Annonce
Brædstrup

Bypedeller og pænere hovedgade: Byforskønnelse fyldte dagsordenen til foreningstræf i landsby

I Nim er det lokale fællesråd i gang med flere tiltag for at skabe en mere attraktiv landsby. Ud over en pænere hovedgade ønsker fællesrådet også frivillige bypedeller til at ordne byens udearealer. Her ses formand Jens Pedersen (t.h) i selskab med Sven Jørgensen fra fællesrådet. Arkivfoto: Henrik Sandvad
Fællesrådet vil gerne gøre Nim til en attraktiv bosætningsby, og derfor fyldte byforskønnelse en del, da det rådet forleden inviterede foreninger og borgere til foreningstræf i forsamlingshuset.

Nim: I det seneste par år har byggeriet af en ny købmandsbutik været det store trækplaster, når Nim Fællesråd har holdt det årlige foreningstræf i byens forsamlingshus. Den nye dagligvarebutik åbnede imidlertid 1. juni, så i år var dagsordenen præget af mindre emner, og det kunne ses på antallet af deltagere.

Blot 20 var mødt op for at høre om, hvad det lokale fællesråd har beskæftiget sig med i løbet af året. Sidste år åbnede Nim Fællesråd for, at Hovedgaden igennem byen skulle forbedres og forskønnes. Siden sidste år har Hovedgaden fået ny asfalt, så nu er drømmen, at den kan pyntes med vejtræer, blomsterkummer og ikke mindst cykelbaner i siderne, så den tidligere amtsvej får et kønnere udtryk.

- Status er, at vi stadig afventer, hvad kommunen har af prioriteter inden for området. Vi synes jo, at det, som er blevet lavet i Aastruplund, ser rigtig godt ud, og sådan en løsning kunne vi også godt tænke os her i Nim. Men det vil vi egentlig gerne i dialog med kommunen om, siger Jens Pedersen, formand for Nim Fællesråd.

Annonce

Nim Fællesråd

Til foreningstræffet i Nim var hele bestyrelsen i Nim Fællesråd på valg. Bestyrelsen blev genvalgt, og den konstituerede sig efter mødet med den samme fordeling af posterne.

Formand: Jens Pedersen
Kasserer: Carsten Thrue
Børge Sørensen
Sven Jørgensen
Henrik Madsen

Vil oprette bypedeller

I Hovedgård er man i 2019 startet ud med at have en gruppe bypedeller, som hjælper til med at holde landsbyen pæn, og en sådan løsning ser fællesrådet også gerne indført i Nim. Rådet har således tænkt sig at søge af de midler, som kommunen påtænker at afsætte til materiel til næste år.

- Vi har efterhånden mange stier og arealer, som godt kunne trænge til at blive vedligeholdt. Det samme skal det også omkring den nye købmandsbutik. Jeg tror godt, vi inden foråret kunne samle et hold, som kunne have lyst til det, siger Jens Pedersen.

Til foreningstræffet blev der også diskuteret muligheden for at oprette en kanonholdeplads ved Gudenåen, og det skal nu undersøges nærmere.

Købmand i fremgang

På mødet var der også stor interesse for, hvordan det går med byens nye købmandsbutik, og her havde formanden godt nyt.

- Jeg havde lige talt med Ann Hansen fra butikken inden mødet, og hun glæder sig over, at omsætningen er stigende. Det går godt med den lokale opbakning, og salget til vejkunder er også steget, så det ser heldigvis ud til, at tingene går fremad, siger Jens Pedersen.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce