Annonce
Livsstil

Helle har brugt fem år på at bygge sit drømmehus: - Hele huset her samler på historier

Helle Hestbjerg har bygget sit drømmehus på fem år og vil gerne være med at inspirere andre, der går med nybyggerdrømme. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Huset er bæredygtigt, og Helle Hestbjerg er gældfri. Det er den slags frihed, der betyder noget for den 57-årige kvinde, der på fem år har bygget sit eget hus i økolandsbyen Friland på Djursland.

Køkkenet stammer fra et nedrivningshus, og spindeltrappen er fra Aarhus Teater. På ydersiden er det kalmarbrædder, der beskytter mod vind og vejr. Væggene indenfor er belagt med lerpuds, og det er en fleksovn, der varmer det 67 kvadratmeter store hus op, når Hr. Vinter melder sin ankomst (huset har tykke vægge, så det er et indvendigt mål).

Det har taget Helle Hestbjerg fem år at bygge sit drømmehus. Målet var dels at gøre det bæredygtigt, dels at kunne bygge det uden at stifte gæld. Det er lykkedes - i hvert fald næsten. Hendes kæreste har hjulpet med et lille lån til det allersidste.

Udestuen tæller med i husets energiberegning, og Helle Hestbjerg har altid drømt om at have sådan et sted. - Her sidder jeg om morgenen og drikker min te, når det ikke er for varmt. Jeg nyder det helt vildt meget, fortæller hun. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Helle Hestbjerg kunne flytte ind i september 2020.

Annonce

- Det kan slet ikke beskrives med ord. Det er bare fedt. Man bliver høj af at flytte ind og indrette, fortæller hun og tilføjer:

- Jeg er 57 år nu og har mange gode år tilbage. Den tid vil jeg gerne bruge på blandt andet projekter og som frivillig i foreninger.

Et økolandsby på Djursland

Og den tid har hun fået, også selv om det nu er haven, der står for skud. Her skal anlægges en permakulturel skovhave, der skal efterligne naturens urskov. Men den arbejdsopgave lader ikke til at genere husbyggeren. Så længe hun selv kan vælge, hvad hun vil bruge sin tid på, er hun tilfreds.

Præcis den tankegang var også motivationen for at flytte til økolandsbyen Friland tilbage i 2002 og være med til at bygge det lille samfund op. Dengang flyttede hun sammen med sin mand og tre børn fra et bindingsværkshus, og hun sagde sit arbejde ved Danmarks Jordbrugsforskning op. Helle Hestbjerg kalder det ikke et fravalg, men et tilvalg. I stedet blev hun selvstændig med fokus på blandt andet kvinders cyklus, MA-URI kropsterapi og at stimulere intuition ved fødslen. Familien var sammen om at bygge et halmhus (et hus, hvor isoleringen består af halm).

Men senere ramte en skilsmisse. Efter at have landet i det og sundet sig skulle Helle Hestbjerg tage en beslutning: Hvad så nu? Beslutningen blev at blive i Friland og at bygge sit eget hus. Hun blev selv bygherre og arkitekt. Og det var en fordel at kunne trække på lærdommen fra det første husprojekt.

- Jeg har været heldig, for der har været meget lidt med det nye hus, hvor jeg haft det sådan: Her tænkte du dig ikke om. Jeg havde erfaring med at bygge fra halmhuset. Idéer til hvad der dur, og hvad der ikke dur. Og naboer og venner, som jeg kunne sparre med. Nu er der kun ting tilbage, som er sjove, fortæller hun og refererer til haven, til de manglende lister indenfor og andre indretningsidéer, der kommer hen ad vejen.

Økolandsbyen Friland

En økolandsby, hvor beboerne eksperimenterer med at indrette hverdagen anderledes med vægt på bæredygtig livsstil, gældfrihed og selvstændigt erhverv.

Friland blev grundlagt i 2002. Dengang boede der 30 mennesker. I dag er landsbyen vokset til 110, hvoraf 70 er voksne.

Når et jordlod eller et hus kommer til salg, bliver det annonceret bredt, og Friland vælger de ansøgere, som passer bedst ind. Nøgleordet er mangfoldighed. Man kan blive skrevet op på en interesseliste via hjemmesiden.

