Annonce
Horsens

Butikkerne holder fest i deres dejlige gågade

Fremmødet var stort, stemningen god, og vejret ligeså, da butikkerne forleden gik ud på gaden for at starte nedtællingen til gadefesten på lørdag med et fællesfoto. foto: søren e. alwan
Fødselsdage kan man ikke få nok af. I Hospitalsgade har de butiksdrivende det også sådan, men de har manglet en gadefest.

Det får de så nu, for lørdag 3. september er gadens butikker i fællesskab gået sammen om at arrangere én stor gadefest.

Med masser af musik, boder, gode tilbud og aktiviteter.

Horsens Musikskoles bigband sørger for den hyggelige stemning, og baggrunden for gadefesten er lige så bred som besætningen i et bigband.

Den ligger nemlig i de butiksdrivendes glæde ved at drive forretning i den gamle, brostensbelagte gade, der oprindeligt var én af hovedfærdselsårerne i Horsens, når man skulle fra nord til syd eller omvendt.

Udvidet fødselsdag

Hospitalsgades historie er lang, og det gælder også historien for mange af de butikker, der ligger i gaden. F.eks. Mokka T i Hospitalsgade 21. Her åbnede Dorthe Frederiksen for 10 år siden sin kaffe- og te-butik, og hun er så begejstret for at være en del af Hospitalsgade, at hun tænkte ud over sin egen næsetip og indbød de andre butikker til at være med til at holde en fest i gaden.

Gadens butiksdrivende har holdt flere planlægningsmøder og er gået sammen om fælles markedsføring. Det har ikke alene kastet et bedre samarbejde af sig, men også en bedre gadefest, mener de.

Et eksempel på gadens samarbejde er, da slagter Møller måtte lukke for knap to år siden. Her var det vigtigt at få en god specialforretning ind igen, og der blev prikket og snakket og foreslået. Og så endte det med, at det lykkedes at få Bjerre Kød ind.

At det med slagteren lykkedes at runde 100-året med en slagterbutik i samme lokale, var de måske ikke klar over, men slagtermester Ivo Pedersen fortæller, at det falder perfekt sammen med gadefesten, at Bjerre Kød nu kan fremvise en stolt tradition bag husnummeret. Dog ikke med Bjerre Kød alle årene, da det er 15 måneder siden, Bjerre-slagteren åbnede udsalg i Horsens.
Men også andre har noget at fejre. F.eks. er det syv år siden, Mads Dalsgaard overtog frisørsalonen Rolf Jonsson.

Det er måske ikke noget rundt hjørne, men Mads Dalsgaard var 19 år og lærling, da han overtog salonen, der i dag har syv ansatte. Og hvis mundheldet om "efter syv magre år følger syv fede" holder stik, er der meget i vente for den historiske frisørsalon, der har ligget i gaden siden 1921, da frisørmester Aksel Nielsen åbnede den. F.eks. et 100-årsjubilæum om bare fem år.

Salonen fejrer dog sig selv allerede på lørdag med gratis tip til styling og opsætning af håret.

Fodbad på gaden

Tre nye ansigter i Hospitalsgade har også noget at fejre. Den kinesiske restaurant, Ming Hao, optikeren Smarteyes samt frisøren Hos no. 8.

De to første kan her i efteråret fejre et-års fødselsdag, og det glæder både Tina Vernegren fra Smarteyes og Thua Tan fra Ming Hao.

Tina Vernegren forventer f.eks. et gevaldigt tryk på butikken lørdag, for Smarteyes vil ikke alene have cupcakes, kaffe, slikpinde, balloner osv. klar til kunderne, men også nogle gevaldige tilbud på hele brilleprisen.

- Jeg synes at butikkerne her i midtbyen sagtens kan hæve niveauet og tilbyde kunderne flere oplevelser som den her, hvor de kan feste med gode tilbud i hele gaden. Vi har i hvert fald bestemt os for, at vi vil give den en ordentlig en på brillen, fortæller Tina Vernegren.

Thua Tan forventer også tryk på Ming Hao-restauranten, og han vil sørge for smagsprøver og gode tilbud på kinesiske lækkerier. F.eks. små bokse med nudler.

Det tredje nye ansigt i Hospitalsgade er frisør Rikke Høj Pedersen, der i Hos no. 8 har kastet sig over økologiske og biodynamiske produkter. Her er afslapning og miljøbevidsthed i højsædet, og så sælger hun også tøj. Ved gadefesten kan forbipasserende - hvis vejret tillader det - sætte sig ud på gaden med en kop kaffe og fødderne i et rart fodbad.

Hvem er bedst til rally?

Hos Thiele kan optikeren også kippe med flaget. Indehaver Christian Petersen har haft butikken i 20 år - og samtidig har han været i brillebranchen i 40 år, så der bliver virkelig nogle hjørner at pudse.

