Annonce
Kultur

Byens Bedste 2019: Hvem fortjener æresprisen?

Evald Krogh og Jacob Haugaard modtog sidste år Stiften-prisen for deres arbejde med blandt andet Muskelsvindfonden. I år skal vi kåre en ny vinder, og de nominerede er blandt andet valgt for deres evne til at skabe fællesskab i byen. Foto: Axel Schütt
Byens Bedste handler ikke kun om at finde de bedste af de bedste, men også at ære den ene person eller den begivenhed, som i særlig grad har gjort noget for Aarhus.

AARHUS: Når Århus Stiftstidende torsdag 7. november afholder det store Byens Bedste-show, hylder vi det bedste i byen i 13 forskellige kategorier. Men vi skal også have uddelt den store ærespris – Stiften-prisen. Det er prisen, hvor vi hylder en indsats af ekstraordinær karakter, der på enestående vis har været med til at udvikle Aarhus. Det kan eksempelvis være en personlig indsats af ekstraordinær karakter eller en begivenhed, der har givet ny energi til byen.

Hvor der løbende er udskiftning i de øvrige kategorier, er Stiften-prisen den kategori, som der holdes fast i.

- Vi vil gerne blive ved med at hylde den eller de personer, eller et event, der i særlig grad har gjort noget for byen, siger Peter Kramer.

Sidste år gik Jacob Haugaard på scenen, for at modtage Siften-prisen på vegne af ham og Evald Krogh og deres arbejde med Muskelsvindfonden og Grøn. Året før det, var det Karin Salling, der modtog æresprisen.

- De sidste par års modtagere af æresprisen er jo prima eksempler på, hvad en personlig indsats af ekstraordinær karakter egentligt er, siger Peter Kramer og uddyber:

- Karin Salling, der med Salling-fondenes generøse donationer har skabt liv og sikret overlevelse i alle hjørner og kroge af byen. Og Evald Krogh og Jacob Haugaard, hvis fælles indsats har givet en svag gruppe, de muskelsvindramte, gennemslagskraft og nyt håb.

Annonce

Tidligere vindere af Stiften-prisen

Æresprisen har gået under flere navne i tidens løb, men vi har mere eller mindre kåret en vinder i kategorien hvert år. Her er vinderne fra de sidste ni år:

  • 2018: Jacob Haugaard og Evald Krogh
  • 2017: Karin Salling
  • 2016: Aarhus Street Food (AOA-prisen)
  • 2015: Food Festival (AOA-prisen)
  • 2014: Aarhus Pride (AOA-prisen)
  • 2013: Godsbanen (AOA-prisen)
  • 2012: Kapsejlads (AOA-prisen)
  • 2011: Mejlgade for mangfoldighed (AOA-prisen)
  • 2010: Arkitektfirmaet Schønnherr (AOA-prisen)

- Folk har fået øje på Aarhus

I år har juryen nomineret tre begivenheder: SPOT festival, Aarhus City Halvmarathon og Classic Race Aarhus.

- Kandidaterne er valgt, fordi de på hver sin måde har skabt positiv opmærksomhed i Aarhus, siger Peter Kramer.

- Og ikke mindst, så har alle tre sikret, at folk omkring os har fået øje på Aarhus.

SPOT-festival finder sted hvert år over en periode på tre dage. Rundt omkring i byen kan publikum lytte til de nyeste tendenser inden for dansk og nordisk musik. I alt er der mere end 200 koncerter og events i løbet af festivalen, og det er noget af det, som juryen har lagt vægt på i deres udvælgelse.

”Det er måske den mest betydningsfulde musikfestival i Danmark. Det er her, at musikbranchen mødes og sikrer fremtiden. Nye navne brager igennem – eller det modsatte - og de får på samme dag mulighed for at præsentere sig selv for publikum og for fagfolk, også internationalt,” har juryen blandt andet skrevet i deres bedømmelse.

Fællesskab i byen

Hvor SPOT-festival handler om musik, handler Classic Race Aarhus i høj grad om biler. Publikum kan over en periode på tre dage opleve hurtige racerbiler og gamle veteranbiler, der bliver sparket dæk og kørt sæbekasseløb.

Om valget af Classic Race Aarhus skriver juryen: ”Med racerløbet rundt i de smukkeste dele af Aarhus er der skabt en helt unik begivenhed, der trækker masser af gæster til byen – det er underholdning i topklasse, og det er en begivenhed på europæisk niveau. De få vrede røster kan ikke overdøve familiebegivenheden. Samtidig er Classic Race Aarhus non-profit: overskuddet går til børns trafiksikkerhed.”

Også Aarhus City Halvmarathon er valgt, for deres evne til at skabe fællesskab i byen, når store dele af Aarhus centrum spærres af for en dag, for at give plads til 12.000 løbere og 50.000 tilskuere.

Det er et motionsløb, men folkene bag har også gjort løbet til en herlig folkefest, der fylder byen med liv – på den gode måde. Det er en festlig karavane, der drager gennem byen med højt humør og varsler: nu er det sommer! Det er ligegyldigt, om man selv har løbeskoene på eller følger med fra sidelinjen – løbet er for hele byen. Samtidig er overskuddet fra løbet en velkommen økonomiske indsprøjtning for mere end 100 lokale foreninger,” skriver juryen om valget af den sidste nominerede til dette års ærespris.

Du kan stemme på din favorit, både til Stiften-prisen og i de øvrige 13 kategorier, på stiften.dk/byensbedste. For alle kategorier gør det sig gældende, at århusianernes stemmer tæller 75 procent og juryens stemmer tæller 25 procent.

SPOT-festival er den ene af de i alt tre nominerede. "Det er måske den mest betydningsfulde musikfestival i Danmark. Det er her, at musikbranchen mødes og sikrer fremtiden," har juryen blandt andet skrevet i begrundelsen. Foto: Celina Dahl
Der er gang i Mindeparken, når Classic Race Aarhus hvert år løber af stablen. I år er begivenheden nomineret til Stiften-prisen. Foto: Axel Schütt
Mere end 50.000 tilskuere og 12.000 løbere samles, når der er Aarhus City Halvmarathon. Og nu har det event kastet en nominering af sig til dette års Byens Bedste. Foto: Jens Thaysen
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Ønskebørn-ejer om nethandel: Jeg er udfordret og bekymret - men som detailhandel bør vi ikke være sure

Nyheder

Ejeren af den genfundne 12 uger gamle hundehvalp Nala: Jeg er så taknemlig og glad for at være i live

Annonce