfter, der kan skabe indhold, kreativitet og få mennesker til at mødes til oplevelser, koncerter, møder og alt muligt andet.

Nu hvor den tidligere leder er fratrådt, skal vi udnytte muligheden for at tænke nyt og ud af boksen. Jeg foreslår, at vi sætter VitaPark fri.

Det er desværre ikke muligt at lave en selvejende institution, hvilket kunne have været en rigtig god ide. Det er afprøvet, og det kunne ikke lade sig gøre.

Men vi kan gøre noget andet. Vi kan fra byrådet give VitaPark et frihedsbrev og danne en bestyrelse, der får overdraget ansvaret for driften af VitaPark.

En bestyrelse, som er frigjort fra forvaltningen, og som arbejder under de retningslinjer, som udstikkes af byrådet, og som lever op til den oprindelige og meget fornemme vision om en tredeling med sundhed, kultur og erhverv.

En sådan ny organisering vil kunne sætte gang i VitaPark og bedre udløse det kæmpe potentiale, som er i VitaPark.

Der skal nemlig meget mere liv i bygningerne. Lad kreativiteten blomstre. Få meget mere gang i Kulturkøkkenet. Brug mødelokalerne - ingen ved, de er der og kan bruges.

Jeg ser sikker på, at en ny bestyrelse vil handle ansvarligt - ansætte en kompetent og visionær ny leder, få styr på pengene og ikke bruge midler på luftige samskabelsesprojekter.

Kresten Bjerre. Arkivfoto
Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Leder For abonnenter

Leder: YouSee fyrer op under vigtig debat om tv-pakker

Det er noget af en hvepserede, tv-udbyderen YouSee har stukket fingrene i de seneste dage. Beslutningen om at smide Discovery-kanaler - Kanal 5, 6'eren, Canal 9 og Eurosport 1 og 2 - ud af tv-pakkerne fra årsskiftet berører cirka en million danskere, og det er især store sportsbegivenheder, der sætter fut i debatten. - I kan vælge Discovery blandt vælg selv-kanalerne, lyder det fra YouSee, men måske har de gjort regning uden vært: Tv-krigen eskalerede nemlig i aftes, da Discovery gik på banen med annoncer rundt om FC Københavns fodboldkamp i Europa League, hvor der blev opfordret til at vælge Stofa og en række andre aktører i stedet for YouSee - og at der i øvrigt ikke er gang i forhandlinger parterne imellem. Dansk Boldspil Union og Danmarks Idrætsforbund advarer om tab af nationalt tv-arvegods, når vigtige landskampe og dele af OL-dækningen forsvinder for mange. - I har selv solgt jer til privatkanalerne for ussel mammon, lyder modsvaret fra mange, og det argument er fair - med modifikationer. For eksempel er det ikke DBU, der sidder med rettighederne til EM-kvalifikationskampe. De forhandles fra centralt hold i det europæiske fodboldforbund UEFA. Alligevel må idrætsforbundene vedkende sig en del af ansvaret for deres interesseorganisationers valg. Striden åbner en anden spændende diskussion: Har tv-pakker så overhovedet en fremtid? Antenneforeningerne argumenterer med, at de på vegne af tusindvis af medlemmer skaffer kanalerne langt billigere, end hvis vi alle selv satte pakker sammen. Omvendt er jeg en af dem, der har 70+ kanaler i min store tv-pakke, og et konservativt bud er, at jeg aldrig er forbi de 40 af dem. Og er det ikke sådan med sport, at hver gang, man siger til sig selv: Nu har jeg de kanaler, jeg skal bruge, for at se AC Horsens, åbner der en ny...? En krølle på halen er, at de fleste børn og unge i dag er flintrende ligeglade med kanalpakker og flow-tv. De finder alt på YouTube og streaming-tjenester, så måske dør denne diskussion af sig selv om føje år.

Annonce