Annonce
Brædstrup

Byggetilladelsen er i hus: Nye rækkehuse får byggestart i januar

Grunden på Vestergade 47 er gjort klar til de nye rækkehuse. I baggrunden ses Ringparken, som Andelsboligforeningen Odinsgaard også ejer. Boligforeningen planlægger derfor at bruge viceværten i Ringparken til at betjene beboerne i de nye rækkehuse. Foto: Henrik Sandvad
Med syv måneders forsinkelse ser der nu endelig ud til at komme i gang i byggeriet af nye rækkehuse på Vestergade 47 i Brædstrup.

Brædstrup: Byggetilladelsen er i hus, og det det er nu op til entreprenøren, hvornår byggeriet går i gang.

Sådan lyder meldingen fra direktør i Andelsboligforening Odinsgaard, Michael Meldgaard. Han glæder sig over, at byggeriet af boligforeningens otte nye rækkehuse på Vestergade 47 endelig kan gå i gang - cirka syv måneder efter den oprindelige plan.

- Vi har fået byggetilladelsen til projektet, så vi forventer, at støbning af sokkel og selve byggeriet går i gang snarest muligt. Vi er også helt klar. Vi har fået fjernet det gamle hus på adressen, så selve byggeriet vil gå i gang på et tidspunkt i januar, siger Michael Meldgaard.

Håndværkerne skulle allerede være begyndt før sommerferien sidste år. Projektet blev imidlertid forsinket på grund af den kommende Banesti, som skal løbe lige forbi de nye rækkehuse. Dermed skulle et areal på cirka 80 kvm på matriklen fordeles mellem Horsens Kommune til stien og resten til boligforeningen. Den sag blev ordnet i Geodatastyrelsen, men det betød også, at byggeprojektet blev forsinket med næsten et halvt år.

Annonce

Vi har fået byggetilladelsen til projektet, så vi forventer, at støbning af sokkel og selve byggeriet går i gang snarest muligt.

Michael Meldgaard, direktør, Andelsboligforeningen Odinsgaard

De første er på venteliste

Direktøren for Andelsboligforeningen Odinsgaard oplyser, at byggeperioden på de nye rækkehuse bliver cirka et år. Han tør dog ikke spå om, hvornår de nye beboere vil kunne flytte ind.

- Jeg vil være ked af at melde et tidspunkt ud omkring indflytning allerede nu. Hvis vinteren pludselig melder sin ankomst med 10-15 graders frost, kan det forsinke byggeprocessen, siger Michael Meldgaard.

I boligforeningen oplever man stor interesse for at bo i de nye boliger, som er fire rækkehuse med tre værelser på 96 kvm og fire rækkehuse med fire værelser på 104 kvm.

- Vi har skrevet de første op på en venteliste, og er man interesseret i at komme ind og bo der, er det bedste, man kan gøre, hurtigt at melde sig ind i boligforeningen og blive skrevet op, siger Michael Meldgaard.

Mange boliger på vej

Der er i disse år grøde i boligmarkedet i Brædstrup, og der er flere nye boligprojekter på vej, blandt andet på krogrunden og den tidligere energigrund. Det kan godt give konkurrence om lejerne i midtbyen i nær fremtid.

- Der vil komme mange nye boliger inden for en kort periode i Brædstrup. Der er heldigvis forskel på, hvem der gerne vil bo i etagebyggeri, og hvem der gerne vil bo i rækkehuse. Om Brædstrup er stor nok til det hele, er svært at sige. Men så er det op til, hvem der kan tilbyde den bedste pris og levere den bedste service. Her synes vi dog, at vi står stærkt, siger Michael Meldgaard.

Det er Hegermann Huse i Brædstrup, som står for opførelsen af de otte nye rækkehuse. Hele byggesummen er på 16.944.000 kroner.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
DEBAT

Opdateret: Kommentarfeltet under artikler virker igen

INFO: Vi har haft nogle tekniske problemer på vores hjemmeside, som har betydet, at det ikke har været muligt at debattere og skrive kommentarer under artiklerne. Problemet er nu løst. Vi beklager bøvlet og takker for tålmodigheden.

Annonce