Annonce
Erhverv

Byens fotograf har flyttet butikken til byen

Lars Aarø har i de senere år også slået sig på optagelser med drone. Foto udlånt af fotografen
Lars Aarø har altid haft kunder i Odder - nu mingler han med nogle af dem i Vokseværket.

Odder: Der er løbet meget vand i åen, siden Lars Aarø for 32 år siden blev uddannet pressefotograf på Horsens Folkeblad. For eksempel har stort set alle i dag et kamera ved hånden i form af en telefon. Klar til at dokumentere.

- Men pas på. Dårlige fotos gør sommetider mere skade end gavn, siger fotografen med et skævt - og lidt selverkendende - smil på læben.

For naturligvis er den 56-årige fotograf fra Odder klar til at argumentere for, at han og kollegerne kan noget, som vi andre ikke magter med vores mobiltelefon, nemlig opfange en stemning og anskueliggøre den på enten et stillbillede eller en video.

- Selvfølgelig er det min mission, for det er jo mit levebrød. Men selv hvis jeg ikke skulle sælge fotos, har jeg argumenterne i orden. For eksempel har jeg på seneste fotograferet en del personer, som ønsker et godt portræt af sig selv til kommende jobansøgninger - fordi de har erfaret, at et dårligt foto havde placeret dem nederst i bunken af ansøgninger. Bare et eksempel, siger han.

Annonce

Min uddannelse og erfaring har lært mig, hvordan man foreviger begivenheder på den bedste måde. Og så er det i grunden lige meget, hvad motivet er - bare det er ærligt.

Lars Aarø, pressefotograf med base i Vitapark

Kolleger et must

Den aktuelle anledning til avisens snak med Lars Aarø er, at han i sommer flyttede ind i Vokseværket i Vitapark, hvor han deler kontor med freelancejournalisten Troels Lykke.

Flytningen skete i samråd med fotografkollegerne Flemming Jeppesen og Niels-Aage Skovbo, med hvem han siden engang i halvfemserne har haft freelancebureauet Fokus, der lå i Højbjerg. På samme adresse som journalistgruppen Horisont, som i sine velmagtsdage husede 12-14 journalister.

Antallet af kunder, der benytter sig af freelancefotografer, har dog været vigende i de senere år, og i dag arbejder de to andre fotografer med base i deres privatbolig, mens Lars Aarø altså valgte at slå sig ned i Vitapark. Også selv om der ellers er god plads i villaen, som han og hustruen Karin Lindgaard byggede i 1994, efter at parrets tre børn var flyttet hjemmefra.

- Jeg har brug for kolleger, og faktisk har den daglige networking i Vitapark skaffet mig opgaver. Desuden er det en klar fordel, at Udviklingodder holder til på samme matrikel. Medlemsmøderne der holder mig i gang og kan forhåbentlig også kaste et par opgaver af sig, siger Lars Aarø, der nu altid har leveret en del fotos til Odder og omegn.

Blandt andet til årsskriftet "I godt Selskab", som Odder Lokalhistoriske Arkiv udgiver. Flere lokale virksomheder har desuden brugt ham, når der skulle produceres nye brochurer, ligesom han har lavet reklamefilm for Biffen.

Et ærligt foto

For tiderne er skiftet i branchen, og hvor Lars Aarø for tre årtier siden primært arbejdede for dagblade, fylder den del i dag kun 10 procent.

Resten af tiden bruger han på at at fotografere for fag- og ugeblade, virksomheder og privatpersoner. Det sidste ville have været uhørt, da han slog sig ned som pressefotograf. Dengang klarede henholdsvis reklame- og portrætfotografer det andet, og der blev ofte trukket store faggrænser.

De grænser er Lars Aarø aldrig gået ret meget op i, og han har det fint fint med at fotografere/filme til både annoncer, bryllupper og andre familiebegivenheder.

- Kald mig dokumentarist. Min uddannelse og erfaring har lært mig, hvordan man foreviger begivenheder på den bedste måde. Og så er det i grunden lige meget, hvad motivet er - bare det er ærligt, siger fotografen, der også laver optagelser med drone.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce