Annonce
Hedensted

Byråd godkender ny skolepolitik - men finansiering er ikke på plads endnu

Høringssvarene til kommunens nye skolepolitik er meget positive, men der skal findes 34 mio. kr., hvis den skal føres ud i livet, viser analyse. Arkivfoto: Martin Ravn
En ny politik på skoleområdet skal give mere fokus på dannelse. Forvaltningen regner stadig på økonomien.
Annonce

Hedensted: Der var masser af rosende ord til den nye børne-, unge- og skolepolitik, som et enigt byråd vedtog på et møde onsdag aften. Udgangspunktet er, at der skal mere fokus på trivsel og dannelse, og det er noget, både skolebestyrelser, børnehavebestyrelser og politikere er enige om.

- Vi har haft en god proces, og der er i høringssvarene stor tilfredshed med politikken. Det kan næsten ikke være bedre, sagde Torsten Sonne (SF), næstformand i udvalget for læring, som præsenterede den nye politik på byrådsmødet onsdag i formand Ole Vinds (V) fravær.

Birgit Jakobsen (KD) var også godt tilfreds, men hun er ikke parat til at klappe i hænderne endnu.

- Det er en rigtig fin politik, men vi vil holde øje med, hvordan den bliver implementeret, sagde hun.

I det hele taget var der kun lovord i forhold til den nye politik på byrådsmødet onsdag, men diskussionerne kan måske komme efter sommerferien, når der skal findes penge til at gennemføre den.

En skoleanalyse, der er lavet i forbindelse med skolepolitikken, viser, at der er brug for en tilførsel på 34 mio. kr., hvis skolerne skal kunne leve op til de fine ord.

Annonce

Økonomi diskuteres til august

Når finansieringen ikke blev behandlet på byrådsmødet samtidig med skolepolitikken, skyldes det, at udvalget for læring har sat forvaltningen i gang med at lave udregninger på en række forskellige områder.

Det skal blandt andet undersøges, om de tomme kvadratmeter på affolkede skoler kan udnyttes bedre, om lederne på små skoler kan deltage i undervisningen, og om skolerne skal blive ved at levere penge tilbage til kommunekassen, hver gang de mister elever.

Der skal også kigges på viften af specialtilbud, muligheden for at holde eleverne i egne skoler, og om det giver mening at ændre på de nuværende skoledistrikter.

Regnestykker er der altså nok af, men resultaterne ligger ikke klar, før først læringsudvalget og senere byrådet mødes igen til august.


Det er en rigtig fin politik, men vi vil holde øje med, hvordan den bliver implementeret.

Birgit Jakobsen (KD)
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce