Annonce
Sport

Byrådsflertal dribler uden om borgmesteren: Aftale om nyt lys og tilbud om godt græs til VB

Vejle Stadion led mildest talt under årets tidlige kampe - her Lukas Engel i aktion. Siden er der kommet mere styr på baneforholdene, men hvis VB selv vil, er et flertal i byrådet klar til at finde frem til en aftale om at anlægge en ny bane. Foto: Mette Mørk
Socialdemokratiet, SF, Konservative og Radikale klar med aftale, der vil sikre nok lys til at fastholde muligheden for at spille hjemme på Vejle Stadion. Hvis VB anmoder om det, kan der også laves aftale om en ny bane.

Vejle: Der kommer bedre lys over begivenhederne på Vejle Stadion, og måske en ny grønsvær til at sikre, at det er et godt underlag for præstationerne.

Det stod mandag klart, da Socialdemokraterne, SF, Konservative og Radikale har forhandlet sig frem til en aftale udenom borgmesterpartiet Venstre.

De fire partier tæller i alt 16 mandater ud af byrådets 31 mandater. Derfor har de flertal for løsningen uanset om Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og den konservative løsgænger Kim Hesel bakker op.

Annonce

- Vi har forhandlet over weekenden - for vi skal jo nå frem til en løsning, forklarede den socialdemokratiske gruppeformand og borgmesterkandidat, Martin Sikær, inden et møde mellem alle byrådets partier mandag aften.

Aftalen sikrer, at lyset på stadion bliver opgraderet, så det opfylder kravene fra Dansk Boldspil-Union. Det var det krav, der i sidste ende kunne betyde, at VB måtte spille sine hjemmekampe på fremmed græs, fordi DBU ikke ville forlænge dispensationen.

Et andet spørgsmål er selve spilleunderlaget. Her foreslog borgmesteren på byrådets seneste møde, at kommunen anlagde en såkaldt "hybridbane". Som de fleste fodboldtilhængere nok husker, var banen i en elendig forfatning ved årets første hjemmekampe. Derfor forslaget om en nyanlagt bane.

Lang debat uden resultat

Det forslag skilte for alvor vandene i byrådet. Det lykkedes ikke Venstre og borgmesteren at overbevise byrådskollegerne om hverken behovet eller lovligheden i projektet - trods opbakning fra kommunens juridiske afdeling.

I sidste ende blev hele sagen udsat efter mere end en times debat. Umiddelbart meldte borgmesteren ud,  at der skulle forhandles torsdag - ikke mindst, fordi renoveringen af lysanlægget haster i forhold til de lovpligtige udbud. Det lykkedes dog ikke at gennemføre forhandlingerne før bededagsferien - derfor var det først mandag aften, at parterne mødes.

Sådan lyder aftalen om stadion

Sådan lyder aftalen, som et flertal på 16 medlemmer af Vejle Byråd er enige om.

  1. At lysanlægget på Vejle Stadion opgraderes, så det imødekommer de af DBU fremsatte krav for stadion, hvor der afvikles superligakampe. Finansiering sker via kassetræk.
  2. At der, såfremt Vejle Boldklub henvender sig med ønsket, kan indledes dialog om fremtidens baneforhold på Vejle Stadion. Finansieringen vil i indeværende budgetår skulle ske som et kassetræk. Beløbet forrentes til markedsrenteniveauet for forbedringer af lejemål, og der fastsættes en passende og ekstern godkendt afskrivningsprofil.
  3. At lejekontrakten mellem Vejle Kommune og Vejle Boldklub genforhandles, så den lever op til alle lovmæssige krav, der måtte være til en sådan aftale, og så der tages udgangspunkt i, at der spilles i Superligaen, samt tager højde for de forbedringer, der måtte foretages.
  4. At der, som forudsætning for ovenstående, indgås en bindende aftale med Vejle Boldklub om, at det endelige lejeniveau først kendes og tiltrædes, når det er godkendt af et uvildigt advokatkontor.

Her drøftede formændene for byrådets partier plus løsgænger Kim Hesel de fire forligspartiers  forslag til en løsning - der blandt andet indebærer, at Vejle Boldklub selv som lejer af stadion skal komme med et ønske om anlæg af en ny bane.

- Vores forslag handler om at sikre, at det, vi gør, er lovligt i forhold til, at kommunen ikke må støtte private virksomheder. Samtidig skal det beskytte Vejle Boldklub, siger Martin Sikær om forslaget, der på en række punkter minder om det, hans parti fremsatte i byrådet.

Annonce

For godt til at være sandt

Sammen med den konservative viceborgmester, Dan Arnløv, har den socialdemokratiske gruppeformand under hele forløbet undret sig over, at Vejle Boldklub ifølge det oprindelige forslag kunne få nyt lys og ny bane for en huslejestigning på blot 702 kroner om året.

- Det lyder for godt til at være sandt, og så er det ofte ikke sandt, lyder det fra Martin Sikær.


Vi skriver ikke hybridbanen ind i forslaget. Det må være op til VB.

Martin Sikær, gruppeformand for Socialdemokratiet


Ifølge viceborgmester og kultur- og idrætsudvalgsformand Dan Arnløv har de fire partier talt sammen for at finde en løsning efter den kaotiske debat på byrådsmødet:

- Det var dårligt politisk håndværk fra borgmesteren. Derfor har vi talt os frem til en løsning, siger Dan Arnløv.

Borgmester Jens Ejner Christensen indskrænker sig til at glæde sig over, at der nu er flertal for en løsning.

Umiddelbart er borgmesteren dog uenig i forslaget om at hente pengene i kassen i stedet for den reservepulje, han selv pegede på. Derfor tvivler han på, at Venstre vil lægge stemmer til flertallets model til lys og muligvis nyt græstæppe på det kommunale stadion.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce