Annonce
Horsens

Byrådsmedlem: Sexisme og seksuelle krænkelser findes overalt i samfundet - også i mit eget parti

Byrådsmedlem Lisbeth Torfing (EL), har aldrig oplevet seksuel chikane fra politiske kolleger, men hun har oplevet sexisme - forskelsbehandling på baggrund af køn - i sit eget parti, blandt andet i forbindelse med opstillingen af kandidater til regionsrådsvalget. Arkivfoto: Morten Pape
Lisbeth Torfing (EL) var en af 322 medunderskrivere på et debatindlæg i Politiken i weekenden. Kvinderne tilkendegiver, at de er stødt på sexisme og sexchikane i deres politiske arbejde. I Horsens Byråd oplever Lisbeth Torfing dog generelt en respektfuld tone imellem kønnene.
Annonce

Horsens: Byrådsmedlem Lisbeth Torfing (EL) er en af de 322 kvindelige politikere, der i et debatindlæg i dagbladet Politiken i weekenden tilkendegav, at de har oplevet sexisme og sexchikane i det politiske miljø.

- Når jeg har skrevet under, er det, fordi at jeg ved, at sexismen og de grove krænkelser findes - i mennesker og i alle former for organisationer. Det findes overalt, også i mit eget parti, der jo ellers er et feministisk parti, konstaterer hun.

Hun understreger over for Folkebladet, at hun med sin underskrift ikke refererer til personlige oplevelser med hverken sexisme eller sexchikane blandt kollegerne i Horsens Byråd.

- Tværtimod vil jeg gerne rose mine kolleger for den gensidige respekt mellem kønnene. Det er min klare opfattelse, at vi har en ordentlig tone og et godt arbejdsmiljø. Jeg har da nok hørt en enkelt eller to dårlige jokes om kvinder fra en mandlig byrådskollega, men det har været enkeltstående hændelser og ikke et spørgsmål om en dårlig kultur, siger Lisbeth Torfing.

- Derudover har jeg oplevet ved partiledermøder, hvor jeg var den eneste kvinde tilstede, at en kollega kaldte mig "min blomst". Det er jo forholdsvis uskyldigt og ikke ondt ment, men det er jo ikke underbyggende for ens autoritet som partileder, siger hun.

Annonce

Sexisme ved opstillingsmøde

Forud for et regionsrådsvalg oplevede Lisbeth Torfing sexisme - altså forskelsbehandling på baggrund af køn - i Enhedslisten. To kvinder fik klart flest stemmer og stod derfor til at blive placeret øverst på opstillingslisten.

- I den efterfølgende diskussion blev der argumenteret for, at en mand, der havde fået markant færre stemmer, skulle rykkes op på listen, fordi der kun var stemt på kvinderne, fordi de var kvinder. Det var ren spekulation, og det var i øvrigt kvinderne, der fagligt var bedst kvalificerede til posterne, siger hun.


Når jeg har skrevet under, er det, fordi at jeg ved, at sexismen og de grove krænkelser findes - i mennesker og i alle former for organisationer.

Lisbeth Torfing (EL), byrådsmedlem


Lisbeth Torfing har aldrig oplevet sexchikane fra politiske kolleger, men hun nævner et eksempel fra den seneste valgkamp.

- Det var efter tv-debatten på Industrimuseet. Da vi nogle dage senere førte kampagne på Søndergade, kom en ældre mand hen til mig og sagde, at han var helt vildt uenig med mig politisk, men at han havde stået bag mig ved tv-debatten og nydt synet. Det var ret ubehageligt. Hvorfor var det nødvendigt at sige det? Med det, han sagde, underkendte han jo også, at jeg var der som politiker, og ikke som kvinde, siger Lisbeth Torfing.

Annonce

Borgmester: Ulykkelige historier

Byrådets øverste leder, borgmester Peter Sørensen (S), siger, at han er glad for, at debatten om sexisme og sexchikane er kommet på dagsordenen. Også selv om han ligesom Lisbeth Torfing aldrig har oplevet andet end en respektfuld tone kønnene imellem i Horsens Byråd.

- Den seneste tids udmeldinger viser, at vi har store udfordringer med det her generelt i samfundet. Det er ulykkelige historier, der er kommet frem, og det tager jeg meget alvorligt. Jeg er ikke stødt på det i Horsens i min tid som politiker, hvor jeg synes, at arbejdet er præget af ligeværdighed og respekt, men det ændrer ikke ved, at der er brug for et vedvarende fokus på, at det også kan ske hos os, siger han.

Kommunernes Landsforening (KL) bebudede fredag, at man vil lave et sæt fælles guidelines til landets byråd om, hvordan man kan håndtere sexisme og sexchikane.

- Det hilser jeg meget velkomment. Vi skal også tage debatten i Horsens og italesætte, at vi fortsat har fokus på respekt og ligeværd, og at vi i det politiske arbejde vægter kvalitet og kompetencer og ikke køn, siger Peter Sørensen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce