Annonce
Kultur

Byfest deler ud af overskuddet: Vi gentager succesen

De fem initiativtagere bag Bakkelandets Byfest er parat til at tage en tørn mere til næste år. De fem er fra venstre Søren Rasmussen, Anders Olesen, Helle Pørtner Voldby, Søren Jørgensen og Allan Kåstrup. Arkivfoto
Den første udgave af Bakkelandets Byfest i Brædstrup gav et overskud på 55.000 kroner, som nu kommer de deltagende foreninger til gode. Samtidig melder folkene bag byfesten, at succesen gentages til næste år.

Brædstrup: Der var stor opbakning fra byens borgere, da den første udgave af Bakkelandets Byfest løb af stablen 25. og 26 maj i Folkeparken i Brædstrup, og den gode opbakning kan nu også ses i regnskabet. Således kom Bakkelandets Byfest ud med et overskud på 55.000 kroner. Det står at læse i det regnskab, som folkene bag byfesten netop har offentliggjort.

- Vi er yderst tilfredse med at kunne fremvise et overskud på 55.000 kroner. Vi har netop været i gang med at danne os et overblik af overskudsfordelingen, og det ser ud til, at de deltagende foreninger får et pænt beløb for de frivillige timer, de har brugt på arrangementet, siger Helle Pørtner Voldby, der er blandt tovholderne for Bakkelandets Byfest.

Annonce

Vi har valgt at gentage succesen og holde en byfest 23. maj 2020. Her håber vi på at mærke det samme sammenhold og den store lokale opbakning som til dette års arrangement.

Helle Pørtner Voldby, medarrangør Bakkelandets Byfest

Overskud er delt ud

Således står Støtteforeningen for Brædstrup Skole til at få cirka 15.000 kroner, mens byens løbeklub, Løbeklubben 8740.dk, får omkring 10.000 kroner. Samtidig har de resterende foreninger, der deltog, har fået beløb fra 3000 til 7000 kroner.

- Det er vi både glade for og stolte af, da det lige præcis var det, vi havde håbet på, da vi for cirka et år siden satte os ved et bord på Pejsegården med fem øl og en byfest på dagsordenen, lyder det fra Helle Voldby.

Den store lokale opbakning har fået de fem tovholdere i Bakkelandets Byfest til at beslutte sig for, at byfesten kommer igen til næste år.

- Vi er alle fem er enige om, at det har været en hård, men også sjov og spændende opgave at planlægge årets byfest. Men især den store opbakning fra alle de frivillige, som har stået klar til at hjælpe os, har virkelig været en kæmpe fornøjelse. Vi har derfor valgt at gentage succesen og holde en byfest 23. maj 2020. Her håber vi på at mærke det samme sammenhold og den store lokale opbakning, som til dette års arrangement, siger Helle Pørtner Voldby.

En ny tradition

Initiativtageren mener, at byfesten er vigtigt for at understøtte den gode udvikling, som Brædstrup gennemgår i disse år.

- Som de fleste nok er klar over, er Brædstrup i en rivende udvikling med en masse spændende projekter, og tilvæksten er større, end den har været i mange år. Vores by har mange fine butikker, arrangementer, gode skoler/dagtilbud, foreninger samt en masse sunde erhvervsvirksomheder. Jeg tror og håber på, at vores arrangement er kommet for at blive - for en by, der har alt, skal da også have sin egen byfest, siger Helle Pørtner Voldby.

Musiklegepladsen optrådte for børn i alle aldre under Bakkelandets Byfest i Brædstrup, mens der var musik for de voksne om aftenen. Arkivfoto

Godt for byen

Bakkelandets Byfest er allerede i god dialog med flere af byens foreninger om næste års byfest. Blandt dem er Brædstrup Lokalråd, og her glæder formand Søren Munk sig over, at Bakkelandets Byfest er kommet for at blive.

- Fra lokalrådet vil vi gerne takke for initiativet, og vi bakker helt op om Bakkelandets Byfest. Vi er derfor glade for, at byfesten har givet et godt overskud, og at folkene bag byfesten har valgt at fortsætte med en ny byfest til næste år. Det er godt for byen, siger Søren Munk.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur

Panduro advarer mod billethajer: - Svindelfirmaerne går ikke kun efter de store, udenlandske artister

Annonce