Det er også muligt at opleve Friland ved at komme på rundvisninger eller til Frilandsmesse, der finder sted hvert år om sommeren.

Læs mere på hjemmesiden  www.friland.org.

Det er småting, når man spoler tiden fem år tilbage til dengang, hvor byggeprojektet begyndte med 334 tomme kvadratmeter.

Annonce

Egen bygherre og arkitekt

Det første, der skulle til, var at få tilladelse fra Friland til at købe jordlodden. Dernæst indrettede Helle Hestbjerg en 42 kvadratmeter beboelsespavillon og en pavillon til sin klinik for kropsterapi samt til den 14-årige datter, der stadig boede hjemme på det tidspunkt.

- Jeg brugte meget krudt på at indrette mig midlertidigt og et år på at sunde mig. Efter jeg var faldet lidt til ro, begyndte jeg at tænke på fremtiden. Så lavede jeg en projektplan. Hvis byggeriet tog fem år, ville jeg være gældfri. Det er der en frihed i. Det er også derfor, at stedet her hedder Friland. Det giver én tid til at hoppe af hamsterhjulet. Det er et centralt parameter, forklarer hun.

- At bygge sit eget hus kræver en million beslutninger. Jeg er endt sådan her ved at vende idéer med andre mennesker, lave skitser og koble hovedet fra og indfølingsevnen til: Hvad vil være godt? fortæller Helle Hestbjerg. Her ses soveværelset og de lerpudsede vægge, som hun har valgt ikke at male over. Foto: Birgitte Carol Heiberg
- Noget af det, som også ligger mig meget på sinde, er størrelsen på huset. Overvej, hvordan man udnytter pladsen multifunktionelt. Der er masser af skabsplads i kanten, da huset er cirkulært, fortæller husbyggeren. For eksempel skabene i stuen. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Badeværelset. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Dernæst satte hun sig til at tegne skitser. Mange idéer var på bordet, men noget var hun sikker på. Ud over at huset skulle give hende frihed, så var et grundkriterie, at det skulle have organiske former - ganske enkelt fordi det er hun glad for. Og så skulle det være relativt simpelt.

Helle Hestbjerg bliver selv bygherre og arkitekt på projektet, men får en ingeniør til at udregne statik-beregninger af de bærende konstruktioner, som kommunen skal have. Selv om man bygger et alternativt hus, skal bygningsreglementet stadig følges.

Annonce

Flere hjælpende hænder

Helle Hestbjerg står selv i spidsen for projektet, men får meget hjælp fra venner, bekendte, familie og fremmede. Igennem wwoofing-systemet, der er et verdensomspændende netværk af rejsende, som til gengæld for mad og logi hjælper til på økologiske landbrug eller projekter.

- Jeg har både bygget selv og ikke. Der er mange, som har hjulpet, forklarer hun.

En spindeltrappe forbinder køkkenet og førstesalen. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Første skridt var at hyre en beboer fra Friland til at grave ud til fundamentet med sin rendegraver.  Da hullet til fundamentet var gravet, hjalp en wwoofer fra Spanien i tre uger med at støbe randfundamentet. Derefter hjalp en god ven med at skovle muslingeskaller og få dem vibreret på plads. Sådan gik efteråret 2015, og så holdt hun en pause i byggeriet.

- Jeg føler mig meget hjemme. Min sjæl har været ind over hver en del af huset. Men jeg vil også godt kunne slippe det igen, hvis det er. Jeg har set husbyggere lægge så meget blod, sved og tårer i deres projekt, at de har svært ved at sælge det. Sådan er det også generelt med livet: Man skal ikke putte mere i det, end man også føler, man får igen, fortæller Helle Hestbjerg. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Derefter fik hun en rådgivende ingeniør til at detailtegne og beregne de syv cirkulære spær, der er husets skelet. En lokal tømrer byggede dem, og en stor flok frilændere hjalp med at få dem på højkant med håndkraft. I efteråret 2016 holdt Helle Hestbjerg rejsegilde. Så kom arbejdet med at sætte stålplader på. Det hjalp hendes datter, svigersøn og nabo med. Dernæst fulgte gavlkonstruktionen, etageadskillelsen og de indre vægge.

