Annonce
Kultur

Byguider skal fortælle turisterne om Brandes fortræffeligheder

Brandes unikke gavlmalerier er selvfølgelig et af de oplagte mål for byguiderne. Arkivfoto: Mikael Lund
Arbejdsgruppen håber på mindst 20 byguider i Brande og satser på mange henvendelser.
Annonce

Brande: En arbejdsgruppe har nu sat sig for at få uddannet byguider, der kan fortælle turister og andre om Brandes fortræffeligheder. Arbejdsgruppen bestående af Ilse Christensen, fhv. bibliotekar og en af initiativtagerne bag etableringen af Dok Arends, Inger-Lise Katballe, formand for Kræftens Bekæmpelses lokalafdeling i Ikast-Brande og tidligere økonomidirektør i Ikast-Brande Kommune, Kirsten Holst, bestyrelsesmedlem i DOF – Brande-Nr. Snede og Inge Kristiansen, skoleleder i DOF.

I første omgang lægger arbejdsgruppen op til, at det først og fremmest er turisterne, der skal være fokus på. Til det formål håber arbejdsgruppen på at uddanne mindst 20 byguider.

En byguide i Brande er en person, som har en generel viden om Brande, viden om guidning og samtidig har en særlig god viden på et konkret område, som han/hun kan formidle til turister. Det kan eksempelvis ske i form af rundvisninger i byen til de attraktioner, som turisterne ønsker at se og høre om. I første omgang har arbejdsgruppen haft fokus på Brande by, så rundvisningen skal kunne klares i form af en gåtur. Hvis en bus med turister dukker op og f.eks. ønsker at besøge Uhre Kirke, vil dette ønske blive forsøgt efterkommet sammen med byguiden.

Projektgruppen lægger op til, at de specialområder, som byguiderne skal kunne fortælle om, er følgende: Gavlmalerierne, Brandes religiøse mangfoldighed, blandt andet Brande Kirke, baptistkirken og hindutemplet, Remisen, den bynære natur og, Street Art.

Desuden vil der blive sat fokus på Brandes historie, erhvervslivet, stationen med mere.

Annonce

Stram tidsplan

Det er lykkedes arbejdsgruppen at få fat i kompetente undervisere inden for de forskellige områder. Arbejdsgruppen har været meget ambitiøs, for målet er, at allerede denne sommer skal byguiderne være uddannede og i gang. Uddannelserne vil foregå i juni måned.

Corona-krisen har sandsynligvis medført, at langt flere danskere både i år og næste år holder ferie i Danmark, så det indebærer måske også et øget antal turister til Brande.

Arbejdsgruppen lægger op til et tæt samarbejde med Brande.dk, Brande City, Lions, byens restauranter, campingpladsen, Dok Arends, VisitHerning og mange andre, som har interesse i området. Uddannelsen af byguiderne kan ikke realiseres uden økonomiske midler. Det klares via DOF, som blandt andet betaler udgifterne til underviserne. Der er således ikke medfinansiering fra VisitHerning, som nu er en sammenlægning af Herning og Ikast-Brande turistkontorer. Hvis der kommer godt gang i byguidningen vil der blive opkrævet betaling fra de turister, der efterspørger en sådan.

Arbejdsgruppen håber nu blot på, at mange melder sig som interesserede i uddannelsen som byguide.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce