Annonce
Odder

Byfest-formand: Vi skal have gjort op med gratisterne

Masser af mennesker havde fundet vej til græsset under bøgetræerne torsdag aften. Arkivfoto: Søren E. Alwan
En flot byfest med god omsætning til de deltagende foreninger og restaurationer, siger formand, der dog gerne ser flere bidrage til fællesskabet.

Odder: Når der holdes byfest i Odder, er der en lang række frivillige og private arrangører, der trækker i arbejdstøjet for at byde ind til fællesskabet.

Det tjener foreningerne gode penge på, og det samme gør de private restauratører, der er med i byfestkommitéen, og dermed med i det arbejde, der trækker rigtig mange folk til byen allerede fra onsdagens cykelløb til og med lørdag aften.

- Men vi skal altså have gjort noget ved alle de gratister, der sælger øl eller sætter telte op uden at betale til fællesskabets kasse, siger Thomas Tikjøb, der er formand for byfestkommitéen.

Han henviser til de beværtninger, der laver særarrangementer eller udvider deres serveringsområde uden at være egentlig partner på byfesten. De benytter sig blot af, at der er mange mennesker i byen.

- Jeg synes, det er super dårlig stil, at man ikke bidrager til festen ved at spytte penge i den fælles kasse, for der er jo ikke nogen byfest, hvis ikke vi var nogle, der knoklede en hel masse frivillige timer, siger han.

Annonce
Alle jeg har talt med er glade. Jeg forventer overskud fra Musik Under Bøgen, og i Sydens Perle teltet gik det også rigtig godt, så sagt på jysk, så ser det rigtig fornuftigt ud.

Thomas Tikjøb, fmd. byfestkommitéen

Masser af overskud

Thomas Tikjøb repræsenterer selv Sydens Perle, der drives af frivillige fra Ørting Falling Ungdoms Gymnastikforening, Gylling Sport & Idræt, Odder IGF Fodbold og Odder Cykelklub. Udover de fire foreninger i Sydens Perle er også Odder Garden, Rotary, Lions, DUI og Gymnastik Odder medarrangerende foreninger, mens Kælderen, Eine Kleine Bier Bar og Anne's Sandwich er private medarrangører.

Alle betaler de et beløb til fælleskassen til annoncering, trykning af programmer og andre fællesudgifter. Indtjeningen i diverse telte ryger i foreningernes egne kasser. Sidste år gav det 55.000 kroner til hver af de fire foreninger Sydens Perle.

- Og det bliver nok mere i år, for det gik over al forventning både i teltene fredag og lørdag. Vi forventer også overskud fra Musik Under Bøgen og kræmmermarkedet, der igen trak masser af mennesker til byen, lyder det fra en glad, tilfreds, men også træt komitéformand.

Medlemmerne af Byfestkommitéen vil, når de lige har fået pustet ud, tage en snak om, hvordan man kan få flere foreninger og private aktører med på banen.

- Og så skal vi have et møde med kommunen om, hvilke konsekvenser der skal være for dem, der sætter telte op ulovligt eller sælger øl uden tilladelse, for vi skal have det stoppet, siger Thomas Tikjøb.

De unge skal med

På dagsordenen frem mod næste sommers byfest er også, hvordan man kan få de unge med. Altså dem i 15-18 års alderen.

- Vi er i god dialog med kommunens nye SSP-medarbejder, og vi håber, at ungdomsskolen og andre kan være med til at udvikle noget, der vil være interessant for den aldersgruppe, siger Thomas Tikjøb.

Hvad det kan være, har han ikke noget bud på, for han er sikker på, at det kun kan blive en succes, hvis det sker i dialog med de unge.

- Om det skal være skumfest med technomusik og lysshow på polititorvet eller noget andet - det er det, vi skal i dialog om. Det vigtige er, at den aldersgruppe også får et sted at høre til, siger byfestkommitéens formand.

Det traditionelle optog ved byfestens start var større end i mange år. Arkivfoto: Søren E. Alwan
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Kurdisk opråb på Rådhustorvet i Horsens: Stop den etniske udrensning

Odder

Budget i Odder: Partier er glade for fuldt låne-stop og vil afdrage på kommunens gæld

Annonce