- Derefter var det noget med at go-with-the-flow, husker husbyggeren.

Særligt når det kommer til at finde de ting, som huset skulle bygges af.

- Materialerne er ikke nogle, jeg har bestilt til huset, men omvendt. Jeg har fundet dem og dernæst besluttet mig for, hvad jeg kunne bruge dem til, forklarer Helle Hestbjerg.

Bag spindeltrappen ses køkkenet. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Træet, der dækker vægge og gulv, samt køkkenet, stammer fra et nedrivningshus. Det er ofte, at folk henvender sig til Friland med et tilbud. Men mange af materialerne er kommet i Helle Hestbjergs besiddelse ved et tilfælde.

- Den snoede spindeltrappe, der leder fra køkkenet og ovenpå i stuen, er for eksempel fra teaterstykket ”Les Miserables”, der blev opført på Aarhus Teater. Den så hun ved et tilfælde ligge på en nabos trailer, da hun cyklede forbi.

- Den har Stig Rossen sunget på, fortæller Helle Hestbjerg, der elsker, at alle ting i huset har en historie.

Helle Hestbjergs gode råd til nybyggere

Man skal have en drøm - man skal ville det.

Være i stand til at mobilisere selvdisciplin.

Synes, at det er sjovt.

Kunne se en værdi i processen og ikke kun resultatet.

Trappegelænderets øverste del består af en poleret bøgetræsgren, som hun har fået af sin nabo. En af stolperne nedenunder stammer fra en nedbrændt lade i hendes barndomshjem, og sådan kan hun blive ved.

- Hele huset her samler på historier. Det gælder ikke kun ting, men også de mennesker, der har hjulpet. Der er så mange historier, der bor sammen med mig. Det føles aldrig, som om jeg er alene. Stedet har masser af sjæl, synes Helle Hestbjerg, der også nyder sin økonomiske frihed.

Når man læser, skal man tage det i bidder og huske at nyde det undervejs. Der er perioder, der er hårde. Så er der eksamen, og så er der sommerferie. Det vigtigste er, at man skal huske at leve livet imens. Det skal være sjovt undervejs. Den tankegang har jeg overført til det her projekt. Det er altid min parole.

Helle Hestbjerg, husbygger

Selv om hun knap nok har boet i huset et år, regner hun med, at huslejen kommer til at ligge på cirka 1500 kroner om måneden, som inkluderer forbrug, ejendomsskat og forsikringer. Hun deler rensningsanlæg med ni andre jordlodder på Friland, men får grøn strøm og vand igennem de traditionelle selskaber. Derudover kommer et årligt kontingent til Friland på cirka 3500 kroner. Helle Hestbjerg har planer om at få udregnet en pris på huset til efteråret. Hun skønner, at det har kostet 300.000 kroner for materialer og løn til håndværkere i forbindelse med kloak, elektriker og vvs. Oven i det kommer hendes egen arbejdskraft og hjælp fra venner.

Annonce

Husk at nyde rejsen

Af projekter, som der har været mange mennesker med til at realisere, er for eksempel husets lerpudsede vægge. Lerpuds er et naturprodukt, der består af ler, sand og vand.

- Det giver et fantastisk indeklima og opsamler varmen, forklarer Helle Hestbjerg, som lod sine vægge indgå i et kursus, hvor en underviser og et hold nysgerrige kursister kastede sig ud i håndværket.

Det samme er tilfældet med den fleksovn, der opvarmer huset.

- Jeg har et bredt netværk inden for bæredygtigt byggeri. En hollandsk ven kom og underviste kursister, og vi tegnede den i fællesskab, fortæller hun om den lille og kompakte ovn, der både kan opvarme rum, vand og ovn.

