Annonce
Horsens

Butikker skal holde åbent søndage i sommerferien - cafélivet skal være generatoren bag

Et flertal i detailudvalget har vedtaget, at butikkerne i Horsens skal holde søndagsåbent i skolernes sommerferie, og City Horsens vil forøge at gøre byens caféliv til den magnet, der skal trække gæster ind i midtbyens gader. Foto: Marianne Husted
City Horsens opfordrer nu butikker og cafeer til at holde åbent om søndagen i ugerne 26 til 31. Her får byens cafeer en særlig igangsættende rolle, siger city manager for City Horsens.
Annonce

Horsens: - Jeg er klar over, at det her er i 11. time i forhold til at få sommerferie-planlægningerne til at gå op. Men alligevel opfordrer jeg til, at flest mulige forretninger holder åbent om søndagen hen over skolernes sommerferie.

Michael Kongsmark, city manager i City Horsens, er ikke i tvivl om, at der skal ideer på bordet, hvis detailhandlen og cafélivet skal godt videre i den nuværende corona-tid.

Meldingen om søndagsåbent i midtbyen ser han meget potentiale i, og mest af alt lægger han op til, at cafeerne skal sætte skub i tingene og være den generator, der tiltrækker lokale borgere og turister.

- Vi skal skabe noget liv på og omkring Søndergade. Det kan gode brunch-tilbud fra cafeerne om søndagen være med til at aktivere, siger han.

Michael Kongsmark er overbevist om, at mange danskere vælger hjemlandet som sommerferie-destination i år, selvom grænserne bliver åbnet for tyskere og nordmænd - og her kommer Horsens som feriedestination også i spil, mener han.

- Horsens er omgivet af smuk natur, sommerhusområder og campingpladser, ligesom vi har gode hoteller både midt i og i udkanten af byen. Der er derfor rig mulighed for besøg. Så jeg tror, vi i Horsens kommer til at mærke, at mange mennesker kompenserer den tabte tur til Italien eller Spanien med shopping og hyggeture rundt i gaderne, fortæller Michael Kongsmark.

Vi skal skabe noget liv på og omkring Søndergade. Det kan gode brunch-tilbud fra cafeerne om søndagen være med til at aktivere.

Michael Kongsmark

Annonce

Flertal bakker op

Han forklarer, at diskussionen om søndagsåbent ikke er ny. Og der har da også været argumenter både for og imod, forklarer han.

- Et flertal i detailudvalget foreslår dog, at vi forsøger os med søndagsåbent for at finde ud af, hvordan kundegrundlaget er.

- City Horsens bakker op og vil forsøge at arrangere nogle events i midtbyen de pågældende søndage. Vi forestiller os, at vi kan alliere os med forskellige aktører, eventuelt Billedskolen, Komediehuset og lignende institutioner, der vil kunne underholde med små udstillinger, forestillinger og events, siger Michael Kongsmark.

Han erkender, at det bliver svært at få alle med på ideer, og det er også helt okay, lyder det.

- Butikkerne i Horsens har forskellige forudsætninger. For nogle giver det nærmest sig selv at holde søndagsåbent. For andre er det en stor personalemæssig udfordring. På samme måde er kundegrundlaget forskelligt fra butik til butik, og derfor vil søndagsåbent give mere mening for nogle end for andre. Det har jeg respekt for, siger Michael Kongsmark.

Søndagsåbningerne vil finde sted i tidsrummet kokken 11-15.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

På kanten af kaninhullet

Horsens

Dagens corona-tal: På ét punkt ligner Horsens Kommune ikke de andre

Annonce