Annonce
Horsens

Byggefirma med vild rekord: Omsætning steg med 70 procent

Dansk Boligbyg havde sidste år rekordomsætning, og administrerende direktør Anton Nørgaard tror på fortsat positiv udvikling i selskabet, hvor der nu er særligt fokus på at løfte indtjeningen. Arkivfoto
Dansk Boligbyg har sidste år slået rekord i både omsætning og overskud. Men bundlinjen er ikke vokset i samme takt som omsætningen.

Horsens: Dansk Boligbyg har rundet en årsomsætning på halvanden milliard.

Det fremgår af et netop aflagt årsregnskab for perioden 1. april 2018 til 31. marts 2019. Her viser tallene, at Horsens-selskabet i regnskabsåret solgte boliger for cirka 1,56 milliarder kroner. Det er en stigning på hele 70 procent i forhold til året før, og det er virksomhedens absolutte rekord.

Omsætningen er højere end forventet, skriver ledelsen i regnskabets beretning og uddyber:

- Der har i årets løb været mange muligheder for opgaver og kontrakter, enten ved licitationsbud eller i forhandling. Det er lykkedes at komme med i de opgaver og det antal, som vi gerne har villet.

Dansk Boligbyg A/S

  • Opfører og projekterer både ungdoms- og kollegieboliger, almene boliger, andelsboliger, ældreboliger, plejeboliger, handicapboliger, hotelbyggeri samt skole- og institutionsbyggeri og private boliger til salg og udlejning. Partnering, OPS, OPP og renoveringsopgaver i hovedentreprise er også en del af virksomhedens hovedaktiviteter.
  • Virksomheden er udelukkende styrings-entreprenør, så opgaverne løses i samarbejde med lokale fagentreprenører, leverandører og rådgivere.
  • Er stiftet i 1998 af Ole Rasmus og Kristen Laursen.
  • Ejerkredsen blev udvidet den 7. juli 2008, da Dansk Boligbyg Medarbejderselskab ApS, stiftet af en kreds af medarbejdere, overtog 49 procent af aktiekapitalen.
  • Siden 2008 har firmaet haft adresse på Erhvervsbyvej i Horsens, hvor domicilet deles med med blandt andet søsterselskabet Base Erhverv A/S. Domicilet er lige nu under udvidelse på baggrund af vækst i begge firmaer.
  • Firmaet beskæftiger cirka 100 medarbejdere, primært projektledere. Det er cirka 25 procent flere end for et år siden. Cirka halvdelen af medarbejderne er ansat i Horsens.
  • Foruden hovedkontoret i Horsens er der afdeling i Odense, Aalborg og to i Roskilde.

Resultat fulgte ikke med

Trods et stort udbud af opgaver hersker der stadig kraftig priskonkurrence om opgaverne, fastslår ledelsen. Samtidig har løn og prisen på materialer og byggekomponenter været stigende, og resultatet på bundlinjen er derfor ikke fulgt med i samme takt som omsætningen.

Overskuddet før skat er i runde tal 29,1 millioner kroner mod 27,1 millioner kroner året før. Det svarer til en stigning på 7,4 procent, mens omsætningen altså steg 70 procent.

- Et acceptabelt resultat, konkluderer ledelsen i regnskabet.

Her stilles der positive forventninger til fremtiden. Selskabet forventer i indeværende regnskabsår en omsætning i niveauet 1,3 milliarder kroner og et resultat omkring 30 millioner kroner. Forventningen bygger blandt andet på, at en stor del ordrer allerede er i hus, oplyser administrerende direktør Anton Nørgaard i en pressemeddelelse.

Vil hæve indtjeningen

Virksomheden arbejder målrettet med en strategiplan frem mod 2022, som med fokus på blandt andet udvikling af organisationen og effektivisering med digitale værktøjer skal sikre kontrolleret vækst og øget indtjening.

- Investeringer i nye digitale værktøjer skal medvirke til at minimere vores usikkerhed og risiko i projekt- og økonomistyringen af vores byggesager, forklarer Anton Nørgaard.

På sigt er det ambitionen at løfte indtjeningen fra det nuværende niveau på knap to procent i overskudsgrad til op mod seks procent, siger han.

Egenkapitalen voksede i regnskabsåret fra cirka 71,9 millioner til cirka 79,5 millioner kroner.

Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

På samme måde kan man i klimadebatten spørge: Kan det nu også passe?

Læserbrev: Da jeg i sin tid underviste elektrikerlærlinge, sagde jeg til dem, når de skulle beregne en kondensator, at de lige skulle stoppe op og spørge sig selv: "Kan det nu også passe?" Ellers kunne man med alle de mange millioncifre få en kondensator ud af det, som rent fysisk næppe kunne være i en stor beboelsesejendom. På samme måde kan man i klimadebatten spørge: Kan det nu også passe? Ida Auken fortæller verdens mægtigste mand, hvordan han skal bære sig ad - for hun ved det om nogen. Jeg er bestemt heller ikke enig i Trumps klimapolitik, men Ida Auken ved godt, hvad der giver pote i medierne. Macron rider med på den klimabølge, der giver bonus i øjeblikket, og siger om brandene i Amazonas regnskove, at Jordens lunger brænder, vi må gøre noget! Den går rent ind - eller gør den? Er lunger ikke noget, der optager ilt? Og er der ikke forskere, der siger, at underskoven i regnskoven forbruger næsten lige så megen ilt, som træerne producerer? Det er havet, der er verdens iltmager. Selvfølgelig skal man ikke underkende træernes optag af CO2, som er meget vigtig. Et stort problem ved de skovbrande er også den CO2, der dannes. Greta Thunberg sejler til USA under stor bevågenhed og flyver hjem i hemmelighed! Dansk Folkeparti er nu også klimabevidste, for i fortvivlelsens stund er man jo nødt til at få surfbrættet op på den klimabølge, hvor man før skred i kultveilten op til valget til stor glæde for Danmarks Radios journalister, der jo nødigt ser deres grønne gren savet over af DF. Jeg er ikke på Facebook, så alle I, der nu vil give mig en over nakken med svulstige gloser over dette indlæg, må finde jer i, at jeg ikke kan læse det. Jeg vil så i sandhedens navn lige nævne et par ting: Jeg cykler, når jeg skal købe ind, og har min cykelkurv med til varerne, så jeg ikke skal bruge plastposer. Jeg har aldrig været i Thailand på ferie - jeg foretrækker at cykle på ferien i vort dejlige land, som jeg holder af og er så heldig at leve i.

Annonce