Fra fleksovnen går en røgskorsten igennem væg og gulv, så det også afgiver varme i for eksempel badeværelset. Helle Hestbjerg fik en idé til, hvordan varmen også kunne blive suget ovenpå. Med et luftrum på to centimeter ind til skorstensrøret, hønsenet og huller. - Det fungerer så effektivt, at jeg selv tror, det er løgn, fortæller hun. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Fleks- og masseovne har ret fin forbrænding. Det betyder, at Helle Hestbjerg i ydersæsonen kan nøjes med at fyre hver anden dag. Hvis det er meget koldt, så er det to gange om dagen. Den lodrette cylinder bliver næsten 1000 grader varm. Der er dog en 30-liters el-vandvarmer. Hvis vandet ikke når 60 grader, så ryger det forbi varmtvandsbeholderen.

I det hele taget gælder det om at holde tungen lige i munden, når det kommer til byggeri og regler. Statik, ovnsættererklæring og energierklæring omkring isolering, kvadratmeter, vinduer og gulve. Alt det der skal til, for at et hus kan blive godkendt. Og det er Helle Hestbjergs. Men myndighedernes beregningsmodeller kan desværre ikke tage højde for fleksovnens effektivitet, og den kunne ikke godkendes til opvarmning af huset - kun til opvarmning af et rum. Derfor blev hun nødt til at investere i og installere en luft-til-luft-varmepumpe, som hun egentlig ikke har brug for.

Facaden er bygget af kalmarbrædder, som er træstammer, der er savet op i brædder, uden at kanterne er savet lige. Brædderne her er i tuja-træ, som ikke behøver træbeskyttelse. Væggene er isoleret med ålegræs. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Udestuen ligger i forlængelse af huset. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Ovnens overflade er lavet af fedtstensplader, som er fundet i en affaldscontainer. Foto: Birgitte Carol Heiberg

At bygge et hus på fem år er i det hele taget et langt sejt træk, men det var Helle Hestbjerg indstillet på. Hun sammenligner byggeprocessen med at tage en akademisk uddannelse. Og med en ph.d. i biologi ved hun, hvad hun snakker om.

- Når man læser, skal man tage det i bidder og huske at nyde det undervejs. Der er perioder, der er hårde. Så er der eksamen, og så er der sommerferie. Det vigtigste er, at man skal huske at leve livet imens. Det skal være sjovt undervejs. Den tankegang har jeg overført til det her projekt. Det er altid min parole, fortæller Helle Hestbjerg.

Entréen i Helle Hestbjergs hjem. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Grå kalmarbrædder dækker facaden. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Helle Hestbjerg i køkkenet, der stammer fra et nedrivningshus. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Helle Hestbjerg holder af organiske former, som huset er bygget efter. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Annonce
Horsens For abonnenter

Langt fra første gang: 35-årig sendte dickpics og truede piger til at sende nøgenbilleder, mens han var i behandlingsdom for tilsvarende kriminalitet

Danmark

Torsdagens coronatal: Antallet af indlagte falder med 14

Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv For abonnenter

Kasper Würtz trækker Christian Bitz i retten i ny sag: - Jeg er nødt til at gå hele vejen, ellers har det hele været forgæves

Horsens For abonnenter

Se visualiseringerne af omstridt omfartsvej: Stor landskabsbro på otte søjler gennem naturskøn ådal er på tegnebrættet

Horsens

Nyt svar fra ministerium: Bådvraget i fjorden kan få lov at blive liggende

Hedensted For abonnenter

Bliver dit nabolag også tilgodeset? Se listen over ekstraordinært mange nye byggegrunde

Brædstrup

Udvidelse af hal, julebelysning og en skovtrold: Budgetforlig kastede lidt af hvert af sig

Nyhedsbrev For abonnenter

Dagens overblik: Få styr på de vigtigste lokale historier på fem minutter

Horsens

Dement beboer gik hjemmefra og blev fundet død: Alle procedurer er fulgt både før og efter, han forlod plejehjemmet

Kultur

Lidende Elton John udskyder dele af den farvel-turné, der skal forbi Horsens i 2022

Erhverv

Stjerneadvokat afsløret: Skal betale millionbeløb tilbage

Sport

Drømmen om OL lever: Dramatisk kollision i kapsejlads var et stort antiklimaks for Horsens-sejler

HH Elite For abonnenter

HH Elite i vild optur: Jan Leslie forvandlede døde høns til et vinderhold med stærke keepere og blev belønnet med en sejr

Horsens

Beboere skal genhuses efter brand i villa

Annonce