Det sker bl.a. med kaffe og gode kundetilbud, hvis brillerne skal pudses eller rettes til.

Bjerre Kød gasser op på en anden måde. Ikke bare fordi, butikken som før nævnt kan bryste sig af et butikslokale, der har haft 100 år med en slagter bag vinduerne, men også fordi de mener det med gadefest alvorligt. Slagtermester Ivo Pedersen fortæller, at der grilles pølser og bliver besøg af superligafodboldspillere fra AC Horsens, der vil skrive autografer. Dansk mester i rally, Ib Kragh, dukker også op. Med sig har Juelsminde-køreren en rallysimulator, hvor der kan dystes i, hvem der klarer sig bedst.

Kagemand og saftevand

Og er man i legehumør kommer man nok heller ikke uden om Legekæden. Det gælder sådan set også rent fysisk, da Søren Nielsen og co. sætter en stor "Superjumper" op, der vil fylde det meste af gaden. Her kan børnene få deres hoppelyst styret i denne trampolintype, hvor man hopper med en stor elastik om livet. Og så er der både gaver, kagemand og saftevand til børnene.

Desuden er der meldinger fra Boutique Noir, der forhandler modetøj til kvinderne.

Her vil indehaver Marianne Nørmark byde på et modeshow med alle efterårets nyheder, og så er der bobler og chokolade til kunderne. Telenor har gratis popcorn, og hos Friis Optik hopper indehaver Jan Friis ikke alene med på gadefesten og sørger for gratis at udskifte næsepuder for kunderne, men kan også byde indenfor i en lysere butik, efter at han har fået lavet hele vinduesfacaden om.

De øvrige butikker i gaden - fotograferne Strandløv Krause, læderhuset Le Sac, Muddis Antik og repFone - vil også spille med på gadefesten med gode tilbud og en særlig oplevelse.

God grund til at komme

Og så falder dagen i øvrigt sammen med tre andre større aktiviteter i midtbyen: City Horsens holder nemlig "Store rengøringsdag" med gratis morgenbrød på Søndergade. På Vitus Berings Plads er der torvedag ved Vinspecialisten, og Øllets Dag fejres på flere af udskænkningsstederne i midtbyen, hvor Danske Ølentusiasters lokalafdeling dukker op. Jo, det frister unægteligt at smutte forbi gågaderne på lørdag...

Butikkerne i Hospitalsgade er alle åbne fra kl. 10 til 14.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Leder: Stillads-ballade er kørt helt af sporet

Det er noget af en sag, Horsens-firmaet Dansk Boligbyg A/S er blevet en del af på Nørrebro i København. Et stort stillads blev væltet af arrige stilladsarbejdere i forbindelse med et byggeri på Lundtoftegade for et par dage siden, og ved samme lejlighed blev biler tippet på hovedet. Noget nær chokerende scener på dansk grund. Stilladsarbejderne påstår, at DS Byggeri, som er underentreprenør, ikke lever op til danske overenskomster. Dansk Boligbyg A/S har hovedentreprisen og valgte tirsdag at sende DS Byggeri-arbejderne hjem - med besked om, at de ikke vender tilbage. Det lyder som en klog beslutning, uanset hvad der er op og ned i en sag, der mest ligner aktioner fra "de gule veste" i Frankrig. De kommende dage må afgøre, om der rent faktisk er begået brud på overenskomsten, og om sikkerheden på arbejdspladsen har været utilstrækkelig, som 3F og de danske stilladsarbejdere anfører. Hvis målet for stilladsarbejderne var at skabe opmærksomhed, er de lykkedes til et 12-tal. Men metoderne er helt ude i hampen, også selv om der ligger mere principielle spørgsmål til grund. Konflikten har kørt i uger. Kønt var det heller ikke - på TV 2 tirsdag aften - at se en delvist anonym mand, som angiveligt var den ene af de to, der søndag aften blev overfaldet ved byggeriet. De ville med en videooptagelse dokumentere arbejdsforholdene på byggepladsen på Nørrebro. Hvis det er sandt, at de har fået bank for det, er det - også - helt utilstedeligt. Bliver voldsepisoderne så en sag for politiet? Næh, de overfaldne tør ikke anmelde sagen af frygt for repressalier - og fik på tv fagforenings-opbakning til at droppe en anmeldelse. Man må respektere beslutningen, men trist er den, for sammenkoblet med, at vrede stilladsarbejdere råber: "Når I angriber én af os, angriber I os alle", er vi ude i noget, vi hører fra rockere og andre, der har sat sig ud over det danske retssystem og selv handler konflikter af. Balladen skal hurtigst muligt nedtrappes - på dansk manér.

Annonce